Gør sociale medier os mindre sociale?

Forskere fra University of Maryland’s Robert H. Smith School of Business er kommet frem til, at brugen af sociale medier gør folk mindre tilbøjelige til at udføre såkaldte "pro-sociale" handlinger - handlinger som har til hensigt at hjælpe en anden person eller gruppe af personer. Det skriver Time.

Forskerne mener, at brugen af sociale medier har indflydelse på vores måde at behandle andre på, fordi de hjælper os med at få dækket et basalt behov for at være "forbundet" med andre. Når dette behov er dækket gennem brugen af de sociale medier, mindskes vores behov for at være forbundet til de mennesker, der omgiver os.

De sociale medier giver mulighed for at kommunikere og "forbinde" sig på tværs af både tid og sted. Man kan sidde til forelæsning på sit uddannelses-sted, og være mere socialt forbundet med en ekspert indenfor det område man vil skrive projekt om, end med de øvrige studerende og underviseren. Man kan også sidde hjemme og være forbundet med underviseren og de medstuderende, som det fx sker mange steder på de netbaserede uddannelser. Brugt på den rette måde giver det at kunne forbinde sig med andre via sociale medier på tværs af tid og sted altså nogle spændende muligheder for at gøre undervisningen fleksibel, og for at indsamle relevant information og viden. Men i nogle sammenhænge giver det måske også nogle begrænsninger?

I folkeskolen og på de gymnasiale ungdomsuddannelser har man, udover ansvaret for at uddanne eleverne, også ansvaret for at danne dem, og gøre dem i stand til at deltage i samfundets demokratiske fællesskab. Dette må nødvendigvis indbefatte evnen til at agere pro-socialt. Spørgsmålet er så, om brugen af sociale medier i folkeskolen og på gymnasierne er begrænsende for denne dannelse, eller nærmere befordrende for den? Kan børn og unge lære at agere pro-socialt gennem den "virtuelle forbundethed" på de sociale medier, eller lærer de udelukkende den slags i fysiske fællesskaber som eksempelvis en klasse? 

Forsøgene med iPads i folkeskolerne forskellige steder i landet giver gode muligheder for at undersøge dette. Hvad sker der med forbundetheden, med dannelsen og med evnen til at agere pro-socialt når alle elever i klassen sidder med en iPad? Vil de også sidde med den i pauserne, som eleverne på mange af landets gymnasier gør med deres bærbare computere, tablets og smartphones, eller vil de lægge dem væk og være sociale med deres "fysiske" klassekammerater? Og bliver de i stand til at agere pro-socialt og deltage i det demokratiske fællesskab, både fysisk og virtuelt, ligemeget hvad?

Kortlægning af fjernundervisning

eVidenCenter har netop udgivet rapporten "Kortlægning af fjernundervisning". Rapporten præsenterer resultaterne af en undersøgelse, som har haft til hensigt at beskrive i hvilket omfang og i hvilken form, der udbydes fjernundervisning/netbaseret undervisning på danske professionsbachelor-, diplom-, akademi- og erhvervsakademiuddannelser.

Det fremgår af rapporten, at de væsentligste udfordringer i forbindelse med fjernundervisning er:

• Undervisernes og de studerendes motivation for undervisningsformen
• Undervisernes pædagogiske kompetencer
• Aktivering af de studerende i fjernundervisningen

Rapporten peger på nogle mulige tiltag, som kan bidrage til at imødegå disse udfordringer, heriblandt en tydelig opbakning fra ledelsen, et fokus på udvikling af undervisernes kendskab til mulighederne i netbaseret undervisning og en afklaring af forventningerne til de studerende forud for opstarten på forløb.

Undersøgelsen har haft fokus på uddannelsesledernes erfaringer med fjernundervisningen, og det kunne i forlængelse af den være spændende at høre hvilke udfordringer undervisere, som arbejder med fjernundervisning, møder, og hvilke metoder de anvender for at imødegå udfordringerne.

Har du erfaringer som fjernunderviser, så fortæl os hvilke udfordringer du ser som de største, og kom gerne med bud på hvordan de kan imødegås.

Accredited Online Colleges on the Rise

eVidenCenter har modtaget dette gæsteindlæg fra Nick Johnson, som editerer siden AccreditedOnlineColleges.net. Siden samler viden og informationer om e-læring på videregående uddannelser.


The Internet is revolutionizing higher education: accredited online colleges are growing in size, traditional colleges are adopting online programs, and all trends indicate that distance learning is not only here to stay, but that it will make an unprecedented impact on the educational systems currently in place today. What kind of change will online college courses provoke in the paradigms of students, professors, and educational institutions in the coming years?

Certain faculty members such as Dr. Clayton Christensen, professor at Harvard University, have been instrumental in educating others on the benefits of online learning.  He advocates that the “rise of online learning carries with it an unprecedented opportunity to transform the schooling system into a student-centric one that can affordably customize for different student needs by allowing all students to learn at their appropriate pace and path, thereby allowing each student to realize his or her fullest potential.”

Just how significant is personalization in education? Education scholar Benjamin Bloom conducted research in 1984 which demonstrated that students given one-on-one attention reliably performed two standard deviations better than their peers who stay in a regular classroom, the difference between an “average student” and one in the 98th percentile.  However, in 1984, the idea of providing personal attention to each individual student was unthinkable simply due to the staggering costs involved. But now with online learning, customizing education for every student is no longer beyond the scope of possibility.

Online learning will enable not only the pace, but also the delivery of the course to be tailored to each individual student in ways that traditional face-to-face education cannot accommodate for. Students have unique learning styles and interests, and increased customization can make the learning process more engaging and effective. One student may learn calculus derivatives faster by walking through numerous example problems; another may prefer to have it explained more visually; and still another student still might better grasp the concept if it is taught within the context of physics.

Will online learning shift the present education system from the custodial, teacher-based format to one that is student-centric? The grand promise of online learning is that it will one day deliver to every student personalized content, tailored to each individual’s learning style and contextualized to the individual’s interests, at a pace determined by the individual’s proficiency and according to the individual’s availability. Online learning promises to make education more engaging, more accessible, and more effective, so that anyone can learn from anywhere at anytime and master the material better than if they were to attend a brick-and-mortar institution.

Whether such a grand promise can be delivered is surely a topic that will be laboriously tested and debated over the next few years. However, what is certain is that ever since the arrival of the Internet, more academic information continues to become more readily accessible to more people at a lower cost, and that pattern is not about to change.

More professors will offer their courses online. More education institutes will offer degrees online. Even while people debate over whether distance education is better or worse than traditional classroom education, more and more people are using the Internet to teach and to learn. For this reason, accredited online colleges and courses are here to stay. What is taught will inevitably become free (if it is not free already). How it will be taught will make all the difference.

Over the last 15 years, the Internet has revolutionized countless industries including retail, music, publishing, and communication. In a similar way, it will continue to revolutionize how we view education.

Virtuel tilstedeværelse?

I forbindelse med en spændende konference om anvendelsen af Global Classroom på VUC Storstrøm, holdt hjerneforskeren Peter Lund Madsen i tirsdags oplæg om "Menneskehjernen og Tilstedeværelsen". Lund Madsen fortalte i den sammenhæng om menneskehjernens evolution, og noget af det han lagde vægt på i sit oplæg var, at menneskets evne til at være tilstede, er fuldt afhængigt af dets evne til at erkende omgivelserne, og til at rette sin opmærksomhed mod "det rette".

Bent Schou skriver på VidenDanmarks blog om bogen Årgang 2012 af Søren Schultz Hansen. Bogen beskriver forskellene mellem unges og voksnes anvendelse af nye medier. En af de ting Bent Schou fremhæver som en pointe fra bogen er, at de unge i udpræget grad søger deltagelse i fællesskaber på tværs af rum, mens de voksne værner om deres mulighed for at lukke af for de fællesskaber, de ikke fysisk er tilstede i. De unge mennesker svarer på sms'er under middagen istedet for at samtale med forældrene, og de ser TV mens de spiller Wordfeud mod vennerne, mens de fleste voksne lægger telefonen væk i de sammenhænge.

Der er vist ingen tvivl om, at de unge som de karakteriseres i Årgang 2012, ifølge Peter Lund Madsen er dårligere til at være tilstede end de voksne - de er dårligere til at rette deres opmærksomhed mod "det rette". Men er det ikke et problem, at Peter Lund Madsens synspunkt er farvet af, at det er ham der beslutter hvad "det rette" er - at det er det fysiske fællesskab omkring middagen, og ikke det virtuelle 'sms-fællesskab' med vennerne?

Man kan argumentere for, at der er noget unikt ved den følelse af tilstedeværelse vi kan have ansigt til ansigt, fordi vi erkender det rum vi er sammen i. Men er det at erkende det fysiske rum anderledes, end det at erkende det virtuelle rum? Kan man ikke i samme grad være tilstede, når man indgår i diskussioner med andre på for eksempel blogs og debatfora?

Åbne eller lukkede virtuelle læringsmiljøer?

Både på netbaserede uddannelser og ordinære uddannelser, er der tradition for at anvende et LMS (Learning Management System) som redskab for kommunikation og samarbejde mellem undervisere og studerende, og internt mellem de studerende. Lone Guldbrandt Tønnesen argumenterer i en kommentar til det seneste indlæg på bloggen for, at den virtuelle undervisning bør gøres fri af disse traditionelle LMS'er, og flyttes ud i Web 2.0 teknologier, hvor alle har mulighed for at kommentere og bidrage til fællesskabets viden. Det er en spændende tanke, og som Lone Guldbrandt Tønnesen også nævner, noget man har gode erfaringer med andre steder. 

M. Gibbons har i 'The new production of knowledge' (1994) argumenteret for, at måden hvorpå vi producerer viden, har ændret sig. Hvor viden tidligere blev skabt i og tilhørte et lukket fællesskab, f.eks. en profession eller et forskningsfællesskab, er den i dag i højere grad et fælles samfundsmæssigt anliggende. Lægger man sig op ad denne forståelse af, hvordan viden bliver til, giver det god mening at åbne uddannelserne på nettet, så kommunikationen bliver bredere og inddrager enhver som har en interesse i undervisningens emne. Åbner man kommunikationen på uddannelserne på denne måde, er det samtidig - i Gibbons optik - et skridt hen mod en demokratisering af vidensproduktionen: Enhver har mulighed for at tilegne sig viden, og for at få afprøvet sin viden i et åbent fællesskab.

Men kan uddannelserne, underviserne og de studerende undvære LMS'et som et fælles samlingssted, eller vil et fravær af LMS føre til strukturløshed og forvirring blandt de studerende?

For både uddannelsernes og undervisernes vedkommende, vil et fravær af LMS og en øget anvendelse af Web 2.0 teknologier, betyde et tab af kontrol. Så længe kommunikationen sker i et fælles LMS, kan uddannelserne og underviserne løbende kontrollere hvorvidt de studerende læringsmæssigt bevæger sig i den rigtige retning. Åbner man kommunikationen på uddannelserne, bliver det derimod de studerende selv der, i samarbejde med de videnfællesskaber de indgår i, sikrer den læringsmæssige progression.  At give kommunikationen fri stiller dermed store krav til den studerende om at tage ansvar for både egen og fællesskabets læring.

Hvis uddannelsen og underviserne vil acceptere tabet af kontrol, og hvis de studerende kan løfte ansvaret for egen og andres læring, er jeg ikke i tvivl om, at anvendelsen af Web 2.0 værktøjer kan bidrage positivt til de studerendes læring og dannelse. Spørgsmålet er blot, om det er alle studerende der kan løfte dette ansvar, og hvad man eventuelt kan gøre for at sikre, at uddannelserne og underviserne stadig har mulighed for at støtte de studerende, som har behov for det?

Rundt om den netbaserede uddannelse

Netværket for netbaserede uddannelser i UCC, UC Syd og VIA UC afholdt i går konference om de funktioner, der ligger til grund for det at udbyde en netbaseret uddannelse.

Konferencen blev indledt med et spændende oplæg af Peter Olaf Looms, direkte fra Hong Kong.

Oplægget tog fat i to overordnede spørgsmål: Hvad vil vi med de netbaserede uddannelser, og hvilke teknologier skal vi anvende? Looms argumenterede for, at man som uddannelsesinstitution må gøre sig klart, om man udbyder en netbaseret uddannelse udelukkende af økonomiske hensyn, eller om man også tror på, at de studerende får 'noget mere' ud af at være tilstede på nettet. En af hans pointer var, at den asynkrone virtuelle undervisning ikke kan stå alene i en dansk kontekst, idet den kun giver meget lidt plads til refleksion hos de lærende. Han plæderede derfor for brug af blended learning.
Hvis du har QuickTime installeret på din computer, kan du se og høre oplægget her.
Du navigerer ved hjælp af piletasterne.

Efter oplægget var der seks workshops. Ester Gregersen, lektor ved pædagoguddannelsen, UCC, stod for en workshop om 'hullerne i og imellem konferencerne på nettet'. I workshoppen blev diskussionen omkring behovet for at krydre netuddannelsen med tilstedeværelsesundervisning udbygget. Gregersen argumenterede for, at de studerendes behov for at danne relationer til medstuderende og underviseren ikke indfries i rene netbaserede forløb. Fra flere af deltagerne i workshoppen var der dog protester, og argumentationen gik bl.a. på, at et krav om tilstedeværelsesseminarer på netbaserede uddannelser griber ind i den fleksibilitet, som er medvirkende til at mange studerende vælger de netbaserede uddannelser fremfor de ordinære uddannelser.

I en anden workshop præsenterede Ulrik Andersen, uddannelsesleder ved pædagoguddannelsen Midt-Vest, VIA UC, nogle af de potentialer og kritiske faktorer, som den netbaserede uddannelse kan medføre. Bl.a. pegede han på potentialer i forbindelse med, at undervisere som både underviser på de netbaserede uddannelser og på de ordinære uddannelser, kan bruge mange af de værktøjer de anvender på de netbaserede uddannelser i forbindelse med tilstedeværelsesundervisningen. Det kunne fx være i forbindelse med struktureringen af de studerendes selvstudietid, vejledningen eller i forhold til en øget fleksibilitet i undervisernes arbejdstid. Af kritiske faktorer nævnte han bl.a., at der opleves et stort frafald på de netbaserede uddannelser, sammenlignet med de ordinære. Bl.a. mente han, at det at en høj grad af skriftlighed er en forudsætning for at deltage på en netbaseret uddannelse, kan være med til at ekskludere nogle studerende fra studiefællesskabet.

Konferencen rejste en lang række spørgsmål, som fortjener at blive undersøgt og diskuteret: Kan man sikre en fornuftig relationsdannelse mellem de studerende og mellem underviseren og de studerende, uden at indlægge et antal tilstedeværelsesseminarer i de netbaserede forløb? Kan man, ved at anvende fx sociale medier, sikre at de de studerende lærer hinanden at kende i en sådan grad, at de føler sig forpligtede på hinandens læring? Eller ligger der noget unikt i det fysiske møde, som ingen teknologi kan mediere? Kan skriftligheden i de netbaserede uddannelser erstattes af noget andet?

Giv gerne din mening til kende.