Evaluering er andet end test

I et indlæg i Politiken den 17. september, præsenterer Poul Skov fra Center for Grundskoleforskning ved DPU nogle af resultaterne fra en undersøgelse af evalueringspraksis i den norske grundskole. Poul Skov lægger i sin præsentation vægt på, at undervisere og skoleledere er enige om, at lærerens løbende iagttagelse af eleverne i langt højere grad end resultaterne fra de nationale test forbedrer elevernes læring. Også konferencesamtaler med elevernes forældre og forberedte individuelle samtaler med eleverne er ifølge lærerne og skolelederne vigtigere end resultaterne fra de nationale test.

Poul Skov bemærker i sit indlæg, at et af de vigtigste krav til en god evaluering er, at den anvendes fremadrettet til forbedring af undervisningen. I debatten om de nationale test i Danmark, høres der ofte argumenter om, at de nationale test er et kontrolredskab, som kun tjener til sammenligning af det faglige niveau mellem skolerne. De nationale test er dog mere end det, hvis de benyttes på den rigtige måde. De er også et værktøj, som kan bidrage til at give lærerne et indblik i, hvilke elever der har behov for ekstra støtte på en række faglige områder.

Det er klart, at de nationale test ikke kan stå alene i en evaluering; der er områder som det ikke er muligt at teste indenfor de rammer, som den elektroniske testform giver. Til gengæld er det lige så klart, at lærerens iagttagelse af eleverne og samtale med elevernes forældre i lige så lille grad kan stå alene som evalueringsform. De forskellige evalueringsformer må bruges i samspil, for at give et så bredt dækkende billede af den enkelte elevs faglige niveau og behov for støtte. Kun derved kan man sikre, at resultaterne fra evalueringerne kan bruges fremadrettet på den bedst mulige måde.

Evaluering er andet end test, men evaluering er også test. Derfor er det vigtigt, at lærerne omfavner alle tilgængelige evalueringsformer, og bruger dem konstruktivt til at forbedre undervisningen og dermed elevernes læring.

Eksamenssnyd på universiteterne?

Ritzau skriver, at antallet af studerende ved universiteterne i København og Århus som snyder ved eksamen, er steget eksplosivt indenfor de seneste år. Antallet af studerende, som er grebet i at kopiere dele af tekster fra internettet ind i deres eksamensopgaver, er steget med 37 % fra 2008 til 2009, og for Aarhus Universitet er stigningen på hele 88 %.

Sven Bislev, som er prodekan ved CBS, mener at stigningen skyldes, at "Google-generationen", der er vokset op med bl.a. fil-deling og Wikipedia, er kommet på universitetet. Denne generation har ifølge Svend Bislev svært ved at skelne mellem originale tekster, og tekster som er sammensat af dele fra forskellige andre tekster. De forstår dermed ikke reglerne for, hvordan man bruger dele af tekster som andre har skrevet i sine opgaver.

Man kan argumentere for, at de studerende og institutionerne placerer sig sig på hver sin side af en kamp mellem to forskellige vidensopfattelser, som de er beskrevet af Gibbons m. fl. i bogen "The new production of knowledge" (1994). 

Institutionerne indtager en plads i den lejr, hvor viden opfattes som noget der udvikles indenfor bestemte forskningsfelter. Der sidder en række eksperter, som hver for sig eller i fællesskab, udvikler viden på et bestemt kerneområde. Denne viden har de oparbejdet over mange år, og eksperterne kan gøre hævd på den viden de hver især har udviklet. I dette paradigme kvalitetssikres ny viden indenfor det lukkede forskningsfelt, eksempelvis gennem en sikring af, at den bygger videre på den indenfor forskningsfeltet anerkendte viden.

De studerende placerer sig derimod i den anden lejr, hvor viden opfattes som et bredere fælles anliggende. Fremfor at viden udvikles indenfor et lukket forskningsfelt, er den et samfundsmæssigt anliggende, og alle, som har en mening om et emne, kan frit bidrage til videreudviklingen af den viden der findes om emnet. Her er der ikke nogen der "ejer" viden - den udbygges og videreudvikles løbende, og en viden mister sit tilhørsforhold til forfatteren i det øjeblik en anden person reflekterer over den, og kombinerer den med sin egen viden. Her er ny videns kvalitet ikke noget som kan bestemmes objektivt. Istedet må den bedømmes ud fra hvorvidt den giver mening for den enkelte, og kan danne baggrund for en videreudvikling.

Spørgsmålet er, hvilket paradigme man ønsker skal vinde. Skal viden fremover opfattes som noget der tilhører enkeltpersoner eller forskningsfællesskaber, eller skal den opfattes som noget vi ejer i fællesskab, og som enhver har ret til frit at benytte sig af og videreudvikle på?

Hvis man vælger at gå den vej, hvor viden opfattes som noget vi alle ejer, er man nødt til at overveje, om de eksamensformer der anvendes idag, er givtige. Man må væk fra forestillingen om, at det at sammensætte uddrag fra forskellige tekster af andre til en opgave er snyd, og må istedet opfatte det som udtryk for en kompetence til at uddrage relevant eksisterende viden og herudfra skabe en ny fortolkning.

Omvendt må man, hvis man vælger  at gå den vej, hvor viden opfattes som noget der tilhører enkeltpersoner eller forskningsfællesskaber, overveje hvordan man vil sikre, at de studerende bliver i stand til at anvende eksisterende viden på en måde, så det i deres opgaver bliver klart hvor de har denne viden fra, og hvor deres egen fortolkning af en eksisterende viden begynder.

Spørgsmålet er åbent: Hvilken vidensopfattelse skal vinde?