Kompetenceudvikling og lærerens undervisningspraksis

Af pædagogisk konsulent Tobias Kidde Skov

Teknologier har altid være aktuelle i undervisningskontekster, og lærere har altid arbejdet med teknologier i undervisningen. Det er velkendte teknologier som tavlen, kridtet, papir, bøger og hæfter, som er med til bl.a., at mediere forholdet mellem lærer og lærende og generelt påvirke klasserummet. I dag presser nye teknologier sig på for at blive implementeret og inddraget i undervisningen - teknologier som computere, mobiler, interaktive tavler, apps osv.

Der findes mange eksempler på skoler og uddannelsesinstitutioner, der har indkøbt iPads, interaktive tavler og digitale læremidler, som nye teknologier der skal indgå i undervisningen. Denne stigende interesse for nye digitale teknologier i uddannelsessektoren har naturligt skabt en efterspørgsel fra ledere og lærere på mere kompetenceudvikling. Lærerne skal med kompetenceudviklingen lære at inddrage de nye teknologier i undervisningen, og det skal på sigt skabe en merværdi for fx undervisningen, læringen eller institutionen.

Men spørgsmålet er, om kompetenceudviklingen i nye teknologier dækker de udfordringer, som opstår i en undervisningspraksis, når man inddrager ny teknologi?

I artiklen ”Hvordan ændrer teknologier læreres praksis, og hvad skal lærere lære om teknologi i lærerarbejdet? ” præsenterer Brok og Schrøder begrebet multistabilitet som en måde at beskrive teknologiers påvirkning af lærerens undervisningspraksis. Teknologier skal altid bruges og tænkes forskelligt afhængigt af de forståelser og kontekster, de indgår i. Det kræver derfor en tydelig kobling mellem den nye teknologi og lærens undervisningspraksis. 

Problematikken ses i kompetenceudviklingsbegrebet,  der ofte er løsrevet fra den undervisningspraksis og kultur, som lærerne til dagligt indgår i, og kvalificeringen af teknologier og didaktik sammenkobles ikke med lærerens eget udgangspunkt. Derfor ender alt for mange lærere med en kompetenceudvikling, som de ikke føler henvender sig til deres praksis.

Men hvorfor er det afgørende at medtænke multistabilitet, lærerens arbejdskultur og undervisningspraksis, i inddragelsen af nye teknologier?

For det første forandrer teknologier de forhold, der omkredser undervisningen og påvirker dermed direkte lærerens praksis. På samme måde som de gamle teknologier, medierer de nye teknologier også forholdet mellem læreren og de lærende, og forandrer betingelserne for undervisningen.
For mange lærere flugter undervisningens vilkår ikke med de teknologikompetencer, de tilegner sig. Kompetenceudviklingen inddrager ofte ikke underviserens analyse af, hvordan inddragelsen af nye digitale teknologier udfordrer konventionelle forståelser af eksempelvis de lærende som digitale indfødte, sprog, forventninger og lærerens rolle som ekspert.

På den måde skaber kompetenceudviklingen en forståelse af teknologi som understøttelse af lærerens undervisning, i stedet for et medieret forhold mellem læreren, de lærende og undervisningen.

For det andet vil lærere ofte opleve, at de er nødt til at genfortolke de nye digitale teknologier til den praksis, de skal indgå i. Det kræver derfor også, at man som lærer kan skabe den kobling, der er mellem de teknologiske kompetencer, man tilegner sig gennem kompetenceudviklingen, og ens egen situerede praksis.

Og hvordan kan man så skabe den kobling?

Jeg mener ikke, der findes ét konkret svar, der løser problemet. Det er klart, at man i kompetenceudviklingen i højere grad kan inddrage lærernes erfaringer, oplevelser og udgangspunkter. Men ofte kendes lærernes baggrunde ikke på forhånd, og der er ikke altid tid nok til at inddrage problematikker fra dagligdagen.

Noget jeg mener, man som lærer kan gøre er, at indtænke de nye teknologier i undervisningen gennem nogle didaktiske overvejelsesspørgsmål. Det handler om at udbygge sin didaktiske praksis med spørgsmål, som omhandler implementeringen af nye teknologier ud fra de forhold, der påvirker undervisningen. På den måde får man som underviser tydeliggjort, hvordan teknologierne påvirker undervisningen, og hvordan man kan implementere dem.

Her er fire spørgsmål, jeg mener, man som underviser kan stille sig, inden man inddrager nye teknologier i undervisningen:

Hvordan påvirker de nye teknologier infrastrukturen og organiseringen af undervisningen?

Hvordan er de lærendes fortrolighed med nye digitale teknologier?

Hvordan påvirker de nye teknologier, fagets grundlæggende traditioner?

Ændres de konventionelle roller mellem læreren og de lærende, med inddragelsen af de nye teknologier?

Reference:

Brok, L. S., & Schrøder, V. (September 2014). Hvordan ændrer teknologier læreres praksis, og hvad skal lærere lære om teknologi i lærerarbejde. Pædagogisk Tidsskrift.

Mangler lærerne it-kompetencer?

Avisen.dk skriver i dag, at eleverne mener, at deres lærere mangler kompetencer i forhold til at anvende it i undervisningen. Formanden for danske skolelever, Vera Rosenbeck, udtaler i artiklen: "Det er ikke it, der er problemet, vi får noget ud af it i undervisningen, men vi oplever en udfordring med, at underviserne ikke er godt nok uddannet til at bruge it i undervisningen."

Men hvad det er for kompetencer, eleverne mener, at lærerne mangler? Har lærerne brug for teknisk viden om, hvordan en computer startes, om hvordan man flytter en fil fra en iPad til en computer, og om hvordan man bruger funktionerne i det interaktive whiteboard? Eller har de brug for didaktisk viden om, hvornår det giver pædagogisk mening at inddrage forskellige former for it i undervisningen?

Måske har lærerne brug for begge dele. Den tekniske viden om, hvordan man bruger forskellige værktøjer og læremidler kan ikke stå alene - den pædagogiske mér-værdi ved inddragelse af it vil være minimal, hvis ikke værktøjerne inddrages i undervisningen på en måde, så de understøtter elevernes samarbejds- og kommunikationsformer. Den didaktiske viden om, i hvilke undervisningssituationer det giver mening at inddrage forskellige typer af værktøjer, er til gengæld heller ikke meget værd, uden læreren véd hvilke muligheder værktøjerne åbner for.

Hvis lærerne mangler it-kompetencer, som Vera Rosenbeck hævder, er spørgsmålet derfor, hvor deres kompetenceudvikling bør starte. Skal lærerne introduceres til en række it-værktøjer og disses tekniske funktioner og muligheder, hvorefter de kan gøre sig didaktiske overvejelser over værktøjernes anvendelighed i undervisningen? Eller bør kompetenceudviklingen tage afsæt i en nytænkning af den eksisterende undervisning, hvorefter lærerne introduceres til en række værktøjer som retter sig mod forskellige aktiviteter i deres undervisning?

Jeg tror, at valget af it-værktøjer til brug i undervisningen altid bør være funderet i didaktiske overvejelser. Selv om man kan blive inspireret og til tider imponeret af hvad forskellige nye it-værktøjer kan, er det de pædagogiske behov, der bør være styrende for hvilke it-værktøjer man anvender i sin undervisning. Starter man kompetenceudviklingen med at introducere lærerne til nogle få værktøjer, har man allerede begrænset deres didaktiske muligheder. Starter man kompetenceudviklingen med didaktikken, klæder man derimod lærerne på til selv at kunne vurdere nye it-værktøjer, og til at kunne udvælge de værktøjer, som kan bidrage positivt til deres undervisning.

Hvordan mener du, at god it-kompetenceudvikling af undervisere bør se ud?

Hvad er e-læring?

På en konference på Syddansk Universitet blev resultaterne af ELYK-projektet i dag præsenteret. Projektet har løbet over 3 år, og har haft som mål at udvikle brugen af e-læring i forbindelse med kompetenceudvikling i yderkantsområder.

Dagen bød på flere forskellige spændende indlæg, og blev indledt med en præsentation af projektets overordnede rammer. Karsten Gynther fra UC Sjælland, som har været projektets leder, præsenterede i den sammenhæng forskellige definitioner på e-læring, heriblandt Videnskabsministeriets fra 2007 og EVAs fra 2011. Han gav udtryk for, at de to institutioners definitioner ikke var dækkende for projektet, og især EVAs, hvori e-læring forståes som ren netbaseret fjernundervisning uden tilstedeværelse, mente han var for smal. Han præsenterede i forlængelse heraf den definition på begrebet, som er udviklet og anvendt i ELYK-projektet, og som ifølge Gynther er bredere end de ovenfor nævnte. Den lyder:

"E-læring er kompetenceudvikling, som er helt eller delvist digitalt medieret".

Som det ses, er projektets definition af e-læring sandsynligvis inspireret af den definition på e-læring vi hos eVidenCenter udviklede for et par år siden. Ihvertfald lægger den sig tæt op ad denne. Vi definerede (og definerer fortsat) begrebet e-læring således:

"E-læring er læring, der er helt eller delvist medieret af digitale medier".

Selvom ELYK-projektets definition af begrebet minder meget om eVidenCenters, er der alligevel en meget væsentlig forskel. ELYK-projektet har nemlig skiftet begrebet 'læring' ud med begrebet 'kompetenceudvikling' i definitionen. Umiddelbart kan det virke meget uskyldigt; det er vel blot en tilpasning af eVidenCenters definition af begrebet, til det konkrete ELYK-projekt, som har med kompetenceudvikling i yderkantsområder at gøre?

Svaret på det spørgsmål må være nej. E-læringens mulige former begrænses mærkbart, hvis den istedet for at være "'læring' som er helt eller delvist medieret af digitale medier", bliver "'kompetenceudvikling' som er helt eller delvist digitalt medieret".

Hvor begrebet 'læring' omhandler tilegnelse og udvikling af både færdigheder, viden og kompetencer, omhandler 'kompetenceudvikling' nemlig kun udvikling af - ja, kompetencer. Kompetencer er som bekendt viden og færdigheder anvendt i en kontekst. Det betyder, at eksempelvis individuel færdighedstræning i regnearkets funktioner eller færdighedstest ikke kan rummes i ELYK-projektets definition af e-læring, ligesom heller ikke brugen af eksempelvis videopræsentationer i undervisningen kan rummes.

Hos eVidenCenter lægger vi vægt på, at e-læring kan være mange ting. E-læring kan anvendes i en instruktivistisk form, hvor overførsel af viden er et centralt element. E-læring kan også anvendes i radikalt konstruktivistiske former, hvor den enkelte arbejder selvstændigt med at opbygge og udvikle færdigheder. Og endelig kan e-læring anvendes i en socialkonstruktivistisk form, hvor samarbejde om praksis er det centrale element.

De tre overordnede e-læringsformer er vores eDidaktiske Overvejelsesmodel bygget op omkring. Ingen af e-læringsformerne er pr. definition bedre end de andre. Valget af e-læringsform afhænger bl.a. af forløbets formål, målgruppe og organisering.

For eVidenCenter er e-læring læring, som er helt eller delvist medieret af digitale medier. Det betyder, at e-læring er mange ting, og at dens form må bestemmes af den didaktiske kontekst, som er forskellig fra uddannelse til uddannelse, fra fag til fag og fra lærer til lærer. Derfor bør e-læring i sin definition være så lidt begrænsende som overhovedet muligt, for at give lærere og studerende mulighed for til fulde at udnytte dens potentialer.

Hvad skal computeren i skoletasken bruges til?

Det spørgsmål stiller uddannelsesredaktør Jacob Fuglsang i en artikel i Politiken den 5. januar. Han fremhæver i artiklen to kommuner; Varde og Odder. De to kommuner satser meget forskelligt i forhold til at få it ind i undervisningen. I Varde ønsker man at eleverne selv medbringer bærbare computere eller tablets til undervisningen, og man vil så bruge kommunens penge på indkøb af programmer og et hurtigt og stabilt netværk på kommunens skoler, mens man i Odder har investeret i iPads til samtlige lærere og elever.

Som Fuglsang selv nævner, kan det diskuteres hvorvidt det er en god idé, at bede eleverne om at medbringe deres egen computer til undervisningen - ikke kun fordi det som loven er nu vil være ulovligt at bede dem om det, men også fordi man må overveje, hvorvidt det teknisk er holdbart at anvende mange forskellige platforme i undervisningen. Hvad sker der, hvis halvdelen af klassen sidder med Microsofts platform, og den anden halvdel fordeler sig på Apples platform og Open Source platforme? Allerede i forbindelse med undersøgelsen It i skolen fra 2009, var der tydelige indikatorer på, at kompabilitet mellem forskellige platforme og forskellige læringsprogrammer og videndelingsplatforme, er en barriere for en vellykket integration af it i skolen.

Men er det så den vej Odder Kommune går, der er den rigtige? Skal kommunen ovenfra beslutte, hvilken platform lærere og elever skal bruge? For nogle lærere vil en sådan beslutning muligvis blive opfattet som en indsnævring af deres metodefrihed. På den anden side slipper lærerne måske i højere grad for, at udstyret ikke virker - der er trods alt kun én platform, der skal vedligeholdes. Også deling af materialer og viden mellem lærerne bliver lettere, når det hele kører på den samme tekniske platform.

Uanset hvilken vej man vælger at gå, er lærernes evne og vilje til at anvende it i undervisningen det vigtigste element i forhold til at sikre en vellykket integration af it. Derfor er det i mine øjne et problem, at hverken Varde eller Odder kommune satser på den praksisnære efteruddannelse af lærerne. It bliver givet som et svar fra kommunen, enten i form af iPads eller hurtigere netværk, men hvis lærerne ikke kan se hvad det er for et spørgsmål udstyret gives som svar på, vil de ikke kunne se relevansen af det, og det vil ende med ikke at blive brugt. Det er sket før, og det vil efter al sandsynlighed ske igen - både i Varde og i Odder.

Didaktik, pædagogik og udvikling

På dette års Uddannelsesforum talte Undervisningsminister Christine Antorini om, hvordan indsatsen for at udbrede anvendelsen af it og e-læring skal finde sted. Bl.a. havde hun fokus på, hvodan it kan bruges til at "ramme" flere af eleverne positivt. Overfor folkeskolen.dk udtalte hun  efter åbningstalen, at det fremover vil være didaktikken, pædagogikken og udviklingen, der skal have prioritet, når det handler om at udbrede anvendelsen af it.

Hos eVidenCenter er det vores erfaring, at anvendelsen af it i undervisningen stiller krav om fornyede didaktiske og pædagogiske overvejelser. Naturligvis er der også tekniske forhold, som kan begrænse muligheden for at anvende it, men flere rapporter peger på, at udfordringen i fremtiden ligger i, hvordan underviserne kan anvende it-redskaberne og de digitale materialer så de giver en pædagogisk mér-værdi. Derfor mener vi også, at en satsning på kompetenceudvikling af lærerne er et helt centralt indsatsområde. Erfaringer fra EVA's 2009 undersøgelse "It i folkeskolen" gjorde det tydeligt, at underviserne kun får et meget ringe udbytte af dags- eller ugelange kurser som er lagt på kursuscentre væk fra skolerne. Istedet ønsker lærerne praksisnære kursusforløb, hvor de kan afprøve deres nye viden i deres egen undervisningspraksis.

eVidenCenters kurser i e-læringspædagogik er et bud på, hvordan en sådan praksisnær og fleksibel kompetenceudvikling kan se ud. I kombination med værktøjer som Den e-Didaktiske Overvejelsesmodel kan de støtte underviserne i at prioritere didaktikken, pædagogikken og udviklingen af deres egen undervisningspraksis - og understøtte udbredelsen af den pædagogiske brug af it i undervisningen.

E-læring - teknik eller kompetencer?

EVA har netop udgivet en rapport, som afdækker udbredelsen af e-læring (her forstået som netbaseret læring) og blended learning på videre- og efteruddannelsesområdet. Af rapporten fremgår det bl.a., at det ikke længere er mangel på udstyr eller tekniske problemer der afholder undervisere og institutioner fra at anvende e-læring og blended learning - nærmere er det underviseres og elevers manglende kendskab til de værktøjer de har til rådighed, der begrænser udbyttet af at anvende de digitale medier.

Rapportens konklusioner dækker over et faktum, som kan siges at gå på tværs af alle uddannelser: Uanset hvor mange elektroniske tavler, iPads og bærbare computere der indkøbes, uanset hvor mange programmer der udvikles og uanset hvor høje idealer uddannelsesinstitutionerne har for anvendelsen af e-læring og blended learning, vil e-læring og blended learning kun kunne give et højere læringsudbytte, hvis underviserne er motiverede for at anvende værktøjerne, og har de kompetencer der kræves, for at de kan anvende værktøjerne som en integreret del af undervisningen - hvad enten den er organiseret som ren netbaseret, som blended learning eller som klassisk tilstedeværelsesundervisning.

Derfor bør ethvert indkøb af udstyr følges op af efteruddannelse af underviserne - ikke kun teknisk efteruddannelse, som gør underviserne i stand til at anvende udstyrets funktioner, men også pædagogisk efteruddannelse, som gør underviserne i stand til at anvende udstyret hensigtsmæssigt og på nye, innovative måder. Ellers risikerer man, at underviserne hurtigt mister motivationen for at anvende udstyret, og at de, der fortsætter med at anvende det, ikke udnytter dets potentialer fuldt ud.

E-læring må derfor ses som en kombination af teknik og kompetencer. Dyrt indkøbt udstyr får først pædagogisk værdi, når underviserne kan anvende det på en hensigtsmæssig måde.

Danske elever er for dårlige til digital læsning

I Berlingske kunne man forleden læse, at de danske skoleelever halter bagefter skoleelever i andre OECD-lande, når det kommer til at læse på skærm og søge informationer på internettet. Professor ved DPU og ansvarlig for den danske deltagelse i PISA-testene, Niels Egelund, har ikke umiddelbart en forklaring på, hvorfor danske skoleelever ligger under OECD-gennemsnittet. Når man sammenholder resultaterne med det faktum, at Danmark er blandt de tre OECD-lande hvor flest skoleelever har adgang til computere i skolen og i hjemmet, virker det da også mækeligt, at Danmark ligger på en 13. plads indenfor digital læsning. Niels Egelund efterlyser en mere målrettet brug af it i undervisningen, og Regeringen og KL indgik den 4. juni en aftale om at bruge 500 mio. på bl.a. at;

• Bidrage til at udvikle markedet for digitale læremidler, herunder stimulere et stort udbud af kvalitetsprodukter.
• Understøtte effektive distributionskanaler som sikrer en let og overskuelige adgang til digitale læremidler, herunder give adgang til digitale læringsmål.
• Medvirke til at erfaringer fra forsøgs- og forskningsprojekter udbredes, herunder yde begrænset støtte til demonstrationsskoler, så udviklingen af it-baserede læringsformer fokuseres på områder og i fag, hvor effekten er størst.

I forbindelse med ITIF-indsatsen, blev der også fokuseret på udvikling af digitale læremidler. En del af de læremidler, der blev udviklet i ITIF-regi, bliver i dag kun anvendt i meget lille grad på skolerne. Spørgsmålet er, om 500 mio til udvikling af digitale læremidler kan løfte elevernes evne til at læse på skærm og søge informationer på internettet.

15-årige Vera Rosenbeck, som er formand for Danske Skoleelever, citeres i artiklen i Berlingske: "Vi får meget lidt undervisning i at færdes i digitale medier. Det er rigtig ærgerligt, for de fleste skoler har udstyret, men når lærerne ikke bliver undervist i det, hvordan skal de så undervise os i det?"

Måske er det ikke nogen dårlig idé også at fokusere på efteruddannelse af lærerne, hvis man vil løfte elevernes digitale læse-kompetencer?

Temadrøftelser om it i folkeskolen

Den 25. februar mødtes en række af folkeskolens interessenter til debatmøde om fremtidens anvendelse af it i folkeskolen. Blandt oplægsholderne var bl.a. repræsentanter fra KL, DPU, forlagsbranchen, IT-Universitetet og erhvervslivet, ligesom der naturligvis også var repræsentanter fra folkeskolerne. Alle havde de interessante bud på, hvordan it i fremtiden skal være en del af folkeskolens hverdag.

Der var generelt fokus på, hvordan man får underviserne til i højere grad at inddrage it som et bærende element i undervisningen. Et vigtigt element er, lød det fra flere, en målrettet og obligatorisk efteruddannelse. Fra bl.a. Birgitte Holm Sørensen, professor ved DPU, Aarhus Universitet, blev det gjort klart, at tiden er løbet fra ugelange kurser i anvendelsen af fx interaktive whiteboards. Der skal i fremtidens efteruddannelse istedet satses på praksisnære kurser, som tager afsæt i den enkelte lærers undervisning.

Men hvad er det helt præcist lærerne skal efteruddannes til? Hvordan skal de anvende it i folkeskolen?

Jørgen Bardenfleth, adm. direktør for Microsoft Danmark, havde i mine øjne et af de mest interessante og nytænkende bud herpå: Han mente, at it fremover i højere grad bør anvendes som et kommunikationsværktøj i folkeskolens undervisning. Ved at anvende it som et kommunikationsværktøj, vil det ifølge Bardenfleth blive muligt at nedbryde klasse- og skole-skel, og lade undervisningen gå på tværs heraf.

Som jeg ser det, vil en sådan anvendelse af it i folkeskolen kunne give nogle enestående muligheder for at differentiere undervisningen, ikke blot på tværs af klasser og skoler, men på tværs af hele uddannelsessystemet. Det vil også kunne give mulighed for at folkeskole-eleverne, i forbindelse med projektopgaver og lignende, kan søge vejledning helt uden for undervisningsverdenen. På den måde vil der kunne skabes direkte kontakt mellem skolens elever og det omgivende samfund, og curriculum vil, med Birgitte holm Sørensens ord, kunne sprænges.

Mads Tofte, rektor for IT-Universitetet, pegede desuden på vigtigheden af, at lade eleverne skabe ny viden med it. Fremfor kun at anvende it som et formidlingsværktøj, og derigennem overføre viden til eleverne (som en enkelt oplægsholder mente interaktive whiteboards var et udmærket værktøj til), argumenterede han for, at lærerne fremover skal give eleverne mulighed for selv at skabe deres egen viden, med it som et værktøj.

Både det at se it som et kommunikationsværktøj, og det at se eleven som en aktiv medskaber af viden, er for mig at se interessante og vigtige elementer i forhold til overjelserne over fremtidens anvendelse af it i folkeskolen. Begge tanker knytter sig til ideerne om web 2.0, brugergenereret indholdsudvikling, kollaborativt samarbejde og ligeværdig, polyfon kommunikation.

Spørgsmålet er, om lærerne er klar til at give slip på magten til at styre kommunikationen og definitionen af viden i klasserummet, og om eleverne i folkeskolen er klar til at påtage sig det ansvar, der knytter sig til disse opgaver.

Hvad mener du?

Kompetenceudvikling af undervisere

I rapporten ”Lærernes undervisningskompetence”, som er udarbejdet af en arbejdsgruppe sammensat af repræsentanter fra KL, professionshøjskolerne og Undervisningsministeriet, gives der en række anbefalinger til, hvordan professionshøjskolerne gennem kompetenceudvikling kan styrke grundskolelærernes færdigheder inden for fire områder. Det drejer sig om klasserumsledelse, pædagogisk brug af it i undervisningen, undervisningsdifferentiering og evidensbaseret undervisning.
Rapporten kan, sammen med et sammendrag af arbejdsgruppens anbefalinger, findes på Undervisningsministeriets hjemmeside.

En af anbefalingerne lyder:

”Arbejdsgruppen anbefaler, at professionshøjskolerne fortsætter udviklingen af partnerskaber med kommunerne om udvikling af konkrete uddannelsesforløb, der matcher skolernes behov, herunder udvikling af mere fleksible tilrettelæggelsesformer for gennemførelse af uddannelsesforløbene”.

Hos eVidenCenter har vi gode erfaringer med at afvikle kompetenceudviklingskurser som fleksible e-læringsforløb, der tager afsæt i undervisernes egen praksis. EVA anbefalede i forlængelse af projektet It i skolen (2009), at kompetenceudvikling tager afsæt i undervisernes egen praksis. Det er også eVidenCenters erfaring, at en tæt forbindelse til praksis er en forudsætning for en vellykket kompetenceudvikling af undervisere.

eVidenCenter udbyder en række certificeringskurser til efteruddannelse af undervisere på gymnasialt niveau, som professionshøjskolerne med fordel kan hente inspiration fra. Kurserne er tilrettelagt som fleksible netbaserede læringsforløb, der tilbyder kursisterne at arbejde med problemstillinger i forbindelse med deres egen undervisningspraksis. En af fordelene ved at anvende e-læring i forbindelse med kompetenceudvikling er, at denne læringsform giver den enkelte kursist mulighed for at planlægge sit eget forløb ud fra et hensyn til andre arbejdsopgaver. En anden fordel er, at det giver kursisterne mulighed for at samarbejde og videndele på tværs af skole- og kommunegrænser.

Indholdsmæssigt er der i vore kurser især fokus på didaktiske og pædagogiske overvejelser i forbindelse med anvendelsen af e-læring, herunder mulighederne for at undervisningsdifferentiere med it, og vi er derfor glade for, at disse to fokuspunkter indgår i arbejdsgruppens overvejelser over kompetenceudviklingen af grundskolens undervisere.

Du kan læse mere om vore kurser her.

Af Niels Jakob Pasgaard, eVidenCenter og Daniella Tasic Hansen, eVidenCenter