02 maj 2011

Uddannelse - frygt eller håb?

Claus Holm, prodekan for formidling ved DPU, Aarhus Universitet, skelner i sin leder i tidsskriftet Asterisk mellem to former for frygt, som præger og driver det danske uddannelsessystem.

Den ene form for frygt, er frygten for at den enkelte elev ikke har et tilstrækkeligt selvværd. Frygten forstærkes af, at der stilles højere og højere krav til fagligheden, hvilket vil medføre at en del af skolens elever vil opleve nederlag, når deres evner ikke rækker.

Den anden form for frygt, er frygten for at Danmark som nation bliver kørt bagud i den internationale økonomiske konkurrence. Denne frygt forstærkes af dårlige resultater i PISA-undersøgelser, og af især Kinas hastige økonomiske fremmarch.

Ifølge Claus Holm arbejder politikerne for, at vi som danskere i højere grad kommer til at føle mere for den anden frygt, frygten for ikke at slå til som nation. Hvis politikerne lykkes med dette projekt, vil det ifølge Claus Holm resultere i en bedre balance mellem individ og fællesskab, som vil være til gavn for fagligheden i skolen, og for den folkelige konkurrencekraft.

Det kan undre, hvorfor Claus Holm gør frygten, og ikke håbet, til uddannelsessystemets drivkraft. Han skriver selv:

"Imidlertid er det sådan, at europæere – herunder danskere som de er flest – lægger mere vægt på frygten end på håbet."  

Hvis det virkelig er tilfældet, er der, så vidt jeg kan se, al mulig grund til at gøre det til skolens fornemmeste opgave at indgyde den enkelte elev håb om, at netop hans eller hendes evner har positiv betydning for fællesskabets fremtid. Fremfor at læreren skal samle eleverne op når de har lidt faglige nederlag, skal lærerne støtte eleverne i deres arbejde, så de oplever at de slår til, og bevarer lysten til at lære nyt, og evnen til at bidrage til fællesskabet. 

På den måde kan skolen måske bidrage til, at danskerne fremover lægger mere vægt på håbet end på frygten. Og det er vel håbet, ikke frygten, der bedst motiverer udviklingen af et samfund, der både indfrier fællesskabets og den enkeltes behov?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar