Afgangsprøver og omveje i uddannelsessystemet

I flere medier har man de seneste dage kunnet følge diskussionen om, hvorvidt resultaterne af folkeskolens afgangsprøve skal være bestemmende for, hvilke ungdomsuddannelser unge mennesker kan vælge at starte på. Diskussionen hænger tæt sammen med diskussionen om ’omveje’ i uddannelsessystemet.

Dansk Industri (DI) og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) har i en fælles rapport kortlagt de unges veje gennem uddannelsessystemet. De kommer frem til, at de unge i gennemsnit bruger 1,6 år på det, som DI og AE kalder ’omveje’. ’Omveje’ defineres i rapporten som ’alt, der ikke er den lige vej fra 9. klasse til seneste fuldførte ungdomsuddannelse’. Det vil bl.a. sige, at det at fuldføre to ungdomsuddannelser eller det at tage 10. klasse, fx på en efterskole, klassificeres som en omvej.

I et samfundsøkonomisk perspektiv er det naturligvis interessant at se på, hvor effektivt man kan tilrettelægge unge menneskers uddannelsesforløb. Det er da også samfundets behov for højtkvalificeret arbejdskraft, der i rapportens forord angives som den væsentligste grund til, at elevernes ’omveje’ skal skiftes ud med den lige vej gennem uddannelsessystemet. Derudover peges der også på konsekvenserne for de unge menneskers konkurrencemuligheder på arbejdsmarkedet. Der er altså meget at vinde for både samfundet og den enkelte, hvis man kan undgå, at de unge mennesker tager disse ’omveje’ gennem uddannelsessystemet. Spørgsmålet er så, om der også er noget at tabe?

For at kunne svare på det spørgsmål, må man overveje om man som ungt menneske kan få noget ud af at tage en eller flere ’omveje’ i sit uddannelsesforløb. Kan man blive klogere eller mere moden af at gå på efterskole i 10. klasse? Kan man blive en bedre tømrer, hvis man har taget en HF-eksamen forud for tømrer-uddannelsen? Eller måske bare lidt klogere på verden og sig selv? Kan man blive klogere af at vælge den forkerte uddannelse, og af at vælge igen?

Man må også overveje, om samfundet kan få noget ud af, at et ungt menneske tager en eller flere ’omveje’ i sit uddannelsesforløb. Har samfundet noget at vinde ved, at en tømrer forud for sin tømreruddannelse har skabt sig venner på HF, som måske er fortsat på universitetet og har uddannet sig til arkitekter og statskundskabere? Har samfundet noget at vinde ved, at unge mennesker lærer konsekvenserne af at træffe forkerte valg? Og har samfundet måske endda noget at vinde ved at nogle unge tager 10. klasse på efterskole, og får idéer og indspark til hvilken ungdomsuddannelse de skal vælge?

Jeg tror, at der er rigtig meget at tabe for både samfundet og den enkelte, hvis ’omvejene’ skæres helt ud af de unges uddannelsesforløb. I sidste ende kan det vise sig, at det er på omvejene man lærer allermest.

Mangler lærerne it-kompetencer?

Avisen.dk skriver i dag, at eleverne mener, at deres lærere mangler kompetencer i forhold til at anvende it i undervisningen. Formanden for danske skolelever, Vera Rosenbeck, udtaler i artiklen: "Det er ikke it, der er problemet, vi får noget ud af it i undervisningen, men vi oplever en udfordring med, at underviserne ikke er godt nok uddannet til at bruge it i undervisningen."

Men hvad det er for kompetencer, eleverne mener, at lærerne mangler? Har lærerne brug for teknisk viden om, hvordan en computer startes, om hvordan man flytter en fil fra en iPad til en computer, og om hvordan man bruger funktionerne i det interaktive whiteboard? Eller har de brug for didaktisk viden om, hvornår det giver pædagogisk mening at inddrage forskellige former for it i undervisningen?

Måske har lærerne brug for begge dele. Den tekniske viden om, hvordan man bruger forskellige værktøjer og læremidler kan ikke stå alene - den pædagogiske mér-værdi ved inddragelse af it vil være minimal, hvis ikke værktøjerne inddrages i undervisningen på en måde, så de understøtter elevernes samarbejds- og kommunikationsformer. Den didaktiske viden om, i hvilke undervisningssituationer det giver mening at inddrage forskellige typer af værktøjer, er til gengæld heller ikke meget værd, uden læreren véd hvilke muligheder værktøjerne åbner for.

Hvis lærerne mangler it-kompetencer, som Vera Rosenbeck hævder, er spørgsmålet derfor, hvor deres kompetenceudvikling bør starte. Skal lærerne introduceres til en række it-værktøjer og disses tekniske funktioner og muligheder, hvorefter de kan gøre sig didaktiske overvejelser over værktøjernes anvendelighed i undervisningen? Eller bør kompetenceudviklingen tage afsæt i en nytænkning af den eksisterende undervisning, hvorefter lærerne introduceres til en række værktøjer som retter sig mod forskellige aktiviteter i deres undervisning?

Jeg tror, at valget af it-værktøjer til brug i undervisningen altid bør være funderet i didaktiske overvejelser. Selv om man kan blive inspireret og til tider imponeret af hvad forskellige nye it-værktøjer kan, er det de pædagogiske behov, der bør være styrende for hvilke it-værktøjer man anvender i sin undervisning. Starter man kompetenceudviklingen med at introducere lærerne til nogle få værktøjer, har man allerede begrænset deres didaktiske muligheder. Starter man kompetenceudviklingen med didaktikken, klæder man derimod lærerne på til selv at kunne vurdere nye it-værktøjer, og til at kunne udvælge de værktøjer, som kan bidrage positivt til deres undervisning.

Hvordan mener du, at god it-kompetenceudvikling af undervisere bør se ud?