04 juni 2014

Spil og læring

Af Daniella Tasic Hansen, konsulent i e-læringspædagogik

eVidenCenter var i begyndelsen af april repræsenteret gennem fire medarbejdere ved festivalen Counterplay 2014. Temaet for festivalen var overordnet leg og spil, hvor oplæg og aktiviteter var placeret i tre forskellige spor: ”Playful Learning”, ”Playful Business” og ”Playful Culture”.

Vi gik til festivalen med fokus på deltagelse i sporet ”Playful Learning”. Formålet var at blive inspireret til at arbejde med leg og læring i forhold til inddragelse af it i undervisningen samt mere overordnet at få nogle forskellige perspektiver på spil og leg. Blev vores forventninger så opfyldt? Der må lyde et stort ja. Det var en veltilrettelagt festival med en engageret Mathias Poulsen i front og en række af relevante og spændende oplægsholdere. Tonen blev med det samme lagt an – der var tale om et kreativt og eksperimentalt frirum i de to dage, som festivalen varede. Det bevirkede, at der var plads til mange forskellige, skæve og interessante synsvinkler i forbindelse med det overordnede tema. Indholdet i oplæggene spændte fra konkrete praksiserfaringer til mere teoretiserende indlæg, med kobling til praksis.

Af de oplæg, som blev afholdt, vil jeg især nævne ét, som i særdeleshed var inspirerende, nemlig “Making education more meaningful - one zombie at a time” (oplægsholder Tobias Staaby, en norsk gymnasielærer). Da vi var fire af sted, var der følgeligt divergens i vores opfattelse af både indhold i og begejstring for oplæggene mv., men netop dette oplæg inspirerede os alle. Tobias brugte spillet ”TheWalking Dead” til at undervise i begreber som moral og etik. Staaby holdt et oplæg om brugen af spillet i sin undervisning med afsæt i de faglige og pædagogiske overvejelser, som han havde gjort sig omkring inddragelsen. Indholdet i oplægget var i sig selv særdeles spændende, men oplægget fik en særlig tyngde af, at han samtidig praktisk talt gennemførte en lektion med alle de tilhørende i salen. Det vil sige, at nogle af de ting han beskrev fra timerne, blev udført under selve oplægget. Der var blandt andet en af de deltagende, som stod for at manøvrere rundt i spillet ”the Walking Dead”, der blev lavet afstemninger i Kahoot (et afstemningsredskab), og han inddragede aktivt alle de deltagende.

Selve spillet er baseret på en tv-serie/et post-apokalyptisk gyserdrama, hvor omdrejningspunktet er, at jorden er blevet ”overrendt af zombier” (se mere her).  I spillet bliver spilleren udsat for forskellige dilemmaer, som han kan vælge forskellige løsninger til. Det udnyttede Staaby i sin undervisning, og han benyttede bl.a. de opstillede dilemmaer i spillet som baggrund for debat, refleksion og perspektivering i sammenhæng med de emner og problemstillinger, som faget ellers indeholdte. Det var et rigtig inspirerende oplæg, som gav stof til eftertanke i forhold til både undervisningsmetoder samt en meningsfyldt inddragelse af computerspil i undervisningen med fokus på det faglige og pædagogiske sigte – gennem leg.

På festivalen var der en række eksempler på, hvorledes en undervisning kunne forløbe med et afsæt i leg og læring med et fokus på pædagogikken og fagligheden. I den sammenhæng vil jeg også nævne Stine Melgaard Lassen og Tore Neergaard Kjellow fra Columbusskolen, som gav en fin beskrivelse af deres arbejde med inddragelse af computerspil i undervisningen. Se mere om projektet her

Da vi hos eVidenCenter arbejder med spil og læring og i flere år i samarbejde med Forlaget Matematik og Kanda har arbejdet med udviklingen af læringsspillet Runerod, var det i særdeleshed spændende at se, hvordan andre inddrager spil i undervisningen, og alt i alt var det en inspirerende festival, som gav stof til eftertanke. Forhåbentlig vil der også være et tilsvarende arrangement næste år.

2 kommentarer:

  1. Super spændende læsning. Vi oplever både succes med at kombinere leg og læring, men også leg/spil og performance på de danske arbejdspladser.
    Vores erfaringer viser at relativt simple både fysiske spil og online spil kan gøre stor forskel på både de bløde værdier, men også på resultaterne i virksomhederne. Det er super spændende da der er fælles træk mellem dét at motivere mennesker på tværs af faglighed og alder. :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for din kommentar :)

      Min overbevisning er, at spil ikke kun virker motiverende på børn og unge.
      Det er også et stort læringspotentiale for voksne. Derfor er det interessant at høre, at de også med fordel kan bruges i andre sammenhænge, på tværs af faglighed og alder. Thorkild Hanghøj (lektor ved inst. for kommunikation, kb) skriver om spil: ”Det mest iøjnefaldende kendetegn ved spil er, at de er motiverende".

      Og motivation må vel siges, at være en særlig god indgang til at lære :)

      Slet