09 april 2015

Et ”usikkert” klasserum

Af pædagogisk konsulent Daniella Tasic Hansen

D. 20/3 overværede jeg et oplæg med Michael Paulsen (M.P.) i forbindelse med en pædagogisk dag på Aarhus Business College. Et oplæg, som indeholdt rigtig mange gode pointer samt refleksioner over de udfordringer og potentialer, som en underviser står over for i et klasserum i dagens Danmark.

M.P. talte bl.a. om et mere åbent klasserum, som i højere grad end tidligere, er udsat fra påvirkninger ude fra. Han beskrev, hvorledes det kunne opleves som et ”usikkert klasserum” at foretage en undervisning i. Han sammenlignede faktisk klasserummet med ”et gigantisk cocktail party”, hvor de lærende blev trukket i forskellige retninger og sociale samt kommunikationsmæssige sammenhænge på kryds og tværs.

Med en sådan beskrivelse står det nutidige klasserum, i kraft af samtidens kommunikationspraksis og kultur samt eksterne påvirkninger, i modsætning til klasserummet før sociale medier samt informations- og kommunikationsteknologi raserede og var alment tilgængeligt. Som følge heraf er oplevelsen af et mere usikkert klasserum jo heller ikke overraskende. Som M.P. påpegede, kunne det føles som ”læreren mod resten af verden”.

At der ikke er åbenlyse spilleregler i omgangen med og brugen af sociale medier, gør det heller ikke nemmere at tilrettelægge en undervisning med inddragelse af disse, hvilket M.P. også påpegede i sit oplæg. Derfor vil jeg endnu en gang gøre opmærksom på et behov for at arbejde med et digitalt dannelsesbegreb i praksis (se evt. artikel om digital dannelse)

Omvendt kan man jo så dykke ned i, hvad et usikkert klasserum så indebærer. Hvis vi ser bort fra risikoen for at lade sig distrahere af medier, computerspil mv., hvad drejer usikkerheden hos underviserne sig så grundlæggende om? Mit bud vil være tabet af (oplevet) kontrol. Det være sig forståelseskontrol og kontrol med de lærendes aktiviteter. To åbenlyse spørgsmål melder sig i denne sammenhæng:

Hvilken form for kontrol/sikkerhed var der tidligere tale om i det lukkede klasserum?

Og hvor givtig var den egentlig læringsmæssigt? 

Jeg har ikke svaret men mener uanset, at fokus må rettes mod de gældende omstændigheder, og derfor hvordan medier og IKT bedst muligt understøtter undervisningen og ikke mindst læringen.

Et udgangspunkt for dette kan fx være Michael Paulsens anvisninger til, hvad der kan virke, og hvad der i hvert fald ikke virker i det "digitale klasserum":
  •  Forbudsstrategier virker ikke. Tværtimod skader det lærer-elev forholdet.
  •  Ligegyldighed virker heller ikke.
  •  Aktiv inddragelse af medier i en faglig sammenhæng kan virke.
  •  En kombination af læringsfællesskab og læringsnetværk kan virke.


Se slides fra oplægget her

20 marts 2015

Programmeringens fremtid i skolen

Af pædagogisk konsulent Tobias Kidde Skov

Programmering får mere og mere opmærksomhed, når det handler om at få elever i skolen til at stifte bekendtskab med it og fremtidige digitale muligheder. Programmering er ydermere blevet en del af de forenklede fælles mål for matematik i folkeskolen. Her handler det om at få eleverne til at tænke i processer og algoritmer, lave digitale produktioner og udvikle abstrakt tænkning.
Programmering begynder altså at få mere plads i skolen, men hvad er fremtiden for programmering i undervisningssammenhænge, og hvor skal programmering hen?

eVidenCenter var i slutningen af januar på Bett konference i London og der var der, blandt meget andet, flere bud på hvordan programmering fremadrettet kan indgå i undervisningssammenhænge.

På Bett var der, som CodeMonkey, eksempler på flere programmeringsspil, som på en helt enkelt intuitiv måde, hjælper børn i børnehavealderen og starten af skolen med at programmere figurer, til at bevæge sig fra et sted til et andet. Med CodeMonkey skulle man i hver ”level” programmere en abe hen til en banan. Det var simple programmeringer som at skrive, ”gå 15 skridt til venstre” (Turn left 15) eller ”gå 12 skridt fremad” (Step 12).

Samtidig blev der på Bett fremvist flere bud på fysiske elementer som kunne programmeres enten i sig selv, eller gennem apps. Eksempler som My Romo eller Bee Bot.
Ift. programmeringsværktøjer var der mange eksempler på elementer der kunne integreres og programmeres i det gratis programmeringsværktøj Scratch. Her var der alt fra enkelte programmeringselementer som små biler og dyr, til elevernes selvbyggede robotter som fik liv igennem Scratch. Og selvom ideerne ikke er nye, og Lego Mindstorms netop har lavet denne kobling i mange år, var det godt at se at et gratis programmeringsværktøj som Scratch, kan blive ved med at udvikle sig og stadig være gratis.

Noget jeg dog savnede i alle mulighederne med programmering på Bett, var en større integration af pædagogiske, didaktiske og især fagfaglige overvejelser i brugen af programmering i undervisningen. Det ér vigtigt at fokusere på elevernes udvikling, eksperimentering og kreative leg med programmering, men det kan ikke stå alene i undervisningssammenhænge. Hvis programmering skal blive en helt integreret del af undervisningen i skolen og have sin berettigelse, må programmering som værktøj i langt højere grad tænkes ind i fagfaglige kontekster.

Et bud på dette argument kom på Bett fra neurologen, pyroteknikeren og Tv-værten Fran Scott hvis oplæg havde den mundrette titel ”#Error404: The Explosions-based computing show”. Her programmerede Fran Scott via den lille computer Raspberry Pi, en serie af balloneksplosioner via et tryk på en spisebanan. I løbet af oplægget forklarede Scott de kemiske sammenhænge der fik ballonerne til at sprænge, og viste hvordan hun programmerede sprængningerne. På den måde fik Scott på en simpel måde, lært os om de kemiske forhold der kunne få ballonerne til at eksplodere, og samtidig hvordan man kunne programmere sig til eksplosionerne gennem en lille computer.

Scotts oplæg var selvfølgelig et show, som også havde fokus på underholdning og ikke udelukkende på forståelsen af kemi. Men oplægget var alligevel et bud på programmering som et integreret værktøj i forståelsen af en faglig viden, også uden at den eksperimenterende og kreative leg nødvendigvis udebliver. Netop den fagfaglige kontekst er et vigtigt argument hvis programmering skal udfolde sig mere i skolen, og hvis flere undervisere skal forstå værdien af programmering. Det fagfaglige fokus negligere eller udelukker ikke andre måder at bruge programmering på i undervisningen, og dermed heller ikke den kreative leg og eksperimentering.

Det bliver spændende at se hvad fremtiden bringer for programmering, og hvordan programmering forhåbentlig udvikler sig til at blive en større integreret del af undervisning i skolen.

Eksterne henvisninger: 

”Programmering på skoleskemaet”. Programmering i Scratch på Vestermarkskolen i Odder: http://www.evidencenter.dk/nyheder.aspx?nyhedID=400&stromr=a#400