I Vesten kender vi "den vilde" fra Amazonas dybe skove, Nordøstasiens øde sletter og Stillehavets isolerede øer i det centrale og sydlige Polynesien, der alle er steder og samfund, hvor indfødte har indrettet tilværelsen efter nogle helt andre principper og kategorier, end dem vi selv kender og bruger til at organisere vores verdensbillede. Det betyder bl.a., at den vilde har en anden moral, betragter sig selv og fællesskabet anderledes, end vi ville gøre, og det betyder også, at vi ikke (umiddelbart) kan evaluere og bedømme den vildes gerninger.
Selvom betegnelsen ikke længere anses for at være politisk korrekt endsige videnskabelig valid, opfatter jeg alligevel "vild" som et udmærket koncept til at beskrive, at nogle tilstande så at sige er "vendt på hovedet", og at "verden ses i et (helt) andet lys".
Disse metaforer, der beskriver en radikal anderledeshed, er allerede blevet introduceret i forbindelse med den udvikling e-læring og digital undervisning har sat i gang. Som præsenteret i et tidligere indlæg på denne blog, bruger man fx i USA udtrykket "flipping the classroom" og "flipped teaching", der henviser til en undervisningsform, hvor "klasseværelset" og "skoletiden" er dedikeret til opgaveløsning og lektier, mens "hjemmearbejdet" nu består i at se underviserens videoforelæsninger og kortere tutorials online via diverse tablets eller en pc. Altså er her, som flipped teaching antyder, tale om en omvendt tilstand relativt til før.
Potentialet for pædagogisk innovation via denne undervisningsform er stort og omfattende i sine muligheder for at kvalificere læring, uden tvivl og heldigvis. Men som påpeget, bl.a. i en artikel i The Economist fra 2011 , findes en længere række af andre, mere kulturelle følgevirkninger af e-læring og flipped teaching, som jeg mener, at vi, der arbejder med udvikling og implementering af e-læring, bør gøre uddannelsesinstitutioner og det brede samfund opmærksom på.
Kategorier som "klasseværelse", "skoletid" og "hjemmearbejde" fungerer som kognitive skemaer i vores bevidsthed, der indeholder en lang række implicitte informationer, fx om sprogbrug, magtfordeling og moral, som vi navigerer efter og bruger til at handle korrekt i en sociokulturel kontekst som undervisning. Men når undervisningspraksis ændrer sig i takt med digitaliseringen og vender undervisning og læring på hovedet - der i den forstand bliver vild - skal vi gøre en aktiv indsats for at ændre vores kognitive skemaer og ultimativt vores forventninger som samfund til underviserens og elevens før-faglige færdigheder og almene dannelse i digital teknologi. Vi skal have offentlige diskussioner om undervisernes nye roller og opgaver; om forældrenes ansvar for at klæde sine børn korrekt på til at modtage digital undervisning; og om uddannelsespolitik og de ændrede krav, vi vil stille til afgangselevers færdigheder.
Jeg mener eksempelvis, at der med den vilde læring bør følge nye krav til evaluering af underviserne, der sætter fokus på IT og innovativ pædagogik. For at skabe et lige og dermed retfærdigt udgangspunkt for alle skoleelever, bør vi også overveje en alternativ afgiftsordning, måske slet ingen (?), i forhold til den teknologi, familier køber til at udvikle deres børns IT-færdigheder. Sidst men ikke mindst mener jeg, at vild læring, som en løbende, men skelsættende udvikling i grundlaget for det danske vidensamfund, stiller et krav om (mere) tværfaglig forskning, der dokumenterer og foregriber problemstillinger, der relaterer sig til e-læring.