Digitalisering af undervisningen

Af gæsteblogger cand. polyt. Birgitte Petersen

Jeg underviser på Bygningskonstruktøruddannelsen international linje, som er en professionsbachelor, i faget anvendt matematik.
I efteråret 2013 valgte jeg at lægge hele min undervisning om fra sporadisk brug af Blended Learning i undervisningen, lidt videoer med teori over gennemregnede eksempler til simple test, til en næsten fuldstændig digitalisering af lektionerne.

Årsagen til dette skift er, at BYOD – Bring Your Own Device, som på min undervisningsinstitution blev indført i efteråret 2011, har ændret læringsrummet radikalt på få år. Desværre havde ingen, hverken politikere, ledere, undervisere eller andre, overvejet hvad det ville medføre i undervisningen.

Det jeg og andre undervisere især opdagede, var den kamp, der kom om de studerendes opmærksomhed grundet dette. Særligt den enorme fascination og tiltrækning web 2.0 teknologierne har på de studerende, udgør et problem i undervisningen. Iflg. Astrid Hauge er 94 % af de studerende på de sociale medier, også når der undervises.

Mange afbrydelser a la ”Nu hørte jeg ikke lige hvad der blev sagt” eller ”Jeg fulgte ikke lige med” etc. er helt normale kommentarer i en undervisningssituation i 2014.
Jeg indså, at hvis jeg fortsat skulle have et arbejde, jeg kunne være glad for, så måtte  ”Old School” tavleundervisning vige til fordel for en undervisningsstil, hvor de studerende og deres computere kunne inddrages aktivt hver gang i løsning af dagens opgaver/teori. Computerne anvendes nu til undervisningsrelateret faglighed i lektionerne i stedet for som før, til chat og underholdning.

De digitale værktøjer jeg især anvender er Prezi og student respons systemet Socrative.
Disse værktøjer giver mulighed for en netværksskabende proces i læringsrummet, således at de studerendes 21st Century Skills/digitale dannelse kommer mere i spil. Prezien er interaktiv og fungerer som en digital lektionsplan og Socrative er et synkront værktøj, som bl.a. har quiz funktion.

Samtidig med kurser i certificeringen i e-læringspædagogik deltog jeg også med et forsøg i UDDX, det erhvervsrettede uddannelseslaboratorium.
I UDDX-forsøget med titlen ”Større studenterdeltagelse qua digitalisering” var målet at kortlægge de studerendes opfattelse af den nye undervisningsform samt hvad der sker med lærerrollen.

Konklusionen på undersøgelsen var, at de studerende altovervejende er meget glade for en anden tilgang til matematikundervisningen. Faget opfattes som svært af mange, og måske har den studerende også haft nederlag tidligere i sit uddannelsesforløb. Særligt quizzerne, som indeholder et konkurrenceelement, er de glade for.
Der er endvidere en langt større aktiv studenterdeltagelse nu og dermed mindre tid til web. 2.0 teknologierne i undervisningen.

Men der er selvfølgelig også malurt i bægeret. De studerende, der er fagligt svage i matematik og samtidig ikke besidder de nødvendige 21st Century Skills, oplever en langt større frustration i undervisningen end før og ønsker underviseren tilbage ved tavlen.
Endelig ses at lærerrollen ændres fra den traditionelle rolle, til nu at facilitere undervisningen, herunder organisere, samle op etc.

Tre spørgsmål til dem, som beskæftiger sig professionelt med undervisning kunne være:

• Hvad med de studerende, som ikke behersker 21st Century Skills?

• 21st Century Skills skal nødvendigvis også beherskes af underviserne, så hvor ”digital” skal man være som underviser?

• Hvad sker der med underviserens fagfaglighed, når lærerrollen ændres til at facilitere undervisningen?

Google Glass i undervisningen

Af pædagogisk konsulent Tobias Kidde Skov

Google Glass er Googles seneste forsøg på at skabe en digital enhed, der i højere grad end tidligere set, forener den menneskelige virkelighed med den digitale virkelighed -  defineret som augmented reality. Selvom Google Glass endnu ikke er tilgængelig for den almindelige bruger, er flere allerede begyndt at udforske brillens muligheder, også i undervisningssammenhænge.

Men er det muligt at forene Google Glass og undervisning på en virkningsfuld måde?

Som udgangspunkt er der endnu ikke skrevet meget om brugen af Google Glass i undervisningssammenhænge og man må, indtil videre, nok forholde sig kritisk til de såkaldte Google Glass Explores, som er udvalgt af Google selv.

Men der er begyndt at dukke erfaringer og bud op på, hvordan Google Glass kan inddrages i undervisningssammenhænge. Nogle af de muligheder,der indtil nu er skitseret, bærer dog præg af, at Google Glass stadig er en beta version, og derfor endnu ikke har bevist sit fulde potentiale. Dertil kommer, at der på nuværende tidspunkt ikke er et stor udvalg af Google Glass applikationer, som egner sig til inddragelse i undervisningssammenhænge.

Samtidig virker nogle af eksemplerne på brugen af Google Glass i undervisningssammenhænge, (fx ansigtsgenkendelses til at huske sine studerende, Google Translate direkte ved øjet, samt de studerendes mulighed forat sende spørgsmål direkte til underviserens brilleskærm) ikke til at have en tilpas stor værdi, der vil få undervisere til at bruge Google Glass.

Men hvad er så potentialet med Google Glass i undervisningssammenhænge på nuværende tidspunkt?

Et tydeligt potentiale i brugen af Google Glass ligger i optagerfunktionen, som giver den direkte personvinkel og som dermed optager en sekvens, som den er set fra personen. Med optagerfunktionen er der specielt to punkter, hvor jeg ser Google Glass som et værktøj i undervisningen.

Det første punkt handler om kollegial supervision, som er et pædagogisk værktøj, der kan være med til at kvalificere og udvikle den enkelte undervisers undervisningspraksis. I den kollegiale supervision vil det normalt være en kollega, der ser underviserens undervisning udefra, men med Google Glass er det både muligt at få en direkte personlig vinkel fra underviserens side eller fra den kollega, der observerer. Optagelserne fra underviserens synspunkt kan være med til at skabe en bedre forståelse af, hvordan og hvad underviseren oplever gennem sin undervisning. Samtidig bliver det også lettere for observatøren at gengive sine oplevelser ud fra en personlig synsvinkel, når den er optage gennem brillerne. Det kan kvalificere de konkrete vejledningspunkter, at dokumentationen sker ud fra de involveredes synvinkler.

Det andet punkt handler om optagelsen af praksiserfaring, som kan bruges i undervisnings- og vejledningssammenhænge, og som i højere grad skal forene forståelserne i praksis med undervisningen. Praksiserfaringen kan fx være fra de håndværksmæssige fag, kirurgien, arkitektfaget eller politiet. Her kan en underviser, en fagperson eller en praktikant optage forskellige arbejdssituationer. Disse optagelser kan bruges i undervisningen eller vejledningen og kan være med til at mindske afstanden mellem fag og den reelle praksis.

Med Google Glass’ nuværende udgangspunkt er det svært at se det fulde potentiale i undervisningssammenhænge, ud over de muligheder, der ligger i optagerfunktionen. Man må samtidig sige, at med den nuværende pris på ca. 1500 dollars og den manglende tilgængelighed for almindelige undervisere, vil der gå en del tid, før vi rigtig ser potentialet med Google Glass i undervisningssammenhænge.

Kompetenceudvikling og lærerens undervisningspraksis

Af pædagogisk konsulent Tobias Kidde Skov

Teknologier har altid være aktuelle i undervisningskontekster, og lærere har altid arbejdet med teknologier i undervisningen. Det er velkendte teknologier som tavlen, kridtet, papir, bøger og hæfter, som er med til bl.a., at mediere forholdet mellem lærer og lærende og generelt påvirke klasserummet. I dag presser nye teknologier sig på for at blive implementeret og inddraget i undervisningen - teknologier som computere, mobiler, interaktive tavler, apps osv.

Der findes mange eksempler på skoler og uddannelsesinstitutioner, der har indkøbt iPads, interaktive tavler og digitale læremidler, som nye teknologier der skal indgå i undervisningen. Denne stigende interesse for nye digitale teknologier i uddannelsessektoren har naturligt skabt en efterspørgsel fra ledere og lærere på mere kompetenceudvikling. Lærerne skal med kompetenceudviklingen lære at inddrage de nye teknologier i undervisningen, og det skal på sigt skabe en merværdi for fx undervisningen, læringen eller institutionen.

Men spørgsmålet er, om kompetenceudviklingen i nye teknologier dækker de udfordringer, som opstår i en undervisningspraksis, når man inddrager ny teknologi?

I artiklen ”Hvordan ændrer teknologier læreres praksis, og hvad skal lærere lære om teknologi i lærerarbejdet? ” præsenterer Brok og Schrøder begrebet multistabilitet som en måde at beskrive teknologiers påvirkning af lærerens undervisningspraksis. Teknologier skal altid bruges og tænkes forskelligt afhængigt af de forståelser og kontekster, de indgår i. Det kræver derfor en tydelig kobling mellem den nye teknologi og lærens undervisningspraksis. 

Problematikken ses i kompetenceudviklingsbegrebet,  der ofte er løsrevet fra den undervisningspraksis og kultur, som lærerne til dagligt indgår i, og kvalificeringen af teknologier og didaktik sammenkobles ikke med lærerens eget udgangspunkt. Derfor ender alt for mange lærere med en kompetenceudvikling, som de ikke føler henvender sig til deres praksis.

Men hvorfor er det afgørende at medtænke multistabilitet, lærerens arbejdskultur og undervisningspraksis, i inddragelsen af nye teknologier?

For det første forandrer teknologier de forhold, der omkredser undervisningen og påvirker dermed direkte lærerens praksis. På samme måde som de gamle teknologier, medierer de nye teknologier også forholdet mellem læreren og de lærende, og forandrer betingelserne for undervisningen.
For mange lærere flugter undervisningens vilkår ikke med de teknologikompetencer, de tilegner sig. Kompetenceudviklingen inddrager ofte ikke underviserens analyse af, hvordan inddragelsen af nye digitale teknologier udfordrer konventionelle forståelser af eksempelvis de lærende som digitale indfødte, sprog, forventninger og lærerens rolle som ekspert.

På den måde skaber kompetenceudviklingen en forståelse af teknologi som understøttelse af lærerens undervisning, i stedet for et medieret forhold mellem læreren, de lærende og undervisningen.

For det andet vil lærere ofte opleve, at de er nødt til at genfortolke de nye digitale teknologier til den praksis, de skal indgå i. Det kræver derfor også, at man som lærer kan skabe den kobling, der er mellem de teknologiske kompetencer, man tilegner sig gennem kompetenceudviklingen, og ens egen situerede praksis.

Og hvordan kan man så skabe den kobling?

Jeg mener ikke, der findes ét konkret svar, der løser problemet. Det er klart, at man i kompetenceudviklingen i højere grad kan inddrage lærernes erfaringer, oplevelser og udgangspunkter. Men ofte kendes lærernes baggrunde ikke på forhånd, og der er ikke altid tid nok til at inddrage problematikker fra dagligdagen.

Noget jeg mener, man som lærer kan gøre er, at indtænke de nye teknologier i undervisningen gennem nogle didaktiske overvejelsesspørgsmål. Det handler om at udbygge sin didaktiske praksis med spørgsmål, som omhandler implementeringen af nye teknologier ud fra de forhold, der påvirker undervisningen. På den måde får man som underviser tydeliggjort, hvordan teknologierne påvirker undervisningen, og hvordan man kan implementere dem.

Her er fire spørgsmål, jeg mener, man som underviser kan stille sig, inden man inddrager nye teknologier i undervisningen:

Hvordan påvirker de nye teknologier infrastrukturen og organiseringen af undervisningen?

Hvordan er de lærendes fortrolighed med nye digitale teknologier?

Hvordan påvirker de nye teknologier, fagets grundlæggende traditioner?

Ændres de konventionelle roller mellem læreren og de lærende, med inddragelsen af de nye teknologier?

Reference:

Brok, L. S., & Schrøder, V. (September 2014). Hvordan ændrer teknologier læreres praksis, og hvad skal lærere lære om teknologi i lærerarbejde. Pædagogisk Tidsskrift.

Spil og læring

Af Daniella Tasic Hansen, konsulent i e-læringspædagogik

eVidenCenter var i begyndelsen af april repræsenteret gennem fire medarbejdere ved festivalen Counterplay 2014. Temaet for festivalen var overordnet leg og spil, hvor oplæg og aktiviteter var placeret i tre forskellige spor: ”Playful Learning”, ”Playful Business” og ”Playful Culture”.

Vi gik til festivalen med fokus på deltagelse i sporet ”Playful Learning”. Formålet var at blive inspireret til at arbejde med leg og læring i forhold til inddragelse af it i undervisningen samt mere overordnet at få nogle forskellige perspektiver på spil og leg. Blev vores forventninger så opfyldt? Der må lyde et stort ja. Det var en veltilrettelagt festival med en engageret Mathias Poulsen i front og en række af relevante og spændende oplægsholdere. Tonen blev med det samme lagt an – der var tale om et kreativt og eksperimentalt frirum i de to dage, som festivalen varede. Det bevirkede, at der var plads til mange forskellige, skæve og interessante synsvinkler i forbindelse med det overordnede tema. Indholdet i oplæggene spændte fra konkrete praksiserfaringer til mere teoretiserende indlæg, med kobling til praksis.

Af de oplæg, som blev afholdt, vil jeg især nævne ét, som i særdeleshed var inspirerende, nemlig “Making education more meaningful - one zombie at a time” (oplægsholder Tobias Staaby, en norsk gymnasielærer). Da vi var fire af sted, var der følgeligt divergens i vores opfattelse af både indhold i og begejstring for oplæggene mv., men netop dette oplæg inspirerede os alle. Tobias brugte spillet ”TheWalking Dead” til at undervise i begreber som moral og etik. Staaby holdt et oplæg om brugen af spillet i sin undervisning med afsæt i de faglige og pædagogiske overvejelser, som han havde gjort sig omkring inddragelsen. Indholdet i oplægget var i sig selv særdeles spændende, men oplægget fik en særlig tyngde af, at han samtidig praktisk talt gennemførte en lektion med alle de tilhørende i salen. Det vil sige, at nogle af de ting han beskrev fra timerne, blev udført under selve oplægget. Der var blandt andet en af de deltagende, som stod for at manøvrere rundt i spillet ”the Walking Dead”, der blev lavet afstemninger i Kahoot (et afstemningsredskab), og han inddragede aktivt alle de deltagende.

Selve spillet er baseret på en tv-serie/et post-apokalyptisk gyserdrama, hvor omdrejningspunktet er, at jorden er blevet ”overrendt af zombier” (se mere her).  I spillet bliver spilleren udsat for forskellige dilemmaer, som han kan vælge forskellige løsninger til. Det udnyttede Staaby i sin undervisning, og han benyttede bl.a. de opstillede dilemmaer i spillet som baggrund for debat, refleksion og perspektivering i sammenhæng med de emner og problemstillinger, som faget ellers indeholdte. Det var et rigtig inspirerende oplæg, som gav stof til eftertanke i forhold til både undervisningsmetoder samt en meningsfyldt inddragelse af computerspil i undervisningen med fokus på det faglige og pædagogiske sigte – gennem leg.

På festivalen var der en række eksempler på, hvorledes en undervisning kunne forløbe med et afsæt i leg og læring med et fokus på pædagogikken og fagligheden. I den sammenhæng vil jeg også nævne Stine Melgaard Lassen og Tore Neergaard Kjellow fra Columbusskolen, som gav en fin beskrivelse af deres arbejde med inddragelse af computerspil i undervisningen. Se mere om projektet her

Da vi hos eVidenCenter arbejder med spil og læring og i flere år i samarbejde med Forlaget Matematik og Kanda har arbejdet med udviklingen af læringsspillet Runerod, var det i særdeleshed spændende at se, hvordan andre inddrager spil i undervisningen, og alt i alt var det en inspirerende festival, som gav stof til eftertanke. Forhåbentlig vil der også være et tilsvarende arrangement næste år.

Hvad gør vi med den digitale dannelse?

Af Daniella Tasic Hansen, konsulent i e-læringspædagogik

I dette indlæg vil jeg præsentere nogle konkrete bud på overvejelser, der bør tages i betragtning, når der arbejdes med begrebet i praksis i uddannelsesmæssig sammenhæng. Det gøres på baggrund af en nyligt afholdt workshop om digital dannelse på netværkskonferencen Digital læring på ungdomsuddannelserne i Region Midtjylland.

Der findes forholdsvis mange definitioner af digital dannelse (se eventuelt præsentationen fra workshoppen), og de forskellige definitioner på begrebet, giver, hvis man beskuer dem samlet, udtryk for et ret nuanceret billede af, hvad digital dannelse kan indebære. Jeg er opmærksom på, at definitionerne ikke nødvendigvis er kompatible, men variationen i dem danner et spektrum af begreber, som kan være relevante at beskæftige sig med i denne sammenhæng. Det er begreber som fx kritisk sans, digital identitet, fremstilling af samt brug og genbrug af materiale, etik, ”digital literacy”, social interaktion, ”at opføre sig ordentligt”. 

Omvendt findes der dog umiddelbart ikke ret mange retningslinjer eller anvisninger til, hvordan vi i praksis kan arbejde med begrebet.  Derfor var workshoppens spørgsmål til deltagerne:

”Hvilken rolle har uddannelsessystemet ifm. digital dannelse(fx ledelses-, underviser- og elevroller)?”

”Hvordan kan vi/man inddrage digital dannelse i praksis?”

”Hvilke dele af det digitale dannelsesbegreb bør der være et særligt fokus på?”

Deltagerne i workshoppen var undervisere på de gymnasiale uddannelser eller personer, som på den ene eller anden måde var en tilknyttet uddannelsessystemet. Her er en oversigt over nogle af deres refleksioner og overvejelser:

• Eleverne bruger meget tid på at italesætte sig selv på nettet. Generelt bør der være mere fokus på ”tonen på nettet”
• Lederne på uddannelsesinstitutioner har en rolle i forhold til at formulere en strategi for digital dannelse, og hvordan den skal implementeres. 
• Etik er en flydende størrelse, så derfor er det vigtigt at få begrebet og målene formuleret. Det gælder både ift. til underviserne, men også eleverne.
• Undervisningen i digital dannelse skal være en progression, som skal gentages op i gennem uddannelsessystemet. Der bør være en kontinuerlig undervisning i digital dannelse.
• Italesættelsen af eleverne som eksperter (digitale indfødte) kan være problematisk, da eleverne ofte har mangler ifm. den digitale dannelse (især ifm. informationssøgning/kildekritik). Generelt set bør elevernes kritiske sans kvalificeres.
•  Mange undervisere tager elevernes digitale forudsætninger for givet, men oplevelsen er, at der er stor forskel på at bruge de digitale muligheder henholdsvis fagligt og privat.
•  Eleverne veksler på nettet med forskellige identiteter, og derfor mangler der en kerne, som den digitale dannelse kan være med til at italesætte.
• Dualiteten blev nævnt som et muligt omdrejningspunkt for begrebet, hvor der bliver fokuseret ligeligt på kompetencer og etik.

Ovenstående pointer er interessante og relevante i arbejdet med det digitale dannelsesbegreb i praksis, da de peger på, at der er mange forskellige vinkler til samt emner og problemstillinger, som bør inddrages, når der tales om digital dannelse. Da vi hos eVidenCenter løbende beskæftiger os med begrebet digital dannelse er alle kommentarer til, refleksioner over og erfaringer med det digitale dannelsesbegreb i praksis meget velkomne – så skriv gerne en kommentar.

I artiklen ”Digital Dannelse” kan I se nogle af de overvejelser, vi har gjort os ved eVidenCenter

Til yderligt interesserede anbefales artiklen ”Digital dannelse – et overblik” af Hans Siggaard Jensen.