Hej digital undervisning! Hvad har du gjort af kroppen?

Af Cand. Pæd. i Pædagogisk psykologi, Bo Persson

Som underviser i dag kan man ikke se bort fra indtoget af det digitaliserede læringsrum på de danske uddannelsesinstitutioner. Undervisningsministeriet har løbende – i deres lovgivning – udvidet deres fokus på de teknologiske indspark igennem en proces fra læring om til læring på til læring med diverse elektroniske medier (Undervisningsministeriet, 2009: 64). Den helt centrale vision med det digitale og e-læringen er, at den kan understøtte elevernes læringsproces og derigennem opkvalificere undervisningen.

På en netværkskonference overværede jeg et oplæg af Associate Professor ved Aarhus Universitet, Knud Erik Jørgensen, der i grove træk problematiserede det digitale indtog og især hvordan viden er svær at flytte via IT. Han fokuserede især på, at meget viden og læring er indlejret tavst og ubevidst i vores kroppe. Oplægget fik mig til at reflektere over, om det massive (og stadigt stigende) fokus på det digitale i uddannelsesverden, er ved at underminere andre vigtige læringsmæssige aspekter for underviserens didaktiske pejlemærker.     

”Synlig” viden og læring

Menneskets læringskapacitet er enorm! Årsagen til dette er, at vi lærer hele tiden. Vi har i uddannelsesdiskursen en tendens til at tale om læring, som noget udelukkende positivt; et positivt resultat af en lærende aktivitet. Dette er i virkeligheden en romantisering af læringsbegrebet, for vi lærer hele tiden og i denne konstante læringsproces er vi ikke altid herre over hensigtsmæssigheden og brugbarheden af læringen. Som Dewey skrev (Dewey, 1916/2005), så lærer det urolige barn nede i hjørnet af klassen også noget; det er bare ikke det didaktisk tilsigtede. Vi kan altså både lære, når vi vil det og er bevidste om det, og når vi ikke vil det og ikke er bevidste om det.

Der hersker vel ingen tvivl om, at vi i uddannelsessystemet vægter den bevidste viden og læring højt. Det er en viden som ofte er repræsenteret i et sprogligt format (både mundtligt og skriftligt), som når vi eksempel kan svare på, at Oslo er hovedstaden i Norge. De åbenlyse fortrin ved denne type viden taler for sig selv i et uddannelsesmæssigt perspektiv; også i et e-læringsperspektiv. Mennesket kan lære meget ved at tilegne sig viden fra e-bøger, virtuelle samtaler, videoer, computerspil, mm. Men hvad med den ikke-bevidste viden, der ligger i vores krop og vores hænder? Skal denne type viden ikke tænkes ind i vores (e)-didaktiske overvejelser?

En viden der ligger i krop og hænder

Alle med et dankort kender til faktummet, at vores pinkode ligger i hænderne, som en ubevidst og tavs viden. Hvis talmønsteret på pinkodetastaturet bliver ændret, bliver vi tvunget til at eksplicitere vores viden og her bliver det tydeligt, at kropslig viden er svær at eksplicitere.   

For det første varetager den kropslige viden opgaver for mennesket, som den bevidste viden på ingen måder kan. Et klassisk eksempel er vores evne til at gå uden at tænke over det. Det er en viden, der er lært af kroppen, og som har indlejret sig i kroppen - mere end i hovedet. Denne viden er meningsløs i et sprogligt og bevidst format. Vi kan ikke lære at gå via en e-bog, en virtuel samtale, videoer eller computerspil. Det er snarere en viden, hvor alle kroppens sanser skal i spil. For at lære disse ting må mennesket nødvendigvis have adgang til et miljø, hvor disse stimuleringer kan finde sted; et miljø hvor vores kroppe kan lære at gå.

Vi må stille os selv spørgsmålet som didaktikere om klasseværelser (virtuelle eller ej) altid kan tilbyde et miljø med de nødvendige stimuleringer af den kropslige viden? Hvordan arbejder vi eksempelvis med sanser som lyde, bevægelser, smagsoplevelser, kulde/varmepåvirkninger og lugte i klasserummet eller i en webbaseret undervisning?

For at bruge et noget karikeret eksempel, kan det være problematisk, hvis elever/studerende lærer om et birketræ udelukkende via tekst, billeder og måske lyd, frem for at mærke træets bark, dufte til harpiksen og smage bladene. Dette kan skabe en perceptuel fattigdom og besværliggøre overgangen fra oplevelse til indre repræsentation (Schilhab, 2008).

Man kan vel også plædere for, at en perceptuel rigdom også kan øge meningsfuldheden i læringsaktiviteterne. Kan det ikke få en central betydning for en meningsfuld læreproces, hvis man i et forløb om D-dag selv befinder sig på en strand med rørigt vand og tungt sand, kan lugte og smage saltvandet, kan mærke den skarpe marehalm mellem fingrene? Kan disse stimuleringer ikke give en ikke-bevidst og kropslig viden, der i langt højere grad udnytter vores kropslige læringsressourcer? Og hvis dette ikke udgør en værdi i sig selv, kan det så ikke være en uvurderlig supplerende kilde til den bevidste, sproglige viden?

Hvornår og hvordan skal den kropslige viden inddrages i e-læringen?

Dette spørgsmål tumler jeg selv med i min professionelle praksis. På den ene side kan jeg se, hvordan den digitale udvikling bevæger sig væk fra en mange-facetteret sansepåvirkning og dermed muligheden for at udnytte den kropslige, meningsfulde læringsproces. På den anden side sidder jeg pt. selv og udvikler et digitalt uddannelsesforløb, hvor jeg ikke skænker den kropslige viden og læring en tanke. Hvorfor? Måske fordi det ikke er muligt at kombinere de to verdener!?

Flere uddannelsesinstitutioner har forsøgt sig med interaktive gulve, hvor bevægelse, it og læring er koblet sammen, men kan man sige at disse aktiviteter indeholder perceptuel rigdom? Min vurdering er, at undervisning, der i høj grad bygger på anvendelsen af digitale platforme, er uforenelig med ønsket om en perceptuel rigdom og et fokus på den kropslige viden.

Så hvis jeg kort skal svare på spørgsmålene i overskriften til dette afsnit, bliver svarene ubrugelige. Hvornår skal den kropslige viden inddrages i e-læringen? Svar: Gerne ofte!
Hvordan skal den kropslige viden inddrages i e-læringen? Svar: Aner det ikke!

Referencer

•  Dewey, John (1916/2005): Demokrati og uddannelse. Aarhus. Klims forlag

• Schilhab, Therese S.S. (2008): Kropslig viden i udeskolen. I: Specialpædagogik, Nr. 6, 2008.

• Undervisningsministeriet (2009): Fælles Mål – Dansk

Hvad gør vi med den digitale dannelse?

Af Daniella Tasic Hansen, konsulent i e-læringspædagogik

I dette indlæg vil jeg præsentere nogle konkrete bud på overvejelser, der bør tages i betragtning, når der arbejdes med begrebet i praksis i uddannelsesmæssig sammenhæng. Det gøres på baggrund af en nyligt afholdt workshop om digital dannelse på netværkskonferencen Digital læring på ungdomsuddannelserne i Region Midtjylland.

Der findes forholdsvis mange definitioner af digital dannelse (se eventuelt præsentationen fra workshoppen), og de forskellige definitioner på begrebet, giver, hvis man beskuer dem samlet, udtryk for et ret nuanceret billede af, hvad digital dannelse kan indebære. Jeg er opmærksom på, at definitionerne ikke nødvendigvis er kompatible, men variationen i dem danner et spektrum af begreber, som kan være relevante at beskæftige sig med i denne sammenhæng. Det er begreber som fx kritisk sans, digital identitet, fremstilling af samt brug og genbrug af materiale, etik, ”digital literacy”, social interaktion, ”at opføre sig ordentligt”. 

Omvendt findes der dog umiddelbart ikke ret mange retningslinjer eller anvisninger til, hvordan vi i praksis kan arbejde med begrebet.  Derfor var workshoppens spørgsmål til deltagerne:

”Hvilken rolle har uddannelsessystemet ifm. digital dannelse(fx ledelses-, underviser- og elevroller)?”

”Hvordan kan vi/man inddrage digital dannelse i praksis?”

”Hvilke dele af det digitale dannelsesbegreb bør der være et særligt fokus på?”

Deltagerne i workshoppen var undervisere på de gymnasiale uddannelser eller personer, som på den ene eller anden måde var en tilknyttet uddannelsessystemet. Her er en oversigt over nogle af deres refleksioner og overvejelser:

• Eleverne bruger meget tid på at italesætte sig selv på nettet. Generelt bør der være mere fokus på ”tonen på nettet”
• Lederne på uddannelsesinstitutioner har en rolle i forhold til at formulere en strategi for digital dannelse, og hvordan den skal implementeres. 
• Etik er en flydende størrelse, så derfor er det vigtigt at få begrebet og målene formuleret. Det gælder både ift. til underviserne, men også eleverne.
• Undervisningen i digital dannelse skal være en progression, som skal gentages op i gennem uddannelsessystemet. Der bør være en kontinuerlig undervisning i digital dannelse.
• Italesættelsen af eleverne som eksperter (digitale indfødte) kan være problematisk, da eleverne ofte har mangler ifm. den digitale dannelse (især ifm. informationssøgning/kildekritik). Generelt set bør elevernes kritiske sans kvalificeres.
•  Mange undervisere tager elevernes digitale forudsætninger for givet, men oplevelsen er, at der er stor forskel på at bruge de digitale muligheder henholdsvis fagligt og privat.
•  Eleverne veksler på nettet med forskellige identiteter, og derfor mangler der en kerne, som den digitale dannelse kan være med til at italesætte.
• Dualiteten blev nævnt som et muligt omdrejningspunkt for begrebet, hvor der bliver fokuseret ligeligt på kompetencer og etik.

Ovenstående pointer er interessante og relevante i arbejdet med det digitale dannelsesbegreb i praksis, da de peger på, at der er mange forskellige vinkler til samt emner og problemstillinger, som bør inddrages, når der tales om digital dannelse. Da vi hos eVidenCenter løbende beskæftiger os med begrebet digital dannelse er alle kommentarer til, refleksioner over og erfaringer med det digitale dannelsesbegreb i praksis meget velkomne – så skriv gerne en kommentar.

I artiklen ”Digital Dannelse” kan I se nogle af de overvejelser, vi har gjort os ved eVidenCenter

Til yderligt interesserede anbefales artiklen ”Digital dannelse – et overblik” af Hans Siggaard Jensen.