02 december 2011

Rundt om den netbaserede uddannelse

Netværket for netbaserede uddannelser i UCC, UC Syd og VIA UC afholdt i går konference om de funktioner, der ligger til grund for det at udbyde en netbaseret uddannelse.

Konferencen blev indledt med et spændende oplæg af Peter Olaf Looms, direkte fra Hong Kong.

Oplægget tog fat i to overordnede spørgsmål: Hvad vil vi med de netbaserede uddannelser, og hvilke teknologier skal vi anvende? Looms argumenterede for, at man som uddannelsesinstitution må gøre sig klart, om man udbyder en netbaseret uddannelse udelukkende af økonomiske hensyn, eller om man også tror på, at de studerende får 'noget mere' ud af at være tilstede på nettet. En af hans pointer var, at den asynkrone virtuelle undervisning ikke kan stå alene i en dansk kontekst, idet den kun giver meget lidt plads til refleksion hos de lærende. Han plæderede derfor for brug af blended learning.
Hvis du har QuickTime installeret på din computer, kan du se og høre oplægget her.
Du navigerer ved hjælp af piletasterne.

Efter oplægget var der seks workshops. Ester Gregersen, lektor ved pædagoguddannelsen, UCC, stod for en workshop om 'hullerne i og imellem konferencerne på nettet'. I workshoppen blev diskussionen omkring behovet for at krydre netuddannelsen med tilstedeværelsesundervisning udbygget. Gregersen argumenterede for, at de studerendes behov for at danne relationer til medstuderende og underviseren ikke indfries i rene netbaserede forløb. Fra flere af deltagerne i workshoppen var der dog protester, og argumentationen gik bl.a. på, at et krav om tilstedeværelsesseminarer på netbaserede uddannelser griber ind i den fleksibilitet, som er medvirkende til at mange studerende vælger de netbaserede uddannelser fremfor de ordinære uddannelser.

I en anden workshop præsenterede Ulrik Andersen, uddannelsesleder ved pædagoguddannelsen Midt-Vest, VIA UC, nogle af de potentialer og kritiske faktorer, som den netbaserede uddannelse kan medføre. Bl.a. pegede han på potentialer i forbindelse med, at undervisere som både underviser på de netbaserede uddannelser og på de ordinære uddannelser, kan bruge mange af de værktøjer de anvender på de netbaserede uddannelser i forbindelse med tilstedeværelsesundervisningen. Det kunne fx være i forbindelse med struktureringen af de studerendes selvstudietid, vejledningen eller i forhold til en øget fleksibilitet i undervisernes arbejdstid. Af kritiske faktorer nævnte han bl.a., at der opleves et stort frafald på de netbaserede uddannelser, sammenlignet med de ordinære. Bl.a. mente han, at det at en høj grad af skriftlighed er en forudsætning for at deltage på en netbaseret uddannelse, kan være med til at ekskludere nogle studerende fra studiefællesskabet.

Konferencen rejste en lang række spørgsmål, som fortjener at blive undersøgt og diskuteret: Kan man sikre en fornuftig relationsdannelse mellem de studerende og mellem underviseren og de studerende, uden at indlægge et antal tilstedeværelsesseminarer i de netbaserede forløb? Kan man, ved at anvende fx sociale medier, sikre at de de studerende lærer hinanden at kende i en sådan grad, at de føler sig forpligtede på hinandens læring? Eller ligger der noget unikt i det fysiske møde, som ingen teknologi kan mediere? Kan skriftligheden i de netbaserede uddannelser erstattes af noget andet?

Giv gerne din mening til kende.