Af pædagogisk konsulent Søren Lundsgård Jørgensen
Da jeg forleden luskede rundt i DRs arkiver – dels på udkig efter inspiration, dels som en overspringshandling – lod jeg mig fange af en række videoer, som de fleste sikkert husker fra årtier tilbage; Jørgen Clevins ”Fem i syv” programmer, hvor Clevin med limstift og saks skaber små fantasifulde og livlige opstillinger af tøjklemmer og syltetøjsglas. Det, der ved første øjekast nok er ude af synk med tidens attraktive bud på underholdning til skolebørn, tror jeg kan tjene et andet formål, der i sidste ende kan komme samme målgruppe til gode. For Clevins videoer lærer os, hvordan man opbygger en video, der både præsenterer, problematiserer og instruerer i at løse en problemstilling på fem minutter.
Da jeg forleden luskede rundt i DRs arkiver – dels på udkig efter inspiration, dels som en overspringshandling – lod jeg mig fange af en række videoer, som de fleste sikkert husker fra årtier tilbage; Jørgen Clevins ”Fem i syv” programmer, hvor Clevin med limstift og saks skaber små fantasifulde og livlige opstillinger af tøjklemmer og syltetøjsglas. Det, der ved første øjekast nok er ude af synk med tidens attraktive bud på underholdning til skolebørn, tror jeg kan tjene et andet formål, der i sidste ende kan komme samme målgruppe til gode. For Clevins videoer lærer os, hvordan man opbygger en video, der både præsenterer, problematiserer og instruerer i at løse en problemstilling på fem minutter.
Tag nu eksempelvis min egen favorit Clevin-video, hvori han viser, hvordan man bygger en ”magnetisk luftflyvemaskine”.
Handlingen forløber i grove træk således:
Clevin holder en pap og karton afbildning af et simpelt gule marker-og-blåhimmel landskab op.
”Den kan du lave ved at […]”. Det kan vi kalde videoens introduktion.
”Nu skal vi ud at flyve”, siger Clevin entusiastisk, og så viser han en lille papirflyver, som han på lidt mærkværdig vis trækker henover landskabet. Det forstås, at det er denne manøvre, der er målet med videoen, og det er dér, seeren skal ende, når hun efter at have set videoen giver sig i kast med at fremstille sin egen ”luftflyvemaskine”. Det kan vi kalde en præsentation af videoens formål.
Med en lille sokratisk ironisering over, hvordan dette trick med flyveren mon lader sig gøre, går Clevin i gang med en kort, koncis udredning af principperne bag. Han så at sige løfter sløret for sammenhængen mellem grundlæggende fysiske forhold og demonstrerer praktisk magnetisme ved at vise, hvordan en simpel magnet har kræfterne til at modvirke tyngden af fire knappenåle. Det kan vi kalde videoens problematisering.
Derefter viser Clevin, hvilke materialer han har benyttet og hvordan til at anvende princippet til at løse et reelt problem. Alt i mens han fører seeren igennem disse skridt, tilføjer Clevin ekstra viden til indholdet i form af små tips og tricks til at ændre udførelsen af opgaven eller til at korrigere udgangspunkt for at løse opgaven, hvis seeren ikke er i besiddelse af præcis de materialer, Clevin selv har brugt. Højst nyttig baggrundsviden, der skal sikre, at seeren ikke går i stå på grund af bagateller. Dette kan vi kalde videoens instruktion i metode.
Da han er ved vejs ende med at gennemføre opgaven for
seeren, foretager Clevin den samme flyvetur, han indledte videoen med. Men
denne gang har seeren en forståelse for mekanismen, fordi seeren kender vejen
til målet. Det giver mening nu, hvorfor flyveren rent faktisk kan flyve, og
flyveturens princip er blevet mindre mærkværdigt. Det kan vi kalde videoens
demonstration af resultatet.
Og Clevin følger sin demonstration til dørs ved at levere en lille perspektivering: ”Du kan tegne en luftballon og du kan tegne fugle, der flyver herfra og dertil… Du kan også lave et hav med vand og et skib, der sejler”.
Og Clevin følger sin demonstration til dørs ved at levere en lille perspektivering: ”Du kan tegne en luftballon og du kan tegne fugle, der flyver herfra og dertil… Du kan også lave et hav med vand og et skib, der sejler”.
Denne simple, men ganske effektive opskrift kan nu sættes på formel sådan her: kort introduktion > præsentation af formål > teoretisk nedbrydning > instruktion i metode > demonstration af resultat > perspektivering. (Voila!).
Mon denne opskrift ikke også passer på at vise en beregning
med ADAM modellen eller demonstrere en redoxreaktion? Eller en digtanalyse?
Det her med Clevin og den lidt kuriøse lære om undervisningsvideoer, skal selvfølgelig ikke afholde os fra at læse Kress & Selander, og som medieproducenter dygtiggøre os i at tæmme og udnytte alt fra smartpens og tegneplader til semiotiske ressourcer[1] (hvilket Clevins nøje koreograferet fløjteri, der virker til at fremhæve særlige betydningsfulde pointer i videoerne, er et godt eksempel på).
Men vil man som underviser hurtigt og godt i gang med Flipped Classroom og videoforberedelse, er Clevins low tech produktioner et godt sted at lære. Og netop karakteren af videoerne rummer måske en indsigt i Clevins mission, der som en skattet folkeskolelærer med næse for god undervisning, så læring som målet og betragtede videoen er som et simpelt men effektivt middel.
[1] Kress, G. & Selander, S.
(2012). Multimodal design, learning, and cultures of recognition. Internet
and Higher Education 15 (2012), 265–268
Ingen kommentarer:
Send en kommentar