Hej digital undervisning! Hvad har du gjort af kroppen?

Af Cand. Pæd. i Pædagogisk psykologi, Bo Persson

Som underviser i dag kan man ikke se bort fra indtoget af det digitaliserede læringsrum på de danske uddannelsesinstitutioner. Undervisningsministeriet har løbende – i deres lovgivning – udvidet deres fokus på de teknologiske indspark igennem en proces fra læring om til læring på til læring med diverse elektroniske medier (Undervisningsministeriet, 2009: 64). Den helt centrale vision med det digitale og e-læringen er, at den kan understøtte elevernes læringsproces og derigennem opkvalificere undervisningen.

På en netværkskonference overværede jeg et oplæg af Associate Professor ved Aarhus Universitet, Knud Erik Jørgensen, der i grove træk problematiserede det digitale indtog og især hvordan viden er svær at flytte via IT. Han fokuserede især på, at meget viden og læring er indlejret tavst og ubevidst i vores kroppe. Oplægget fik mig til at reflektere over, om det massive (og stadigt stigende) fokus på det digitale i uddannelsesverden, er ved at underminere andre vigtige læringsmæssige aspekter for underviserens didaktiske pejlemærker.     

”Synlig” viden og læring

Menneskets læringskapacitet er enorm! Årsagen til dette er, at vi lærer hele tiden. Vi har i uddannelsesdiskursen en tendens til at tale om læring, som noget udelukkende positivt; et positivt resultat af en lærende aktivitet. Dette er i virkeligheden en romantisering af læringsbegrebet, for vi lærer hele tiden og i denne konstante læringsproces er vi ikke altid herre over hensigtsmæssigheden og brugbarheden af læringen. Som Dewey skrev (Dewey, 1916/2005), så lærer det urolige barn nede i hjørnet af klassen også noget; det er bare ikke det didaktisk tilsigtede. Vi kan altså både lære, når vi vil det og er bevidste om det, og når vi ikke vil det og ikke er bevidste om det.

Der hersker vel ingen tvivl om, at vi i uddannelsessystemet vægter den bevidste viden og læring højt. Det er en viden som ofte er repræsenteret i et sprogligt format (både mundtligt og skriftligt), som når vi eksempel kan svare på, at Oslo er hovedstaden i Norge. De åbenlyse fortrin ved denne type viden taler for sig selv i et uddannelsesmæssigt perspektiv; også i et e-læringsperspektiv. Mennesket kan lære meget ved at tilegne sig viden fra e-bøger, virtuelle samtaler, videoer, computerspil, mm. Men hvad med den ikke-bevidste viden, der ligger i vores krop og vores hænder? Skal denne type viden ikke tænkes ind i vores (e)-didaktiske overvejelser?

En viden der ligger i krop og hænder

Alle med et dankort kender til faktummet, at vores pinkode ligger i hænderne, som en ubevidst og tavs viden. Hvis talmønsteret på pinkodetastaturet bliver ændret, bliver vi tvunget til at eksplicitere vores viden og her bliver det tydeligt, at kropslig viden er svær at eksplicitere.   

For det første varetager den kropslige viden opgaver for mennesket, som den bevidste viden på ingen måder kan. Et klassisk eksempel er vores evne til at gå uden at tænke over det. Det er en viden, der er lært af kroppen, og som har indlejret sig i kroppen - mere end i hovedet. Denne viden er meningsløs i et sprogligt og bevidst format. Vi kan ikke lære at gå via en e-bog, en virtuel samtale, videoer eller computerspil. Det er snarere en viden, hvor alle kroppens sanser skal i spil. For at lære disse ting må mennesket nødvendigvis have adgang til et miljø, hvor disse stimuleringer kan finde sted; et miljø hvor vores kroppe kan lære at gå.

Vi må stille os selv spørgsmålet som didaktikere om klasseværelser (virtuelle eller ej) altid kan tilbyde et miljø med de nødvendige stimuleringer af den kropslige viden? Hvordan arbejder vi eksempelvis med sanser som lyde, bevægelser, smagsoplevelser, kulde/varmepåvirkninger og lugte i klasserummet eller i en webbaseret undervisning?

For at bruge et noget karikeret eksempel, kan det være problematisk, hvis elever/studerende lærer om et birketræ udelukkende via tekst, billeder og måske lyd, frem for at mærke træets bark, dufte til harpiksen og smage bladene. Dette kan skabe en perceptuel fattigdom og besværliggøre overgangen fra oplevelse til indre repræsentation (Schilhab, 2008).

Man kan vel også plædere for, at en perceptuel rigdom også kan øge meningsfuldheden i læringsaktiviteterne. Kan det ikke få en central betydning for en meningsfuld læreproces, hvis man i et forløb om D-dag selv befinder sig på en strand med rørigt vand og tungt sand, kan lugte og smage saltvandet, kan mærke den skarpe marehalm mellem fingrene? Kan disse stimuleringer ikke give en ikke-bevidst og kropslig viden, der i langt højere grad udnytter vores kropslige læringsressourcer? Og hvis dette ikke udgør en værdi i sig selv, kan det så ikke være en uvurderlig supplerende kilde til den bevidste, sproglige viden?

Hvornår og hvordan skal den kropslige viden inddrages i e-læringen?

Dette spørgsmål tumler jeg selv med i min professionelle praksis. På den ene side kan jeg se, hvordan den digitale udvikling bevæger sig væk fra en mange-facetteret sansepåvirkning og dermed muligheden for at udnytte den kropslige, meningsfulde læringsproces. På den anden side sidder jeg pt. selv og udvikler et digitalt uddannelsesforløb, hvor jeg ikke skænker den kropslige viden og læring en tanke. Hvorfor? Måske fordi det ikke er muligt at kombinere de to verdener!?

Flere uddannelsesinstitutioner har forsøgt sig med interaktive gulve, hvor bevægelse, it og læring er koblet sammen, men kan man sige at disse aktiviteter indeholder perceptuel rigdom? Min vurdering er, at undervisning, der i høj grad bygger på anvendelsen af digitale platforme, er uforenelig med ønsket om en perceptuel rigdom og et fokus på den kropslige viden.

Så hvis jeg kort skal svare på spørgsmålene i overskriften til dette afsnit, bliver svarene ubrugelige. Hvornår skal den kropslige viden inddrages i e-læringen? Svar: Gerne ofte!
Hvordan skal den kropslige viden inddrages i e-læringen? Svar: Aner det ikke!

Referencer

•  Dewey, John (1916/2005): Demokrati og uddannelse. Aarhus. Klims forlag

• Schilhab, Therese S.S. (2008): Kropslig viden i udeskolen. I: Specialpædagogik, Nr. 6, 2008.

• Undervisningsministeriet (2009): Fælles Mål – Dansk

Den Digitale Folkeskole

Den 21. juni afholdtes konferencen Den Digitale Folkeskole på Christiansborg. Konferencen var arrangeret af Trine Bramsen (MF for socialdemokraterne), og bød på spændende indlæg fra Christine Antorini, Jeppe Bundsgaard, repræsentanter fra Bornholms Efterskole, Højby skole og Dansk IT/IT-Branchen samt Anders Bondo Christensen.

Særligt Jeppe Bundsgaards indlæg var i mine øjne interessant. Bundsgaard lagde vægt på, at vi er nødt til at beskrive, hvad formålet med at inddrage it i undervisningen er, før vi kan opstille mål for brugen af it-læremidler og før vi kan evaluere it-læremidlernes anvendelighed. Han pegede på flere interessante forskningsprojekter, som arbejder henimod at beskrive det '21. århundredes kompetencebehov'. Bl.a. nævnte han p21.org, som har udviklet nedenstående model, der både beskriver kompetencerne, og kommer med bud på hvordan de kan udvikles:

Jeppe Bundsgaard rettede herefter en kritik mod de mange digitale læremidler og prøveformer, som er funderet i en behavioristisk læringsforståelse. Som eksempler på sådanne nævnte han simple læringsspil/apps og multiple choice test. I stedet for en sådan behavioristisk brug af it i undervisningen, lagde Bundsgaard op til, at it skal inddrages i undervisningen som et redskab til løsning af autentiske udfordringer. Eleverne skal, ifølge Bundsgaard, lære at bruge it som et redskab for bl.a. kommunikation, produktion, processtyring, informationssøgning, analysearbejde og beregninger.

Jeg tror, at Jeppe Bundsgaards pointer er rigtige. Brugen af it i undervisningen må pege frem mod at forberede eleverne på brug af it uden for skolen, og for at det kan lade sig gøre at anvende it på denne måde i folkeskolen, kræver det at underviserne véd hvilke it-redskaber, der kan understøtte de forskellige arbejdsprocesser. Det kræver også, at underviserne véd hvad man skal være opmærksom på, når man anvender de forskellige redskaber, og at de kan vejlede eleverne i dette. Hvad sker der fx med kommunikationen, når den foregår virtuelt? Hvordan forholder man sig til den information man finder på internettet, og hvordan sorterer man i informationen? Hvordan kan it bidrage positivt til produktion og deling af viden - og hvilke faldgruber er der?

At ruste eleverne til at anvende it som et redskab, er for mig at se Den Digitale Folkeskoles vigtigste opgave. Og det er, som også Trine Bramsen indledningsvis sagde på konferencen, læreren, ikke teknologien, der er nøglen til dette.

Skal man satse på tablets eller bærbare computere?

Jeg har tidligere skrevet et indlæg om tablets, hvor jeg bl.a. henviser til en undersøgelse foretaget af TheAtlantic.com, der viser at personer der ejer en iPad, stadig i højere grad bruger deres desktop og laptop end deres iPad, når det kommer til fx at skrive mails. En afledt konklusion af undersøgelsen kunne være, at tablets primært er designet til at konsumere information, altså læse, se film eller andet, og ikke så meget til at producere selvsamme.

Det interessante kunne være at høre, hvad skole-elever foretrækker at anvende i undervisningen - deres tablet eller en PC/Mac. Så vidt jeg ved, findes der ikke undersøgelser af dette der dækker grundskolen, men vi har gennemført en it-paratheds-undersøgelse blandt eleverne på Århus Købmandsskole, og bl.a. spurgt de elever der ejer en iPad eller en anden tablet, hvor ofte de har den med i skole:

Hvor ofte elever, der ejer en tablet, har den med i skole

Som det ses, tager over halvdelen af eleverne kun deres tablet med i skole en gang om måneden eller sjældnere. Dette skal ses op imod, at 86 % af de samme elever har deres bærbare computer med i skole dagligt eller næsten dagligt.

Nu kan der jo være mange grunde til, at elever ikke tager deres tablets med i skole - vi har givet eleverne mulighed for at fortælle hvad deres begrundelser er, og langt de fleste af deres kommentarer går på, at de foretrækker at anvende deres bærbare computer, bl.a. fordi de er lettere at skrive på. En noget mindre del af eleverne angiver den manglende kompatibilitet med skolens øvrige systemer og deres tablets mangel på understøttelse af relevante fagprogrammer, som den væsentligste begrundelse for ikke at tage den med i skole.

Men det er på ungdomsuddannelserne. I grundskolen er det sikkert anderledes. Ihvertfald er der i grundskolen ikke de samme krav til anvendelse af specifikke fagprogrammer. Der er muligvis heller ikke helt de samme krav til tekst-produktion - eller produktion i det hele taget. Og så kan man måske nøjes med en tablet?

Lærere, skoler og kommuner bør i mine øjne overveje, om tablets, som primært er designet til at konsumere, er et bedre læringsredskab for grundskolens elever, end de bærbare computere, som er designet til både at konsumere og producere. En af de første ting man bør overveje, er hvilken læringsforståelse man lægger til grund for sin pædagogik og didaktik:  Er det den instruktivistiske læringsforståelse, hvor læring handler om, at eleven skal indoptage viden gennem konsumering af information? Så vil tablets måske være en god investering. Er det derimod den konstruktivistiske eller den socialkonstruktivistiske, hvor eleverne selvstændigt eller i fællesskab skal konstruere viden, så er den bærbare computer måske det bedste værktøj.