07 januar 2016

Skal man kravle, før man kan gå?

Af pædagogisk konsulent Søren Lundsgård Jørgensen

I det forgangne efterår har vi kunnet følge en debat om ”12-tals piger”, der er et produkt af universiteternes og ”samfundets korrekthedskultur”. Debatten blev startet af Rane Willerslev, professor i antropologi, der i Politikken (29.8 2015) introducerede denne stereotyp på en mønster-studerende, der bl.a. er kendetegnet ved en lav risikovillighed i løsningen af faglige problemstillinger. Hos 12-tals pigerne (note: der i mange tilfælde er af hankøn) er der en risiko forbundet med at afvige fra en korrekt løsning, der på forhånd er givet i samtidens læringsmålstyrede undervisning, og som i sidste ende belønnes med et 12-tal. Willerslev har flere gange gentaget en generel kritik af uddannelsessystemet, fx dets ensidige og uhensigtsmæssige fokus på træning og tilegnelse af afgrænsede færdigheder (Deadline 1.9). Og igen i Politikken (25.11 2015) argumenterer Willerslev så som et alternativ til den nuværende situation, at læring i sit udgangspunkt bør følge et videnskabeligt ideal om leg, fællesskab og en konsekvent gentænkning af verden og dens etablerede sandheder.

Mens Willerslev bevidst kritiserer det bredere uddannelsessystem for en fejlslagen pædagogisk strategi i forsøget på at skabe mere innovative borgere, placerer Willerslev sig samtidig i en debat om, hvad innovation og herunder kreativitet er, og hvordan dette fostres af et uddannelsessystem. For i december 2015 svarede professor Lene Tanggaard m.fl. i Politikken på Willerslevs kritik og skrev, at sidstnævnte skyder forbi målet (9.12 2015). Problemet med at uddanne kreative dimittender skyldes ikke fokus på færdigheder, der netop kreativitetens forudsætning, argumenteres det. Grundlaget for at handle kreativt fremstår på den måde som individets ”kognitive parathed” (se fx Biggs & Collis 1982 s. 20-22). Uden dyb tilegnelse af færdigheder, fremstår den kreative mere højtråbende end innovativ, skriver Tanggaard m.fl.. Efterårets debat har altså udviklet sig til både at rumme Willerslevs kulturkritik af uddannelsessystemet og en pædagogisk-psykologisk diskussion af dette systems metoder til at uddanne kreative individer.

Jeg mener, at svenske erfaringer med e-læring og den dansk udviklede app WriteReader kan give empirisk vægt til nogle af argumenterne i debatten. Erfaringerne fra Sverige med at anvende computere til kreative skriveaktiviteter, viser, at læringen meget vel kan gå en anden vej end Tanggaard m.fl. foreslår – netop fra kreative, skriftlige aktiviteter til tilegnelse af faglige læsefærdigheder. Erfaringerne siger bl.a., at arbejdet med at skrive kortere historier – uden hensyntagen til stavning og grammatik – øger færdighederne i netop stavning og grammatik. Teorien om, at grundlæggende stave- og læsefærdigheder går forud for kreative skrivekompetencer, afvises altså af erfaringerne. Siden 1980’erne har metoden været kendt som ”write to read” (videnskab.dk 24.4 2013), og ny teknologi udvikles for at understøtte metoden. Danske Janus Madsen har eksempelvis udviklet app’en WriteReader, der netop har til formål at styrke læsefærdigheder ved at facilitere kreative skriveprocesser.

Hvis man ikke nødvendigvis skal være i stand til at kravle for at kunne gå (Politiken 29.8 2015), følger 12-tals pigernes lave risikovillighed en unyttig logik i uddannelsessystemet. For villigheden til at tage chancer og eksperimentere kan øge tilegnelsen af de færdigheder, uddannelsessystemet eksplicit belønner. Samtidig kan vi forvente, at risici i opgaveløsning styrker de kreative kompetencer, som både Willerslev og Tanggaard fastholder bør være et mål for uddannelse i Danmark.         


30 november 2015

Glem alt om it

Af pædagogisk konsulent Daniella Tasic Hansen

Jeg er blevet inspireret. Jeg har i indeværende år haft fornøjelsen af at vejlede særligt to undervisere i inddragelsen af it i undervisningen. Selvom det jo egentlig var mig, der på den ene eller anden måde skulle inspirere dem i deres individuelle vejledninger, så har begge undervisere i den grad også inspireret mig. Vi har diskuteret pædagogik, didaktik og it, og de har arbejdet med en form for ”re-didaktisering” af undervisningsforløb. I både vejledningsforløbene og omlægningen af deres undervisning, har de begge udvist stor professionalisme gennem refleksioner over praksis, det pædagogiske og faglige sigte med omlægningen af deres forløb og ikke mindst i deres afprøvningsdel.

For begge underviseres vedkommende har de afprøvet nye aktiviteter i praksis og endog omlagt dele af undervisningspraksis. Det har blandt andet medført, at den ene har fundet en anden type af underviserrolle, end hun normalvis udøver (fra rollen som ekspert til rollen som deltager i et praksisfællesskab), og den anden har givet sig i kast omlægning af et undervisningsforløb med ”tilstedeværelse” til et Blended Learning forløb, hvor hun selv har udarbejdet en ny forløbsbeskrivelse samt efterfølgende materialer, opgaver og metoder fra bunden til brug for online-aktiviteter.  

Gældende for begge parter er det gjort med afsæt i didaktiske, pædagogiske og faglige overvejelser, hvor der er blevet truffet beslutninger om praksis, som i begge tilfælde har betydet, at de to undervisere har skulle gå ind på nye områder. Dette har krævet en vis grad af både ”mod” og inddragelse af andre undervisningsmetoder. Det har de gjort selvom, det måske kunne være lettere at vælge andre veje. De har med andre ord udvist en høj grad af professionalitet. Med professionalitet henviser jeg til deres faglige dygtighed og formåen til at udøve deres fag. Som en del af denne professionalitet har de pågældende undervisere ikke baseret deres valg på en personlig præference men derimod en faglig vurdering.

Til eksempel ville udsagnet: ”Jeg bruger personligt ikke Facebook, så jeg vil heller ikke inddrage det i min undervisning”, ikke være et professionelt argument for ikke at inddrage Facebook i undervisningen. Det professionelle argument kunne være, at mediet ikke passer til målgruppens forudsætninger, den valgte læringsform og arbejdet det faglige indhold. Når man som underviser overvejer fordele og ulemper ved at inddrage et givent it-værktøj eller medie i sin undervisning, er det værd at huske, at det ikke bør dreje sig om personlige præferencer men derimod om de lærendes uddannelse og læring.

Selvom det egentlig er en selvmodsigelse, så bør vi i virkeligheden glemme alt om it, når vi arbejder med inddragelsen af it i undervisningen. Det betyder ikke, at der ikke er nogle forhold og overvejelser, som er særlige for netop inddragelsen af it i undervisningen, men det drejer sig først og fremmest om professionalitet, faglighed, pædagogik og ikke mindst de lærende. Med det afsæt kan inddragelsen af it bidrage til undervisningen og samtidig give mening i forhold til fag, pædagogik og mål med uddannelsen.

Det så jeg eksemplificeret gennem vejledningen med de to undervisere.