I foråret gik en række gymnasieelever på 14 udvalgte gymnasier til eksamen. De havde, i forbindelse med et forsøgsprojekt, adgang til internettet under deres eksamen. Der kan læses om projektet på Undervisningsministeriets hjemmeside. Projektet har været en stor succes, og forsøget får foreløbig lov til at fortsætte indtil sommeren 2010. Mange mener, at forsøget placerer Danmark i front hvad angår anvendelsen af digitale midler under eksamen.
Man kan spørge om det er et problem, at gymnasieeleverne under forsøget ikke har kunnet bruge internettet frit under deres eksamen. Et af de krav der har været til gymnasieelevernes brug af internettet under eksamen har nemlig været, at de ikke måtte bruge det til at kommunikere med andre. Det er klart, at en kommunikation med andre ville gøre eleverne i stand til at rådspørge sig hos eksperter indenfor et område, eller i stand til at spørge klassekammerater eller andre om hjælp i forbindelse med besvarelsen af en opgave. Derved ville der i mindre grad være mulighed for at vurdere elevernes individuelle viden og færdigheder i forhold til informationssøgning. Alligevel kan der være argumenter der taler for, at der bliver åbnet for at eleverne kan kommunikere med hinanden og med andre, når de anvender internettet under eksamen.
Hvor den eksamensform som er anvendt i projektet i høj grad kan understøtte en vurdering af elevens evne til at søge informationer på internettet, giver den på ingen måde en indikation af, hvorvidt eleven er i stand til aktivt at opsøge relevant hjælp til løsningen af et givent problem. Internettet blev tidligere primært brugt til at søge i databaser, men idag bliver det i langt højere grad anvendt som en platform for kommunikation og direkte udveksling af informationer mellem brugere. Email, instant messaging, debatfora og blogs er blot nogle af de muligheder der er for at kommunikere med andre brugere af internettet. Det er i mine øjne vigtigt, at gymnasieeleverne bliver trænede i denne form for kommunikation - en form for kommunikation, som de med stor sikkerhed vil skulle benytte sig af i deres liv efter gymnasiet.
Spørgsmålet er, om det vi ønsker at vurdere og bedømme under eksamen, er elevernes individuelle evne til at finde løsninger på et problem, eller deres evne til at kommunikere med andre og derigennem finde frem til løsningen på et problem. Hvis Danmark fortsat ønsker at være i front hvad angår brugen af internet under eksamen, tror jeg vi er nødt til at tage denne diskussion.
Viser opslag med etiketten eksamen. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten eksamen. Vis alle opslag
26 oktober 2010
01 september 2010
Eksamenssnyd på universiteterne?
Ritzau skriver, at antallet af studerende ved universiteterne i København og Århus som snyder ved eksamen, er steget eksplosivt indenfor de seneste år. Antallet af studerende, som er grebet i at kopiere dele af tekster fra internettet ind i deres eksamensopgaver, er steget med 37 % fra 2008 til 2009, og for Aarhus Universitet er stigningen på hele 88 %.
Sven Bislev, som er prodekan ved CBS, mener at stigningen skyldes, at "Google-generationen", der er vokset op med bl.a. fil-deling og Wikipedia, er kommet på universitetet. Denne generation har ifølge Svend Bislev svært ved at skelne mellem originale tekster, og tekster som er sammensat af dele fra forskellige andre tekster. De forstår dermed ikke reglerne for, hvordan man bruger dele af tekster som andre har skrevet i sine opgaver.
Man kan argumentere for, at de studerende og institutionerne placerer sig sig på hver sin side af en kamp mellem to forskellige vidensopfattelser, som de er beskrevet af Gibbons m. fl. i bogen "The new production of knowledge" (1994).
Institutionerne indtager en plads i den lejr, hvor viden opfattes som noget der udvikles indenfor bestemte forskningsfelter. Der sidder en række eksperter, som hver for sig eller i fællesskab, udvikler viden på et bestemt kerneområde. Denne viden har de oparbejdet over mange år, og eksperterne kan gøre hævd på den viden de hver især har udviklet. I dette paradigme kvalitetssikres ny viden indenfor det lukkede forskningsfelt, eksempelvis gennem en sikring af, at den bygger videre på den indenfor forskningsfeltet anerkendte viden.
De studerende placerer sig derimod i den anden lejr, hvor viden opfattes som et bredere fælles anliggende. Fremfor at viden udvikles indenfor et lukket forskningsfelt, er den et samfundsmæssigt anliggende, og alle, som har en mening om et emne, kan frit bidrage til videreudviklingen af den viden der findes om emnet. Her er der ikke nogen der "ejer" viden - den udbygges og videreudvikles løbende, og en viden mister sit tilhørsforhold til forfatteren i det øjeblik en anden person reflekterer over den, og kombinerer den med sin egen viden. Her er ny videns kvalitet ikke noget som kan bestemmes objektivt. Istedet må den bedømmes ud fra hvorvidt den giver mening for den enkelte, og kan danne baggrund for en videreudvikling.
Spørgsmålet er, hvilket paradigme man ønsker skal vinde. Skal viden fremover opfattes som noget der tilhører enkeltpersoner eller forskningsfællesskaber, eller skal den opfattes som noget vi ejer i fællesskab, og som enhver har ret til frit at benytte sig af og videreudvikle på?
Hvis man vælger at gå den vej, hvor viden opfattes som noget vi alle ejer, er man nødt til at overveje, om de eksamensformer der anvendes idag, er givtige. Man må væk fra forestillingen om, at det at sammensætte uddrag fra forskellige tekster af andre til en opgave er snyd, og må istedet opfatte det som udtryk for en kompetence til at uddrage relevant eksisterende viden og herudfra skabe en ny fortolkning.
Omvendt må man, hvis man vælger at gå den vej, hvor viden opfattes som noget der tilhører enkeltpersoner eller forskningsfællesskaber, overveje hvordan man vil sikre, at de studerende bliver i stand til at anvende eksisterende viden på en måde, så det i deres opgaver bliver klart hvor de har denne viden fra, og hvor deres egen fortolkning af en eksisterende viden begynder.
Spørgsmålet er åbent: Hvilken vidensopfattelse skal vinde?
Etiketter:
eksamen,
universitetet,
viden,
vidensopfattelse
Abonner på:
Opslag (Atom)