20 december 2013

Runerod

af Daniella Tasic Hansen, konsulent i e-læringspædagogik

Forlaget Matematik, Kanda Aps, @ventures og eVidenCenter har i længere tid arbejdet med udviklingen af det digitale læringsspil Runerod. Nu er den første version af spillet tilgængelig: Runerod – Episode 1.

Det digitale læringsspil Runerod handler om en dreng, som ved et tilfælde havner i verdenen Runerod. Her udkæmpes en kamp mellem gode og onde kræfter, hvor mennesker, alfer og dværge bekriger det onde Thusefolk, og drengen bliver inddraget i denne konflikt på det godes side. Alt sammen i håbet om, at han kan besejre de mørke kræfter, der truer Runerod, samt vores egen verden.

Formålet med Runerod er at engagere og motivere elever, som ikke trives med traditionelle undervisningsmetoder. Runerod forsøger at bidrage til en præsentation af matematiske problemstillinger på en engagerende og kreativ måde, der rammer denne målgruppe, så de får lyst til at arbejde med matematik. Da de fleste af missionerne og opgaverne er bundet op på trinmål for faget matematik efter 6. klasse, kan Runerod bruges til at træne forskellige matematiske opgaver, hvor disse præsenteres på en anderledes måde end i fx en bog eller et opgavehæfte. Runerod kan således bidrage til variation, elevaktivering og differentiering i undervisningen.

Thorkild Hanghøj skriver om spil:

”Det mest iøjnefaldende kendetegn ved spil er, at de er motiverende. Eleverne oplever ofte, at det giver mening, når de bliver udfordret til at løse konflikter inden for de trygge rammer af et spilscenarie.”
(Hanghøj, Thorkild: ”Spil i din undervisning”, Reflex, 2009)

I udviklingen af Runerod har der været et fokus på netop motivation samt det meningsfyldte i en undervisnings- og læringsmæssig sammenhæng. Kombinationen mellem motivation til at lære (gennem spilmekanismer og spilunivers) og et fagligt indhold bundet op på formelle undervisningsmål samt en vejledning til, hvordan spillet kan anvendes i undervisningen, skulle gerne bidrage til både den meningsfyldte inddragelse samt et læringsmæssigt udbytte hos eleverne. Det er i hvert fald hensigten.

Jeg vil opfordre interesserede til at gå ind på denne hjemmeside: www.runerod.dk (her ligger materiale om spillet, og der er mulighed for at downloade en gratis version).

Temahæfte om Runerod kan findes her 

Vi håber på fortsat at kunne videreudvikle Runerod, og vil derfor opfordre alle interesserede til at komme med feedback fra eventuel inddragelse af Runerod – Episode 1 i undervisningen. Kommentarer til spillet modtages derfor gerne – enten her på bloggen eller til daha@aabc.dk

05 december 2013

Hvad gør underviseren, når tests bliver en ”social teknologi”?

Mens færdighedstests tilskrives en stadig mere central rolle i uddannelsespolitik og undervisningspraksis, påpeger fagfolk og forskere, at tests og "testkulturen" meget vel kan have negative konsekvenser for de lærendes sociale liv. Det argumenteres bl.a., at testresultater har en uheldig indflydelse på selvforståelsen og forholdet til klassekammerater og medstuderende, ligesom det mere radikalt også argumenteres, at selve vidensamfundets grundlag er i fare, når tests drages ind i vores uddannelsessystem.

Hvordan håndterer man så tests - dette tveæggede sværd - i et klasseværelse, når man som underviser ved, at det kan flytte undervisningen et bedre sted hen, men samtidig gøre grundlaget for en personlig og faglig udvikling hos eleverne ensidig og skrøbelig?
Selv har jeg intet svar på, hvordan tests kunne anvendes på en så at sige mere social bæredygtig vis. Men jeg er overbevist om, at det er nødvendigt at drøfte dette praktiske dilemma, som mange undervisere må befinde sig i. Derfor håber jeg, at indlægget kan virke som et anslag til at gøre sig konkrete overvejelser eller måske dele gode erfaringer i kommentarsporet nedenfor. 

For at sætte lidt gang i tankerne, kommer her en lidt mere detaljeret opstilling af to positioner - groft sagt - for og imod brugen af tests. 

På den ene side står det klart, at tests er et konstruktivt værktøj til brug i såvel politisk som praktisk øjemed ("Det Globale Uddannelsesmeter". Lars Qvortrup i Asterisk, nr. 53 juni-juli 2010. Danmarks Pædagogiske Universitet, Aarhus Universitet).

Et kendt eksempel på metoden er OECD-undersøgelsen PISA, der gennemføres hvert tredje år i medlemslandene, og som indgår i grundlaget for individuelle medlemslandes uddannelsespolitik.

Som et praktisk værktøj bruger mange danske uddannelsessteder tests som et screening- og evaluerings i uddannelsesforløb. Her fungerer testene som et visiteringsværktøj, fx til brug af holdsammensætning og udvikling af lærerplaner. 
I selve klasseværelset kan tests være et alsidigt værktøj for underviseren til både  at skabe overblik og evaluere. Med elektroniske tests har underviseren en mulighed for at måle basisviden, og graden af kompleksitet heraf; indplacere elevers og studerendes specifikke fagviden på et taksonomisk niveau, samt at give et individuelt billede af kompetencerne hos de lærende. 

Disse fordele modsvares af en række ulemper, som Diane Reary samler i en bred humanistisk systemkritik af tests i undervisning samt den individualisering og systematisering af læring, test er udtryk for (se fx Reary 2011). 

Rearys hovedbudskab er, at foruden den instrumentale funktion med at måle på en gruppes færdigheder og kompetencer, er test en teknologi, hvis anvendelse også påvirker gruppen og samfundet i sin helhed - altså, en teknologi, der skaber en social virkelighed. Reary er professor i pædagogik, og har med sin forskning vist, at test virker demotiverende på den lærende og udhulende på skolens evne til at stimulere sine elevers lyst til at lære("Unges motivation og læring". Niels Ulrik Sørensen et al.. København 2013: Hans Reitzels Forlag, 113-27). Argumentet er velkendt og slår ydermere på, at et ensidigt fokus på resultater og karakterer i folkeskolen ultimativt fører til en øget social ulighed i samfundet. Dette skyldes, at mobilitet i uddannelsessystemet, som determineres af testresultater, korresponderer med social status og mobilitet i samfundet. Helt basalt, siger Reary, er det gode liv derfor på uretfærdig vis afhængig af testresultater i uddannelsessystemet.

Reary finder også opbakning herhjemme, hvor eksempelvis lærerprofession.dk for kort siden kårede årets bedste bachelor- og diplomprojekter; begge vinderprojekter argumenterede netop i tråd med Reary, at kvalificeret læring sker af begejstring og for lystens mere end præstations skyld.  

Tidligere dette efterår skrev så psykolog og lektor ved Aalborg Universitet, Einar Baldursson, at vidensamfundet ligefrem er truet med henvisning til, at tests strømliner uddannelserne og "overser" vigtige ressourcer i den introverte elev og studerende. Tests er altså ikke alsidige nok til at opfange de ressourcer, som samfundet skal bygges af. Det spændende ved Baldurssons argument er dermed, at han kritiserer den brede præstationskultur - som test indgår i - for at underminere de kompetencemål for det vidensamfund, som selv PISA siges at understøtte. 


Så, kære undervisere, hvordan håndterer man bedst dette tveæggede sværd i klasserummet? Forsøger man at kompensere ved fx at sætte testresultaterne i kontekst med andre resultater og metoder, når et testforløb er overstået? Eller skjuler man individuelle præstationer og fremlægger kun gennemsnit? Nogle bud?