07 maj 2015

Muligheder med den digitale portfolio?

Af pædagogisk konsulent Søren Lundsgård Jørgensen

Kirsten Nielsen fra Syddansk Universitet har undersøgt, hvordan portfoliopædagogik kan understøtte sygeplejestuderendes læring i kliniske undervisningsforløb. Resultaterne dokumenteres og analyseres i Nielsens afhandling ”Læring af sygepleje i kliniske undervisningsforløb medieret af ePortfolio” (Nielsen 2015). Det er ny dansk forskning inden for e-læring, der bidrager med praktiske erfaringer ift. læring i fjernundervisning, og som samtidig rejser kendte pædagogiske problemstillinger.

Helt kort har Nielsen undersøgt, hvordan en digital portfolio, der ganske enkelt er en samling af elektroniske dokumenter, som udarbejdes af den studerende selv, kan bidrage til kritisk, faglig refleksion som en del af at tilegne sig kompetencer i sygepleje.

Jeg synes, afhandlingen rejser tre spørgsmål, som kan have vidt forskellige svar, ved at diskutere ”den gode sammenhæng” mellem portfoliopædagogik og fagdidaktik inden for uddannelsesretninger, der ligger langt fra sygepleje, men hvor læring på kompetenceniveau nødvendigvis må ske ved at koble teoretisk viden og praktiske erfaringer.

1. Har studerende tilstrækkelige skriftlige kompetencer til at vinde udbytte af portfolioen?

Nielsen er grundig med sine beskrivelser af et højt præstationsniveau, hvad angår den sygeplejestuderendes skriftlige bidrag til portfolioen. Den studerende skal bl.a. i skriftform gengive sanselige og følelsesmæssige oplevelser fra praktiske situationer, som senere skal analyseres inden for en sygeplejeteoretisk ramme (ibid: 122). Tyngden af den kritiske refleksion er her direkte afhængig af, om den studerende har beskrevet sine oplevelser tilstrækkeligt nuanceret, nøjsomt og nøgternt. Det er derfor en forudsætning, at den studerende går ind i praktikforløbet med gode skriftlige kompetencer. Målgruppens skriftlige kompetencer er altså en central didaktiskovervejelse at gøre sig for at besvare spørgsmål nr. 1.

2. Kan opfyldelsen af læringsmålene ske med en stærk subjektiv bias?

Som Nielsen beskriver portfoliopædagogikken, er der tale om en læreproces, hvor den studerende i en art dobbeltrolle styrer læringsmålene i sin egen praktik ved at gengive udvalgte oplevelser, mens den studerende samtidig bruger gengivelserne til at vurdere egen læring. I et batesonsk perspektiv bør man spørge, om det ”kort” (Bateson 1972), der er den studerendes optegnelser over sine praktiske erfaringer, er forankret godt nok i det ”landskab”, som den studerende skal lære at kende. Altså, er der tilfredsstillende sammenfald mellem den virkelighed, den studerende har lært i – som den studerende selv har opbygget gennem at udvælge oplevelser – og den virkelighed, sygeplejefaget sigter mod at uddanne studerende til? Mit bud er, at der må være en mange læringsmål på kompetenceniveau, hvis opfyldelse ikke kan ske med en så stærk subjektiv bias.

3.  Hvordan kan portfolioen bidrage til at ”danne” den studerende?    

Mens de to første spørgsmål virker til at udpege forhindringer mellem fagdidaktik og portfolio pædagogik, kan det tredje spørgsmål anderledes pege på et ekstra potentiale ved at inddrage metoden. At arbejde med og ud fra en portfolio er med til at udvikle den studerendes selvstændighed (Nielsen 2015: 140). Det konkluderer Nielsen bl.a. på baggrund af, at hun i projektet har opbygget en portfolioskabelon med en differentieret indgang. Således har de studerende haft mulighed at arbejde med portfolien ud fra deres personlige læringsstil. Nielsen har grundlæggende anvendt eVidenCenters læringsstilspædagogik, og deler dermed de studerende i fire grupper med hver sin indgang til portfolien – alt efter om de har en teoretisk, reflektorisk, pragmatisk eller aktivistisk læringsstil. Som et tillægsprodukt sker en metalæring og en refleksion over egen læreproces ved at arbejde med en portfolio. Og jeg mener, det meget vel kan argumenteres, at bevidstheden om sin egen læringsproces giver en større forståelse for at andre kan have andre læreprocesser. Således bidrager den udvikling af selvstændighed altså også til bedre social forståelse, som kan sættes i sammenhæng med danne den studerende som person.

Forhåbentligt kommer Nielsens afhandling til at kaste flere spørgsmål af sig rundt omkring på uddannelsesinstitutionerne. Jeg er spændt på at se, om de ovenstående tre kan være en start.

Litteratur:

Bateson, Gregory (1972). Steps to an Ecology of Mind. Chicago: University of Chigaco Press

Nielsen, Kirsten (2015). Læring af sygepleje I kliniske forløb medieret af ePortfolio. Enheden for Sygeplejeforskning, Klinisk Institut, Det Sundhedsvidenskabelig Fakultet

09 april 2015

Et ”usikkert” klasserum

Af pædagogisk konsulent Daniella Tasic Hansen

D. 20/3 overværede jeg et oplæg med Michael Paulsen (M.P.) i forbindelse med en pædagogisk dag på Aarhus Business College. Et oplæg, som indeholdt rigtig mange gode pointer samt refleksioner over de udfordringer og potentialer, som en underviser står over for i et klasserum i dagens Danmark.

M.P. talte bl.a. om et mere åbent klasserum, som i højere grad end tidligere, er udsat fra påvirkninger ude fra. Han beskrev, hvorledes det kunne opleves som et ”usikkert klasserum” at foretage en undervisning i. Han sammenlignede faktisk klasserummet med ”et gigantisk cocktail party”, hvor de lærende blev trukket i forskellige retninger og sociale samt kommunikationsmæssige sammenhænge på kryds og tværs.

Med en sådan beskrivelse står det nutidige klasserum, i kraft af samtidens kommunikationspraksis og kultur samt eksterne påvirkninger, i modsætning til klasserummet før sociale medier samt informations- og kommunikationsteknologi raserede og var alment tilgængeligt. Som følge heraf er oplevelsen af et mere usikkert klasserum jo heller ikke overraskende. Som M.P. påpegede, kunne det føles som ”læreren mod resten af verden”.

At der ikke er åbenlyse spilleregler i omgangen med og brugen af sociale medier, gør det heller ikke nemmere at tilrettelægge en undervisning med inddragelse af disse, hvilket M.P. også påpegede i sit oplæg. Derfor vil jeg endnu en gang gøre opmærksom på et behov for at arbejde med et digitalt dannelsesbegreb i praksis (se evt. artikel om digital dannelse)

Omvendt kan man jo så dykke ned i, hvad et usikkert klasserum så indebærer. Hvis vi ser bort fra risikoen for at lade sig distrahere af medier, computerspil mv., hvad drejer usikkerheden hos underviserne sig så grundlæggende om? Mit bud vil være tabet af (oplevet) kontrol. Det være sig forståelseskontrol og kontrol med de lærendes aktiviteter. To åbenlyse spørgsmål melder sig i denne sammenhæng:

Hvilken form for kontrol/sikkerhed var der tidligere tale om i det lukkede klasserum?

Og hvor givtig var den egentlig læringsmæssigt? 

Jeg har ikke svaret men mener uanset, at fokus må rettes mod de gældende omstændigheder, og derfor hvordan medier og IKT bedst muligt understøtter undervisningen og ikke mindst læringen.

Et udgangspunkt for dette kan fx være Michael Paulsens anvisninger til, hvad der kan virke, og hvad der i hvert fald ikke virker i det "digitale klasserum":
  •  Forbudsstrategier virker ikke. Tværtimod skader det lærer-elev forholdet.
  •  Ligegyldighed virker heller ikke.
  •  Aktiv inddragelse af medier i en faglig sammenhæng kan virke.
  •  En kombination af læringsfællesskab og læringsnetværk kan virke.


Se slides fra oplægget her