Gør sociale medier os mindre sociale?

Forskere fra University of Maryland’s Robert H. Smith School of Business er kommet frem til, at brugen af sociale medier gør folk mindre tilbøjelige til at udføre såkaldte "pro-sociale" handlinger - handlinger som har til hensigt at hjælpe en anden person eller gruppe af personer. Det skriver Time.

Forskerne mener, at brugen af sociale medier har indflydelse på vores måde at behandle andre på, fordi de hjælper os med at få dækket et basalt behov for at være "forbundet" med andre. Når dette behov er dækket gennem brugen af de sociale medier, mindskes vores behov for at være forbundet til de mennesker, der omgiver os.

De sociale medier giver mulighed for at kommunikere og "forbinde" sig på tværs af både tid og sted. Man kan sidde til forelæsning på sit uddannelses-sted, og være mere socialt forbundet med en ekspert indenfor det område man vil skrive projekt om, end med de øvrige studerende og underviseren. Man kan også sidde hjemme og være forbundet med underviseren og de medstuderende, som det fx sker mange steder på de netbaserede uddannelser. Brugt på den rette måde giver det at kunne forbinde sig med andre via sociale medier på tværs af tid og sted altså nogle spændende muligheder for at gøre undervisningen fleksibel, og for at indsamle relevant information og viden. Men i nogle sammenhænge giver det måske også nogle begrænsninger?

I folkeskolen og på de gymnasiale ungdomsuddannelser har man, udover ansvaret for at uddanne eleverne, også ansvaret for at danne dem, og gøre dem i stand til at deltage i samfundets demokratiske fællesskab. Dette må nødvendigvis indbefatte evnen til at agere pro-socialt. Spørgsmålet er så, om brugen af sociale medier i folkeskolen og på gymnasierne er begrænsende for denne dannelse, eller nærmere befordrende for den? Kan børn og unge lære at agere pro-socialt gennem den "virtuelle forbundethed" på de sociale medier, eller lærer de udelukkende den slags i fysiske fællesskaber som eksempelvis en klasse? 

Forsøgene med iPads i folkeskolerne forskellige steder i landet giver gode muligheder for at undersøge dette. Hvad sker der med forbundetheden, med dannelsen og med evnen til at agere pro-socialt når alle elever i klassen sidder med en iPad? Vil de også sidde med den i pauserne, som eleverne på mange af landets gymnasier gør med deres bærbare computere, tablets og smartphones, eller vil de lægge dem væk og være sociale med deres "fysiske" klassekammerater? Og bliver de i stand til at agere pro-socialt og deltage i det demokratiske fællesskab, både fysisk og virtuelt, ligemeget hvad?

Virtuel tilstedeværelse?

I forbindelse med en spændende konference om anvendelsen af Global Classroom på VUC Storstrøm, holdt hjerneforskeren Peter Lund Madsen i tirsdags oplæg om "Menneskehjernen og Tilstedeværelsen". Lund Madsen fortalte i den sammenhæng om menneskehjernens evolution, og noget af det han lagde vægt på i sit oplæg var, at menneskets evne til at være tilstede, er fuldt afhængigt af dets evne til at erkende omgivelserne, og til at rette sin opmærksomhed mod "det rette".

Bent Schou skriver på VidenDanmarks blog om bogen Årgang 2012 af Søren Schultz Hansen. Bogen beskriver forskellene mellem unges og voksnes anvendelse af nye medier. En af de ting Bent Schou fremhæver som en pointe fra bogen er, at de unge i udpræget grad søger deltagelse i fællesskaber på tværs af rum, mens de voksne værner om deres mulighed for at lukke af for de fællesskaber, de ikke fysisk er tilstede i. De unge mennesker svarer på sms'er under middagen istedet for at samtale med forældrene, og de ser TV mens de spiller Wordfeud mod vennerne, mens de fleste voksne lægger telefonen væk i de sammenhænge.

Der er vist ingen tvivl om, at de unge som de karakteriseres i Årgang 2012, ifølge Peter Lund Madsen er dårligere til at være tilstede end de voksne - de er dårligere til at rette deres opmærksomhed mod "det rette". Men er det ikke et problem, at Peter Lund Madsens synspunkt er farvet af, at det er ham der beslutter hvad "det rette" er - at det er det fysiske fællesskab omkring middagen, og ikke det virtuelle 'sms-fællesskab' med vennerne?

Man kan argumentere for, at der er noget unikt ved den følelse af tilstedeværelse vi kan have ansigt til ansigt, fordi vi erkender det rum vi er sammen i. Men er det at erkende det fysiske rum anderledes, end det at erkende det virtuelle rum? Kan man ikke i samme grad være tilstede, når man indgår i diskussioner med andre på for eksempel blogs og debatfora?