20 marts 2015

Programmeringens fremtid i skolen

Af pædagogisk konsulent Tobias Kidde Skov

Programmering får mere og mere opmærksomhed, når det handler om at få elever i skolen til at stifte bekendtskab med it og fremtidige digitale muligheder. Programmering er ydermere blevet en del af de forenklede fælles mål for matematik i folkeskolen. Her handler det om at få eleverne til at tænke i processer og algoritmer, lave digitale produktioner og udvikle abstrakt tænkning.
Programmering begynder altså at få mere plads i skolen, men hvad er fremtiden for programmering i undervisningssammenhænge, og hvor skal programmering hen?

eVidenCenter var i slutningen af januar på Bett konference i London og der var der, blandt meget andet, flere bud på hvordan programmering fremadrettet kan indgå i undervisningssammenhænge.

På Bett var der, som CodeMonkey, eksempler på flere programmeringsspil, som på en helt enkelt intuitiv måde, hjælper børn i børnehavealderen og starten af skolen med at programmere figurer, til at bevæge sig fra et sted til et andet. Med CodeMonkey skulle man i hver ”level” programmere en abe hen til en banan. Det var simple programmeringer som at skrive, ”gå 15 skridt til venstre” (Turn left 15) eller ”gå 12 skridt fremad” (Step 12).

Samtidig blev der på Bett fremvist flere bud på fysiske elementer som kunne programmeres enten i sig selv, eller gennem apps. Eksempler som My Romo eller Bee Bot.
Ift. programmeringsværktøjer var der mange eksempler på elementer der kunne integreres og programmeres i det gratis programmeringsværktøj Scratch. Her var der alt fra enkelte programmeringselementer som små biler og dyr, til elevernes selvbyggede robotter som fik liv igennem Scratch. Og selvom ideerne ikke er nye, og Lego Mindstorms netop har lavet denne kobling i mange år, var det godt at se at et gratis programmeringsværktøj som Scratch, kan blive ved med at udvikle sig og stadig være gratis.

Noget jeg dog savnede i alle mulighederne med programmering på Bett, var en større integration af pædagogiske, didaktiske og især fagfaglige overvejelser i brugen af programmering i undervisningen. Det ér vigtigt at fokusere på elevernes udvikling, eksperimentering og kreative leg med programmering, men det kan ikke stå alene i undervisningssammenhænge. Hvis programmering skal blive en helt integreret del af undervisningen i skolen og have sin berettigelse, må programmering som værktøj i langt højere grad tænkes ind i fagfaglige kontekster.

Et bud på dette argument kom på Bett fra neurologen, pyroteknikeren og Tv-værten Fran Scott hvis oplæg havde den mundrette titel ”#Error404: The Explosions-based computing show”. Her programmerede Fran Scott via den lille computer Raspberry Pi, en serie af balloneksplosioner via et tryk på en spisebanan. I løbet af oplægget forklarede Scott de kemiske sammenhænge der fik ballonerne til at sprænge, og viste hvordan hun programmerede sprængningerne. På den måde fik Scott på en simpel måde, lært os om de kemiske forhold der kunne få ballonerne til at eksplodere, og samtidig hvordan man kunne programmere sig til eksplosionerne gennem en lille computer.

Scotts oplæg var selvfølgelig et show, som også havde fokus på underholdning og ikke udelukkende på forståelsen af kemi. Men oplægget var alligevel et bud på programmering som et integreret værktøj i forståelsen af en faglig viden, også uden at den eksperimenterende og kreative leg nødvendigvis udebliver. Netop den fagfaglige kontekst er et vigtigt argument hvis programmering skal udfolde sig mere i skolen, og hvis flere undervisere skal forstå værdien af programmering. Det fagfaglige fokus negligere eller udelukker ikke andre måder at bruge programmering på i undervisningen, og dermed heller ikke den kreative leg og eksperimentering.

Det bliver spændende at se hvad fremtiden bringer for programmering, og hvordan programmering forhåbentlig udvikler sig til at blive en større integreret del af undervisning i skolen.

Eksterne henvisninger: 

”Programmering på skoleskemaet”. Programmering i Scratch på Vestermarkskolen i Odder: http://www.evidencenter.dk/nyheder.aspx?nyhedID=400&stromr=a#400

25 februar 2015

Det, Jørgen Clevin gør og hvad det lærer os om undervisningsvideoer

Af pædagogisk konsulent Søren Lundsgård Jørgensen

Da jeg forleden luskede rundt i DRs arkiver – dels på udkig efter inspiration, dels som en overspringshandling – lod jeg mig fange af en række videoer, som de fleste sikkert husker fra årtier tilbage; Jørgen Clevins ”Fem i syv” programmer, hvor Clevin med limstift og saks skaber små fantasifulde og livlige opstillinger af tøjklemmer og syltetøjsglas. Det, der ved første øjekast nok er ude af synk med tidens attraktive bud på underholdning til skolebørn, tror jeg kan tjene et andet formål, der i sidste ende kan komme samme målgruppe til gode. For Clevins videoer lærer os, hvordan man opbygger en video, der både præsenterer, problematiserer og instruerer i at løse en problemstilling på fem minutter.

Tag nu eksempelvis min egen favorit Clevin-video, hvori han viser, hvordan man bygger en ”magnetisk luftflyvemaskine”.




Handlingen forløber i grove træk således:

Clevin holder en pap og karton afbildning af et simpelt gule marker-og-blåhimmel landskab op.
”Den kan du lave ved at […]”. Det kan vi kalde videoens introduktion.

”Nu skal vi ud at flyve”, siger Clevin entusiastisk, og så viser han en lille papirflyver, som han på lidt mærkværdig vis trækker henover landskabet. Det forstås, at det er denne manøvre, der er målet med videoen, og det er dér, seeren skal ende, når hun efter at have set videoen giver sig i kast med at fremstille sin egen ”luftflyvemaskine”. Det kan vi kalde en præsentation af videoens formål.

Med en lille sokratisk ironisering over, hvordan dette trick med flyveren mon lader sig gøre, går Clevin i gang med en kort, koncis udredning af principperne bag. Han så at sige løfter sløret for sammenhængen mellem grundlæggende fysiske forhold og demonstrerer praktisk magnetisme ved at vise, hvordan en simpel magnet har kræfterne til at modvirke tyngden af fire knappenåle. Det kan vi kalde videoens problematisering.

Derefter viser Clevin, hvilke materialer han har benyttet og hvordan til at anvende princippet til at løse et reelt problem. Alt i mens han fører seeren igennem disse skridt, tilføjer Clevin ekstra viden til indholdet i form af små tips og tricks til at ændre udførelsen af opgaven eller til at korrigere udgangspunkt for at løse opgaven, hvis seeren ikke er i besiddelse af præcis de materialer, Clevin selv har brugt. Højst nyttig baggrundsviden, der skal sikre, at seeren ikke går i stå på grund af bagateller. Dette kan vi kalde videoens instruktion i metode.

Da han er ved vejs ende med at gennemføre opgaven for seeren, foretager Clevin den samme flyvetur, han indledte videoen med. Men denne gang har seeren en forståelse for mekanismen, fordi seeren kender vejen til målet. Det giver mening nu, hvorfor flyveren rent faktisk kan flyve, og flyveturens princip er blevet mindre mærkværdigt. Det kan vi kalde videoens demonstration af resultatet.
Og Clevin følger sin demonstration til dørs ved at levere en lille perspektivering: ”Du kan tegne en luftballon og du kan tegne fugle, der flyver herfra og dertil… Du kan også lave et hav med vand og et skib, der sejler”.

Denne simple, men ganske effektive opskrift kan nu sættes på formel sådan her: kort introduktion > præsentation af formål > teoretisk nedbrydning > instruktion i metode > demonstration af resultat > perspektivering. (Voila!).
Mon denne opskrift ikke også passer på at vise en beregning med ADAM modellen eller demonstrere en redoxreaktion? Eller en digtanalyse?

Det her med Clevin og den lidt kuriøse lære om undervisningsvideoer, skal selvfølgelig ikke afholde os fra at læse Kress & Selander, og som medieproducenter dygtiggøre os i at tæmme og udnytte alt fra smartpens og tegneplader til semiotiske ressourcer[1] (hvilket Clevins nøje koreograferet fløjteri, der virker til at fremhæve særlige betydningsfulde pointer i videoerne, er et godt eksempel på).

Men vil man som underviser hurtigt og godt i gang med Flipped Classroom og videoforberedelse, er Clevins low tech produktioner et godt sted at lære. Og netop karakteren af videoerne rummer måske en indsigt i Clevins mission, der som en skattet folkeskolelærer med næse for god undervisning, så læring som målet og betragtede videoen er som et simpelt men effektivt middel.




[1] Kress, G. & Selander, S. (2012). Multimodal design, learning, and cultures of recognition. Internet and Higher Education 15 (2012), 265–268