af Daniella Tasic Hansen, konsulent i e-læringspædagogik
Forlaget Matematik, Kanda Aps, @ventures og eVidenCenter har
i længere tid arbejdet med udviklingen af det digitale læringsspil Runerod. Nu
er den første version af spillet tilgængelig: Runerod – Episode 1.
Det digitale læringsspil Runerod handler om en dreng, som
ved et tilfælde havner i verdenen Runerod. Her udkæmpes en kamp mellem gode og
onde kræfter, hvor mennesker, alfer og dværge bekriger det onde Thusefolk, og
drengen bliver inddraget i denne konflikt på det godes side. Alt sammen i håbet
om, at han kan besejre de mørke kræfter, der truer Runerod, samt vores egen
verden.
Formålet med Runerod er at engagere og motivere elever, som
ikke trives med traditionelle undervisningsmetoder. Runerod forsøger at bidrage
til en præsentation af matematiske problemstillinger på en engagerende og
kreativ måde, der rammer denne målgruppe, så de får lyst til at arbejde med
matematik. Da de fleste af missionerne og opgaverne er bundet op på trinmål for
faget matematik efter 6. klasse, kan Runerod bruges til at træne forskellige
matematiske opgaver, hvor disse præsenteres på en anderledes måde end i fx en
bog eller et opgavehæfte. Runerod kan således bidrage til variation,
elevaktivering og differentiering i undervisningen.
Thorkild Hanghøj skriver om spil:
”Det mest iøjnefaldende kendetegn ved spil er, at de er
motiverende. Eleverne oplever ofte, at det giver mening, når de bliver
udfordret til at løse konflikter inden for de trygge rammer af et
spilscenarie.”
( Hanghøj, Thorkild: ”Spil i din undervisning”, Reflex, 2009)
I udviklingen af Runerod har der været et fokus på netop
motivation samt det meningsfyldte i en undervisnings- og læringsmæssig
sammenhæng. Kombinationen mellem motivation til at lære (gennem spilmekanismer
og spilunivers) og et fagligt indhold bundet op på formelle undervisningsmål
samt en vejledning til, hvordan spillet kan anvendes i undervisningen, skulle
gerne bidrage til både den meningsfyldte inddragelse samt et læringsmæssigt
udbytte hos eleverne. Det er i hvert fald hensigten.
Jeg vil opfordre interesserede til at gå ind på denne
hjemmeside: www.runerod.dk (her ligger
materiale om spillet, og der er mulighed for at downloade en gratis version).
Temahæfte om Runerod kan findes her
Vi håber på fortsat at kunne videreudvikle Runerod, og vil
derfor opfordre alle interesserede til at komme med feedback fra eventuel
inddragelse af Runerod – Episode 1 i undervisningen. Kommentarer til spillet
modtages derfor gerne – enten her på bloggen eller til daha@aabc.dk
Ingen kommentarer:
Send en kommentar