Skal man kravle, før man kan gå?

Af pædagogisk konsulent Søren Lundsgård Jørgensen

I det forgangne efterår har vi kunnet følge en debat om ”12-tals piger”, der er et produkt af universiteternes og ”samfundets korrekthedskultur”. Debatten blev startet af Rane Willerslev, professor i antropologi, der i Politikken (29.8 2015) introducerede denne stereotyp på en mønster-studerende, der bl.a. er kendetegnet ved en lav risikovillighed i løsningen af faglige problemstillinger. Hos 12-tals pigerne (note: der i mange tilfælde er af hankøn) er der en risiko forbundet med at afvige fra en korrekt løsning, der på forhånd er givet i samtidens læringsmålstyrede undervisning, og som i sidste ende belønnes med et 12-tal. Willerslev har flere gange gentaget en generel kritik af uddannelsessystemet, fx dets ensidige og uhensigtsmæssige fokus på træning og tilegnelse af afgrænsede færdigheder (Deadline 1.9). Og igen i Politikken (25.11 2015) argumenterer Willerslev så som et alternativ til den nuværende situation, at læring i sit udgangspunkt bør følge et videnskabeligt ideal om leg, fællesskab og en konsekvent gentænkning af verden og dens etablerede sandheder.

Mens Willerslev bevidst kritiserer det bredere uddannelsessystem for en fejlslagen pædagogisk strategi i forsøget på at skabe mere innovative borgere, placerer Willerslev sig samtidig i en debat om, hvad innovation og herunder kreativitet er, og hvordan dette fostres af et uddannelsessystem. For i december 2015 svarede professor Lene Tanggaard m.fl. i Politikken på Willerslevs kritik og skrev, at sidstnævnte skyder forbi målet (9.12 2015). Problemet med at uddanne kreative dimittender skyldes ikke fokus på færdigheder, der netop kreativitetens forudsætning, argumenteres det. Grundlaget for at handle kreativt fremstår på den måde som individets ”kognitive parathed” (se fx Biggs & Collis 1982 s. 20-22). Uden dyb tilegnelse af færdigheder, fremstår den kreative mere højtråbende end innovativ, skriver Tanggaard m.fl.. Efterårets debat har altså udviklet sig til både at rumme Willerslevs kulturkritik af uddannelsessystemet og en pædagogisk-psykologisk diskussion af dette systems metoder til at uddanne kreative individer.

Jeg mener, at svenske erfaringer med e-læring og den dansk udviklede app WriteReader kan give empirisk vægt til nogle af argumenterne i debatten. Erfaringerne fra Sverige med at anvende computere til kreative skriveaktiviteter, viser, at læringen meget vel kan gå en anden vej end Tanggaard m.fl. foreslår – netop fra kreative, skriftlige aktiviteter til tilegnelse af faglige læsefærdigheder. Erfaringerne siger bl.a., at arbejdet med at skrive kortere historier – uden hensyntagen til stavning og grammatik – øger færdighederne i netop stavning og grammatik. Teorien om, at grundlæggende stave- og læsefærdigheder går forud for kreative skrivekompetencer, afvises altså af erfaringerne. Siden 1980’erne har metoden været kendt som ”write to read” (videnskab.dk 24.4 2013), og ny teknologi udvikles for at understøtte metoden. Danske Janus Madsen har eksempelvis udviklet app’en WriteReader, der netop har til formål at styrke læsefærdigheder ved at facilitere kreative skriveprocesser.

Hvis man ikke nødvendigvis skal være i stand til at kravle for at kunne gå (Politiken 29.8 2015), følger 12-tals pigernes lave risikovillighed en unyttig logik i uddannelsessystemet. For villigheden til at tage chancer og eksperimentere kan øge tilegnelsen af de færdigheder, uddannelsessystemet eksplicit belønner. Samtidig kan vi forvente, at risici i opgaveløsning styrker de kreative kompetencer, som både Willerslev og Tanggaard fastholder bør være et mål for uddannelse i Danmark.         

Glem alt om it

Af pædagogisk konsulent Daniella Tasic Hansen

Jeg er blevet inspireret. Jeg har i indeværende år haft fornøjelsen af at vejlede særligt to undervisere i inddragelsen af it i undervisningen. Selvom det jo egentlig var mig, der på den ene eller anden måde skulle inspirere dem i deres individuelle vejledninger, så har begge undervisere i den grad også inspireret mig. Vi har diskuteret pædagogik, didaktik og it, og de har arbejdet med en form for ”re-didaktisering” af undervisningsforløb. I både vejledningsforløbene og omlægningen af deres undervisning, har de begge udvist stor professionalisme gennem refleksioner over praksis, det pædagogiske og faglige sigte med omlægningen af deres forløb og ikke mindst i deres afprøvningsdel.

For begge underviseres vedkommende har de afprøvet nye aktiviteter i praksis og endog omlagt dele af undervisningspraksis. Det har blandt andet medført, at den ene har fundet en anden type af underviserrolle, end hun normalvis udøver (fra rollen som ekspert til rollen som deltager i et praksisfællesskab), og den anden har givet sig i kast omlægning af et undervisningsforløb med ”tilstedeværelse” til et Blended Learning forløb, hvor hun selv har udarbejdet en ny forløbsbeskrivelse samt efterfølgende materialer, opgaver og metoder fra bunden til brug for online-aktiviteter.  

Gældende for begge parter er det gjort med afsæt i didaktiske, pædagogiske og faglige overvejelser, hvor der er blevet truffet beslutninger om praksis, som i begge tilfælde har betydet, at de to undervisere har skulle gå ind på nye områder. Dette har krævet en vis grad af både ”mod” og inddragelse af andre undervisningsmetoder. Det har de gjort selvom, det måske kunne være lettere at vælge andre veje. De har med andre ord udvist en høj grad af professionalitet. Med professionalitet henviser jeg til deres faglige dygtighed og formåen til at udøve deres fag. Som en del af denne professionalitet har de pågældende undervisere ikke baseret deres valg på en personlig præference men derimod en faglig vurdering.

Til eksempel ville udsagnet: ”Jeg bruger personligt ikke Facebook, så jeg vil heller ikke inddrage det i min undervisning”, ikke være et professionelt argument for ikke at inddrage Facebook i undervisningen. Det professionelle argument kunne være, at mediet ikke passer til målgruppens forudsætninger, den valgte læringsform og arbejdet det faglige indhold. Når man som underviser overvejer fordele og ulemper ved at inddrage et givent it-værktøj eller medie i sin undervisning, er det værd at huske, at det ikke bør dreje sig om personlige præferencer men derimod om de lærendes uddannelse og læring.

Selvom det egentlig er en selvmodsigelse, så bør vi i virkeligheden glemme alt om it, når vi arbejder med inddragelsen af it i undervisningen. Det betyder ikke, at der ikke er nogle forhold og overvejelser, som er særlige for netop inddragelsen af it i undervisningen, men det drejer sig først og fremmest om professionalitet, faglighed, pædagogik og ikke mindst de lærende. Med det afsæt kan inddragelsen af it bidrage til undervisningen og samtidig give mening i forhold til fag, pædagogik og mål med uddannelsen.

Det så jeg eksemplificeret gennem vejledningen med de to undervisere. 

Videndeling – eller hvad?

Af Birgitte Klostergaard, kandidatstuderende i uddannelsesvidenskab på Aarhus Universitet.

Alle institutioner vil i dag videndele; dét at viden deles i hele institutionen er forbundet med at være en moderne udviklingsorienteret institution. Og hvilken institutionsleder er ikke interesseret i at kunne bryste sig af at være det? Institutionerne er imidlertid ikke opmærksomme på at videndeling ikke bare handler om at dele et dokument på nettet som alle kan tilgå. Institutionerne er ofte ikke klar over, at videndeling handler om langt mere og kræver et helt andet udgangspunkt. Institutioner iværksætter ofte videndelingen ud fra en forudsætning om, at alle faggrupper umiddelbart forstår hinanden, men dette kan man ifølge Beth. A. Bechky ikke automatisk gå ud fra.

Bechkys teori om videndeling kan være en måde at forstå videndeling på, og give indblik i hvordan man kan gribe en videndelingsproces an. Bechky kan være ideel i relation til en institution som skal have skabt og udviklet en ny viden på tværs af institutionen. Ifølge Bechky finder videndeling nemlig sted når grupper med hver deres specifikke fagforståelser kommer frem til en fælles forståelse.

Grupper taler det sprog der er knyttet til deres arbejdskontekst, og ser et givent problem ud fra deres syn og forståelse af et produkt som bunder i deres erfaringsgrundlag. Ved brug af genstande kan faggrupperne få et fælles erfaringsgrundlag, via en tranformationsproces. Dette sker ved at genstandene kan være med til at forandre de enkelte faggruppers forståelse af problemet, hvorved der kan skabes en ny fælles forståelse.

En gruppe kan anvende forskellige genstande eller ord som kan illustrere, og dermed gøre det tydeligere over for en anden faggruppe, hvad det er de mener og forstår ved en given problemstilling. Ved at anvende en genstand eller et ord der allerede er kendt for den anden gruppe bliver det lettere for de to grupper at komme frem til en fælles forståelse af en given problemstilling.     

Når en institution ønsker at forandre og udvikle sig er det vigtigt, at de enkelte faggrupper er i stand til at kommunikere på et sprog der er forståeligt for andre faggrupper. Hvis ikke de forskellige grupper kan videndele, er det umuligt at samarbejde omkring gennemførelsen af et projekt. En del af eVidensCenters arbejde er at lave workshops til medarbejderudvikling netop til institutioner som skal integrere nye krav og politiske tiltag således, at planlægningen og gennemførelsen af en given undervisning ændres. Derfor er videndeling ikke bare relevant når det drejer sig om, at en organisation ønsker at forandre og udvikle sig, det er også noget eVidensCenteret må tage højde for i planlægningen af workshoppen.

For at videndeling kan finde sted er det vigtigt at de forskellige faggrupper interagerer med hinanden og samarbejder om en løsning på tværs af grupperne. Ifølge Bechky kan en faggruppe først få ændret og siden skabt en ny forståelse ved, at den bliver opmærksom på en ny viden og, hvordan denne adskiller sig fra en anden faggruppes viden. Derfor må faggrupper forstå hvordan deres forståelse passer ind i en anden faggruppes og lære at tale et fælles sprog ved bl.a. at anvende billedsprog eller ved at tegne, for at illustrere hvordan den enkelte faggruppes forståelse passer ind i forhold til en andens. På den måde kan begge grupper få udvidet deres egen forståelse, og derved skabe en mere nuanceret viden. Dermed er det ikke bare inden for bestemte faggrupper at viden udvikles, den nye viden bliver skabt i hele institutionen ved at en viden bliver delt på tværs.

Det er endvidere vigtigt at videndelingen forsøges igangsat tæt forbundet med de enkelte faggruppers arbejdspraksis, da læring kan være svær at overføre til praksis, hvis læringen ikke til en vis grad er sammenkædet med lærernes daglige arbejde. Denne forsøger eVidenCenter at imødegå ved at inddrage forskellige programmer som kan fungere som værktøjer til at facilitere undervisningen i e-læringsform.  

Derudover handler det om at man på tværs af faggrupperne anvender en genkendelig genstand som kan bruges til at skabe en fælles forståelse. Denne skal altså for at skabe en kobling mellem faggrupperne, give mening for alle grupper. Det er derfor ikke hensigtsmæssigt hvis en dansklærer bliver præsenteret for matematiske aksiomer (sandheder), da dette ikke vil give nogen mening i forhold til dansklærerens fagspecifikke undervisningspraksis. I stedet handler det om at benytte en genstand eller ord, som vil give mening på tværs af faggrupper og som derfor vil være befordrende, for skabelse af en fælles forståelse.

   

Det er vigtigt at videndelingen finder sted idet denne er med til at igangsætte læring og undgå misforståelser. Grupper kan dermed gennem tværfaglig interaktion opnå en større forståelse og komme frem til en bedre løsning som kan rumme forskellene i arbejdsfelter.

Der hersker ikke nogen tvivl om at videndeling er essentiel for enhver institution. Men man kan stille spørgsmålstegn ved om videndeling kan forstås og foregå på andre måder end den Bechky lægger op til? Bechkys forståelse af videndeling er baseret på hendes forskning på tværs af faggrupper inden for en produktionsvirksomhed, hvor hun bl.a. undersøger videndeling imellem ingeniører og produktionsmedarbejdere. Man kan argumentere for at faggrupperne i en produktionsvirksomhed har en forståelse af et givent produkt som ligger meget længere fra hinanden end to faglærere som underviser i hver deres fag. Det kan dermed diskuteres om videndeling nødvendigvis skal forstås og opfattes som den udfordrende og komplekse proces Bechky fremlægger? Eller om videndeling kan faciliteters succesfuld på andre måder når der er tale om en institution der producerer viden?

Litteratur:

Bechky, B. A. (2003). Sharing meaning across occupational communities: The transformation of understanding on a production floor. Organization Science, 14(3), 312-330.

Programmeringens fremtid i skolen

Af pædagogisk konsulent Tobias Kidde Skov

Programmering får mere og mere opmærksomhed, når det handler om at få elever i skolen til at stifte bekendtskab med it og fremtidige digitale muligheder. Programmering er ydermere blevet en del af de forenklede fælles mål for matematik i folkeskolen. Her handler det om at få eleverne til at tænke i processer og algoritmer, lave digitale produktioner og udvikle abstrakt tænkning.
Programmering begynder altså at få mere plads i skolen, men hvad er fremtiden for programmering i undervisningssammenhænge, og hvor skal programmering hen?

eVidenCenter var i slutningen af januar på Bett konference i London og der var der, blandt meget andet, flere bud på hvordan programmering fremadrettet kan indgå i undervisningssammenhænge.

På Bett var der, som CodeMonkey, eksempler på flere programmeringsspil, som på en helt enkelt intuitiv måde, hjælper børn i børnehavealderen og starten af skolen med at programmere figurer, til at bevæge sig fra et sted til et andet. Med CodeMonkey skulle man i hver ”level” programmere en abe hen til en banan. Det var simple programmeringer som at skrive, ”gå 15 skridt til venstre” (Turn left 15) eller ”gå 12 skridt fremad” (Step 12).

Samtidig blev der på Bett fremvist flere bud på fysiske elementer som kunne programmeres enten i sig selv, eller gennem apps. Eksempler som My Romo eller Bee Bot.
Ift. programmeringsværktøjer var der mange eksempler på elementer der kunne integreres og programmeres i det gratis programmeringsværktøj Scratch. Her var der alt fra enkelte programmeringselementer som små biler og dyr, til elevernes selvbyggede robotter som fik liv igennem Scratch. Og selvom ideerne ikke er nye, og Lego Mindstorms netop har lavet denne kobling i mange år, var det godt at se at et gratis programmeringsværktøj som Scratch, kan blive ved med at udvikle sig og stadig være gratis.

Noget jeg dog savnede i alle mulighederne med programmering på Bett, var en større integration af pædagogiske, didaktiske og især fagfaglige overvejelser i brugen af programmering i undervisningen. Det ér vigtigt at fokusere på elevernes udvikling, eksperimentering og kreative leg med programmering, men det kan ikke stå alene i undervisningssammenhænge. Hvis programmering skal blive en helt integreret del af undervisningen i skolen og have sin berettigelse, må programmering som værktøj i langt højere grad tænkes ind i fagfaglige kontekster.

Et bud på dette argument kom på Bett fra neurologen, pyroteknikeren og Tv-værten Fran Scott hvis oplæg havde den mundrette titel ”#Error404: The Explosions-based computing show”. Her programmerede Fran Scott via den lille computer Raspberry Pi, en serie af balloneksplosioner via et tryk på en spisebanan. I løbet af oplægget forklarede Scott de kemiske sammenhænge der fik ballonerne til at sprænge, og viste hvordan hun programmerede sprængningerne. På den måde fik Scott på en simpel måde, lært os om de kemiske forhold der kunne få ballonerne til at eksplodere, og samtidig hvordan man kunne programmere sig til eksplosionerne gennem en lille computer.

Scotts oplæg var selvfølgelig et show, som også havde fokus på underholdning og ikke udelukkende på forståelsen af kemi. Men oplægget var alligevel et bud på programmering som et integreret værktøj i forståelsen af en faglig viden, også uden at den eksperimenterende og kreative leg nødvendigvis udebliver. Netop den fagfaglige kontekst er et vigtigt argument hvis programmering skal udfolde sig mere i skolen, og hvis flere undervisere skal forstå værdien af programmering. Det fagfaglige fokus negligere eller udelukker ikke andre måder at bruge programmering på i undervisningen, og dermed heller ikke den kreative leg og eksperimentering.

Det bliver spændende at se hvad fremtiden bringer for programmering, og hvordan programmering forhåbentlig udvikler sig til at blive en større integreret del af undervisning i skolen.

Eksterne henvisninger: 

Fran Scotts oplæg på Bett: http://www.bettshow.com/Seminar/Bett-Futures-Finalists-Presentation

”Programmering på skoleskemaet”. Programmering i Scratch på Vestermarkskolen i Odder: http://www.evidencenter.dk/nyheder.aspx?nyhedID=400&stromr=a#400

Digitalisering af undervisningen

Af gæsteblogger cand. polyt. Birgitte Petersen

Jeg underviser på Bygningskonstruktøruddannelsen international linje, som er en professionsbachelor, i faget anvendt matematik.
I efteråret 2013 valgte jeg at lægge hele min undervisning om fra sporadisk brug af Blended Learning i undervisningen, lidt videoer med teori over gennemregnede eksempler til simple test, til en næsten fuldstændig digitalisering af lektionerne.

Årsagen til dette skift er, at BYOD – Bring Your Own Device, som på min undervisningsinstitution blev indført i efteråret 2011, har ændret læringsrummet radikalt på få år. Desværre havde ingen, hverken politikere, ledere, undervisere eller andre, overvejet hvad det ville medføre i undervisningen.

Det jeg og andre undervisere især opdagede, var den kamp, der kom om de studerendes opmærksomhed grundet dette. Særligt den enorme fascination og tiltrækning web 2.0 teknologierne har på de studerende, udgør et problem i undervisningen. Iflg. Astrid Hauge er 94 % af de studerende på de sociale medier, også når der undervises.

Mange afbrydelser a la ”Nu hørte jeg ikke lige hvad der blev sagt” eller ”Jeg fulgte ikke lige med” etc. er helt normale kommentarer i en undervisningssituation i 2014.
Jeg indså, at hvis jeg fortsat skulle have et arbejde, jeg kunne være glad for, så måtte  ”Old School” tavleundervisning vige til fordel for en undervisningsstil, hvor de studerende og deres computere kunne inddrages aktivt hver gang i løsning af dagens opgaver/teori. Computerne anvendes nu til undervisningsrelateret faglighed i lektionerne i stedet for som før, til chat og underholdning.

De digitale værktøjer jeg især anvender er Prezi og student respons systemet Socrative.
Disse værktøjer giver mulighed for en netværksskabende proces i læringsrummet, således at de studerendes 21st Century Skills/digitale dannelse kommer mere i spil. Prezien er interaktiv og fungerer som en digital lektionsplan og Socrative er et synkront værktøj, som bl.a. har quiz funktion.

Samtidig med kurser i certificeringen i e-læringspædagogik deltog jeg også med et forsøg i UDDX, det erhvervsrettede uddannelseslaboratorium.
I UDDX-forsøget med titlen ”Større studenterdeltagelse qua digitalisering” var målet at kortlægge de studerendes opfattelse af den nye undervisningsform samt hvad der sker med lærerrollen.

Konklusionen på undersøgelsen var, at de studerende altovervejende er meget glade for en anden tilgang til matematikundervisningen. Faget opfattes som svært af mange, og måske har den studerende også haft nederlag tidligere i sit uddannelsesforløb. Særligt quizzerne, som indeholder et konkurrenceelement, er de glade for.
Der er endvidere en langt større aktiv studenterdeltagelse nu og dermed mindre tid til web. 2.0 teknologierne i undervisningen.

Men der er selvfølgelig også malurt i bægeret. De studerende, der er fagligt svage i matematik og samtidig ikke besidder de nødvendige 21st Century Skills, oplever en langt større frustration i undervisningen end før og ønsker underviseren tilbage ved tavlen.
Endelig ses at lærerrollen ændres fra den traditionelle rolle, til nu at facilitere undervisningen, herunder organisere, samle op etc.

Tre spørgsmål til dem, som beskæftiger sig professionelt med undervisning kunne være:

• Hvad med de studerende, som ikke behersker 21st Century Skills?

• 21st Century Skills skal nødvendigvis også beherskes af underviserne, så hvor ”digital” skal man være som underviser?

• Hvad sker der med underviserens fagfaglighed, når lærerrollen ændres til at facilitere undervisningen?

Google Glass i undervisningen

Af pædagogisk konsulent Tobias Kidde Skov

Google Glass er Googles seneste forsøg på at skabe en digital enhed, der i højere grad end tidligere set, forener den menneskelige virkelighed med den digitale virkelighed -  defineret som augmented reality. Selvom Google Glass endnu ikke er tilgængelig for den almindelige bruger, er flere allerede begyndt at udforske brillens muligheder, også i undervisningssammenhænge.

Men er det muligt at forene Google Glass og undervisning på en virkningsfuld måde?

Som udgangspunkt er der endnu ikke skrevet meget om brugen af Google Glass i undervisningssammenhænge og man må, indtil videre, nok forholde sig kritisk til de såkaldte Google Glass Explores, som er udvalgt af Google selv.

Men der er begyndt at dukke erfaringer og bud op på, hvordan Google Glass kan inddrages i undervisningssammenhænge. Nogle af de muligheder,der indtil nu er skitseret, bærer dog præg af, at Google Glass stadig er en beta version, og derfor endnu ikke har bevist sit fulde potentiale. Dertil kommer, at der på nuværende tidspunkt ikke er et stor udvalg af Google Glass applikationer, som egner sig til inddragelse i undervisningssammenhænge.

Samtidig virker nogle af eksemplerne på brugen af Google Glass i undervisningssammenhænge, (fx ansigtsgenkendelses til at huske sine studerende, Google Translate direkte ved øjet, samt de studerendes mulighed forat sende spørgsmål direkte til underviserens brilleskærm) ikke til at have en tilpas stor værdi, der vil få undervisere til at bruge Google Glass.

Men hvad er så potentialet med Google Glass i undervisningssammenhænge på nuværende tidspunkt?

Et tydeligt potentiale i brugen af Google Glass ligger i optagerfunktionen, som giver den direkte personvinkel og som dermed optager en sekvens, som den er set fra personen. Med optagerfunktionen er der specielt to punkter, hvor jeg ser Google Glass som et værktøj i undervisningen.

Det første punkt handler om kollegial supervision, som er et pædagogisk værktøj, der kan være med til at kvalificere og udvikle den enkelte undervisers undervisningspraksis. I den kollegiale supervision vil det normalt være en kollega, der ser underviserens undervisning udefra, men med Google Glass er det både muligt at få en direkte personlig vinkel fra underviserens side eller fra den kollega, der observerer. Optagelserne fra underviserens synspunkt kan være med til at skabe en bedre forståelse af, hvordan og hvad underviseren oplever gennem sin undervisning. Samtidig bliver det også lettere for observatøren at gengive sine oplevelser ud fra en personlig synsvinkel, når den er optage gennem brillerne. Det kan kvalificere de konkrete vejledningspunkter, at dokumentationen sker ud fra de involveredes synvinkler.

Det andet punkt handler om optagelsen af praksiserfaring, som kan bruges i undervisnings- og vejledningssammenhænge, og som i højere grad skal forene forståelserne i praksis med undervisningen. Praksiserfaringen kan fx være fra de håndværksmæssige fag, kirurgien, arkitektfaget eller politiet. Her kan en underviser, en fagperson eller en praktikant optage forskellige arbejdssituationer. Disse optagelser kan bruges i undervisningen eller vejledningen og kan være med til at mindske afstanden mellem fag og den reelle praksis.

Med Google Glass’ nuværende udgangspunkt er det svært at se det fulde potentiale i undervisningssammenhænge, ud over de muligheder, der ligger i optagerfunktionen. Man må samtidig sige, at med den nuværende pris på ca. 1500 dollars og den manglende tilgængelighed for almindelige undervisere, vil der gå en del tid, før vi rigtig ser potentialet med Google Glass i undervisningssammenhænge.

Kompetenceudvikling og lærerens undervisningspraksis

Af pædagogisk konsulent Tobias Kidde Skov

Teknologier har altid være aktuelle i undervisningskontekster, og lærere har altid arbejdet med teknologier i undervisningen. Det er velkendte teknologier som tavlen, kridtet, papir, bøger og hæfter, som er med til bl.a., at mediere forholdet mellem lærer og lærende og generelt påvirke klasserummet. I dag presser nye teknologier sig på for at blive implementeret og inddraget i undervisningen - teknologier som computere, mobiler, interaktive tavler, apps osv.

Der findes mange eksempler på skoler og uddannelsesinstitutioner, der har indkøbt iPads, interaktive tavler og digitale læremidler, som nye teknologier der skal indgå i undervisningen. Denne stigende interesse for nye digitale teknologier i uddannelsessektoren har naturligt skabt en efterspørgsel fra ledere og lærere på mere kompetenceudvikling. Lærerne skal med kompetenceudviklingen lære at inddrage de nye teknologier i undervisningen, og det skal på sigt skabe en merværdi for fx undervisningen, læringen eller institutionen.

Men spørgsmålet er, om kompetenceudviklingen i nye teknologier dækker de udfordringer, som opstår i en undervisningspraksis, når man inddrager ny teknologi?

I artiklen ”Hvordan ændrer teknologier læreres praksis, og hvad skal lærere lære om teknologi i lærerarbejdet? ” præsenterer Brok og Schrøder begrebet multistabilitet som en måde at beskrive teknologiers påvirkning af lærerens undervisningspraksis. Teknologier skal altid bruges og tænkes forskelligt afhængigt af de forståelser og kontekster, de indgår i. Det kræver derfor en tydelig kobling mellem den nye teknologi og lærens undervisningspraksis. 

Problematikken ses i kompetenceudviklingsbegrebet,  der ofte er løsrevet fra den undervisningspraksis og kultur, som lærerne til dagligt indgår i, og kvalificeringen af teknologier og didaktik sammenkobles ikke med lærerens eget udgangspunkt. Derfor ender alt for mange lærere med en kompetenceudvikling, som de ikke føler henvender sig til deres praksis.

Men hvorfor er det afgørende at medtænke multistabilitet, lærerens arbejdskultur og undervisningspraksis, i inddragelsen af nye teknologier?

For det første forandrer teknologier de forhold, der omkredser undervisningen og påvirker dermed direkte lærerens praksis. På samme måde som de gamle teknologier, medierer de nye teknologier også forholdet mellem læreren og de lærende, og forandrer betingelserne for undervisningen.
For mange lærere flugter undervisningens vilkår ikke med de teknologikompetencer, de tilegner sig. Kompetenceudviklingen inddrager ofte ikke underviserens analyse af, hvordan inddragelsen af nye digitale teknologier udfordrer konventionelle forståelser af eksempelvis de lærende som digitale indfødte, sprog, forventninger og lærerens rolle som ekspert.

På den måde skaber kompetenceudviklingen en forståelse af teknologi som understøttelse af lærerens undervisning, i stedet for et medieret forhold mellem læreren, de lærende og undervisningen.

For det andet vil lærere ofte opleve, at de er nødt til at genfortolke de nye digitale teknologier til den praksis, de skal indgå i. Det kræver derfor også, at man som lærer kan skabe den kobling, der er mellem de teknologiske kompetencer, man tilegner sig gennem kompetenceudviklingen, og ens egen situerede praksis.

Og hvordan kan man så skabe den kobling?

Jeg mener ikke, der findes ét konkret svar, der løser problemet. Det er klart, at man i kompetenceudviklingen i højere grad kan inddrage lærernes erfaringer, oplevelser og udgangspunkter. Men ofte kendes lærernes baggrunde ikke på forhånd, og der er ikke altid tid nok til at inddrage problematikker fra dagligdagen.

Noget jeg mener, man som lærer kan gøre er, at indtænke de nye teknologier i undervisningen gennem nogle didaktiske overvejelsesspørgsmål. Det handler om at udbygge sin didaktiske praksis med spørgsmål, som omhandler implementeringen af nye teknologier ud fra de forhold, der påvirker undervisningen. På den måde får man som underviser tydeliggjort, hvordan teknologierne påvirker undervisningen, og hvordan man kan implementere dem.

Her er fire spørgsmål, jeg mener, man som underviser kan stille sig, inden man inddrager nye teknologier i undervisningen:

Hvordan påvirker de nye teknologier infrastrukturen og organiseringen af undervisningen?

Hvordan er de lærendes fortrolighed med nye digitale teknologier?

Hvordan påvirker de nye teknologier, fagets grundlæggende traditioner?

Ændres de konventionelle roller mellem læreren og de lærende, med inddragelsen af de nye teknologier?

Reference:

Brok, L. S., & Schrøder, V. (September 2014). Hvordan ændrer teknologier læreres praksis, og hvad skal lærere lære om teknologi i lærerarbejde. Pædagogisk Tidsskrift.

The Flipped Classroom

Gennem de senere år er 'The Flipped Classroom' eller 'Det omvendte klasseværelse' særligt i USA og Canada blevet en virkelig populær pædagogisk metode.

Metoden går i al sin enkelthed ud på, at de lærende arbejder med det der traditionelt har været undervisningens indhold derhjemme, og bruger undervisningstiden på at arbejde med det, der traditionelt har været lektier.

Et eksempel på et 'Flipped Classroom'-forløb kunne være, at underviseren optager sin forelæsning  på video, og lader de lærende se og høre forelæsningen som forberedelse til undervisningen på klassen - forelæsningen bliver altså forberedelsen. I klasseundervisningen arbejder de lærende efterfølgende med opgaver og øvelser som træner deres forståelse for det emne, der er præsenteret i den forelæsning de har set hjemme, eller de diskuterer problemstillinger som er rejst i forelæsningen.

En af de åbenlyse fordele ved 'The Flipped Classroom' er, at de lærende er aktiverede i undervisningssituationen. De skal ikke sidde som passive tilhørere til en forelæsning, men anvende den viden de har opnået forud for klasseundervisningen. Det vil med stor sandsynlighed kunne rykke de lærendes fokus væk fra Facebook og over på de faglige problemstillinger. De studerende har også, i højere grad end hvis de sad hjemme med opgaverne, mulighed for at få hjælp og støtte fra hinanden og fra underviseren.

Måske er der dog også ulemper ved 'The Flipped Classroom'. Kunne man ikke forestille sig, at nogle studerende arbejder bedst alene og hvor der er ro, og faktisk får stort udbytte af at være tilstede og kunne stille spørgsmål under forelæsningen? Og bliver forelæsningen ikke mere levende af, at der bliver stillet spørgsmål fra de studerende?

Du kan læse mere om metoden her.

Har du erfaringer med at anvende 'The Flipped Classroom'? Så hører vi meget gerne fra dig.

Hvad er e-læring?

På en konference på Syddansk Universitet blev resultaterne af ELYK-projektet i dag præsenteret. Projektet har løbet over 3 år, og har haft som mål at udvikle brugen af e-læring i forbindelse med kompetenceudvikling i yderkantsområder.

Dagen bød på flere forskellige spændende indlæg, og blev indledt med en præsentation af projektets overordnede rammer. Karsten Gynther fra UC Sjælland, som har været projektets leder, præsenterede i den sammenhæng forskellige definitioner på e-læring, heriblandt Videnskabsministeriets fra 2007 og EVAs fra 2011. Han gav udtryk for, at de to institutioners definitioner ikke var dækkende for projektet, og især EVAs, hvori e-læring forståes som ren netbaseret fjernundervisning uden tilstedeværelse, mente han var for smal. Han præsenterede i forlængelse heraf den definition på begrebet, som er udviklet og anvendt i ELYK-projektet, og som ifølge Gynther er bredere end de ovenfor nævnte. Den lyder:

"E-læring er kompetenceudvikling, som er helt eller delvist digitalt medieret".

Som det ses, er projektets definition af e-læring sandsynligvis inspireret af den definition på e-læring vi hos eVidenCenter udviklede for et par år siden. Ihvertfald lægger den sig tæt op ad denne. Vi definerede (og definerer fortsat) begrebet e-læring således:

"E-læring er læring, der er helt eller delvist medieret af digitale medier".

Selvom ELYK-projektets definition af begrebet minder meget om eVidenCenters, er der alligevel en meget væsentlig forskel. ELYK-projektet har nemlig skiftet begrebet 'læring' ud med begrebet 'kompetenceudvikling' i definitionen. Umiddelbart kan det virke meget uskyldigt; det er vel blot en tilpasning af eVidenCenters definition af begrebet, til det konkrete ELYK-projekt, som har med kompetenceudvikling i yderkantsområder at gøre?

Svaret på det spørgsmål må være nej. E-læringens mulige former begrænses mærkbart, hvis den istedet for at være "'læring' som er helt eller delvist medieret af digitale medier", bliver "'kompetenceudvikling' som er helt eller delvist digitalt medieret".

Hvor begrebet 'læring' omhandler tilegnelse og udvikling af både færdigheder, viden og kompetencer, omhandler 'kompetenceudvikling' nemlig kun udvikling af - ja, kompetencer. Kompetencer er som bekendt viden og færdigheder anvendt i en kontekst. Det betyder, at eksempelvis individuel færdighedstræning i regnearkets funktioner eller færdighedstest ikke kan rummes i ELYK-projektets definition af e-læring, ligesom heller ikke brugen af eksempelvis videopræsentationer i undervisningen kan rummes.

Hos eVidenCenter lægger vi vægt på, at e-læring kan være mange ting. E-læring kan anvendes i en instruktivistisk form, hvor overførsel af viden er et centralt element. E-læring kan også anvendes i radikalt konstruktivistiske former, hvor den enkelte arbejder selvstændigt med at opbygge og udvikle færdigheder. Og endelig kan e-læring anvendes i en socialkonstruktivistisk form, hvor samarbejde om praksis er det centrale element.

De tre overordnede e-læringsformer er vores eDidaktiske Overvejelsesmodel bygget op omkring. Ingen af e-læringsformerne er pr. definition bedre end de andre. Valget af e-læringsform afhænger bl.a. af forløbets formål, målgruppe og organisering.

For eVidenCenter er e-læring læring, som er helt eller delvist medieret af digitale medier. Det betyder, at e-læring er mange ting, og at dens form må bestemmes af den didaktiske kontekst, som er forskellig fra uddannelse til uddannelse, fra fag til fag og fra lærer til lærer. Derfor bør e-læring i sin definition være så lidt begrænsende som overhovedet muligt, for at give lærere og studerende mulighed for til fulde at udnytte dens potentialer.

Kortlægning af fjernundervisning

eVidenCenter har netop udgivet rapporten "Kortlægning af fjernundervisning". Rapporten præsenterer resultaterne af en undersøgelse, som har haft til hensigt at beskrive i hvilket omfang og i hvilken form, der udbydes fjernundervisning/netbaseret undervisning på danske professionsbachelor-, diplom-, akademi- og erhvervsakademiuddannelser.

Det fremgår af rapporten, at de væsentligste udfordringer i forbindelse med fjernundervisning er:

• Undervisernes og de studerendes motivation for undervisningsformen
• Undervisernes pædagogiske kompetencer
• Aktivering af de studerende i fjernundervisningen

Rapporten peger på nogle mulige tiltag, som kan bidrage til at imødegå disse udfordringer, heriblandt en tydelig opbakning fra ledelsen, et fokus på udvikling af undervisernes kendskab til mulighederne i netbaseret undervisning og en afklaring af forventningerne til de studerende forud for opstarten på forløb.

Undersøgelsen har haft fokus på uddannelsesledernes erfaringer med fjernundervisningen, og det kunne i forlængelse af den være spændende at høre hvilke udfordringer undervisere, som arbejder med fjernundervisning, møder, og hvilke metoder de anvender for at imødegå udfordringerne.

Har du erfaringer som fjernunderviser, så fortæl os hvilke udfordringer du ser som de største, og kom gerne med bud på hvordan de kan imødegås.

Accredited Online Colleges on the Rise

eVidenCenter har modtaget dette gæsteindlæg fra Nick Johnson, som editerer siden AccreditedOnlineColleges.net. Siden samler viden og informationer om e-læring på videregående uddannelser.


The Internet is revolutionizing higher education: accredited online colleges are growing in size, traditional colleges are adopting online programs, and all trends indicate that distance learning is not only here to stay, but that it will make an unprecedented impact on the educational systems currently in place today. What kind of change will online college courses provoke in the paradigms of students, professors, and educational institutions in the coming years?

Certain faculty members such as Dr. Clayton Christensen, professor at Harvard University, have been instrumental in educating others on the benefits of online learning.  He advocates that the “rise of online learning carries with it an unprecedented opportunity to transform the schooling system into a student-centric one that can affordably customize for different student needs by allowing all students to learn at their appropriate pace and path, thereby allowing each student to realize his or her fullest potential.”

Just how significant is personalization in education? Education scholar Benjamin Bloom conducted research in 1984 which demonstrated that students given one-on-one attention reliably performed two standard deviations better than their peers who stay in a regular classroom, the difference between an “average student” and one in the 98th percentile.  However, in 1984, the idea of providing personal attention to each individual student was unthinkable simply due to the staggering costs involved. But now with online learning, customizing education for every student is no longer beyond the scope of possibility.

Online learning will enable not only the pace, but also the delivery of the course to be tailored to each individual student in ways that traditional face-to-face education cannot accommodate for. Students have unique learning styles and interests, and increased customization can make the learning process more engaging and effective. One student may learn calculus derivatives faster by walking through numerous example problems; another may prefer to have it explained more visually; and still another student still might better grasp the concept if it is taught within the context of physics.

Will online learning shift the present education system from the custodial, teacher-based format to one that is student-centric? The grand promise of online learning is that it will one day deliver to every student personalized content, tailored to each individual’s learning style and contextualized to the individual’s interests, at a pace determined by the individual’s proficiency and according to the individual’s availability. Online learning promises to make education more engaging, more accessible, and more effective, so that anyone can learn from anywhere at anytime and master the material better than if they were to attend a brick-and-mortar institution.

Whether such a grand promise can be delivered is surely a topic that will be laboriously tested and debated over the next few years. However, what is certain is that ever since the arrival of the Internet, more academic information continues to become more readily accessible to more people at a lower cost, and that pattern is not about to change.

More professors will offer their courses online. More education institutes will offer degrees online. Even while people debate over whether distance education is better or worse than traditional classroom education, more and more people are using the Internet to teach and to learn. For this reason, accredited online colleges and courses are here to stay. What is taught will inevitably become free (if it is not free already). How it will be taught will make all the difference.

Over the last 15 years, the Internet has revolutionized countless industries including retail, music, publishing, and communication. In a similar way, it will continue to revolutionize how we view education.

Åbne eller lukkede virtuelle læringsmiljøer?

Både på netbaserede uddannelser og ordinære uddannelser, er der tradition for at anvende et LMS (Learning Management System) som redskab for kommunikation og samarbejde mellem undervisere og studerende, og internt mellem de studerende. Lone Guldbrandt Tønnesen argumenterer i en kommentar til det seneste indlæg på bloggen for, at den virtuelle undervisning bør gøres fri af disse traditionelle LMS'er, og flyttes ud i Web 2.0 teknologier, hvor alle har mulighed for at kommentere og bidrage til fællesskabets viden. Det er en spændende tanke, og som Lone Guldbrandt Tønnesen også nævner, noget man har gode erfaringer med andre steder. 

M. Gibbons har i 'The new production of knowledge' (1994) argumenteret for, at måden hvorpå vi producerer viden, har ændret sig. Hvor viden tidligere blev skabt i og tilhørte et lukket fællesskab, f.eks. en profession eller et forskningsfællesskab, er den i dag i højere grad et fælles samfundsmæssigt anliggende. Lægger man sig op ad denne forståelse af, hvordan viden bliver til, giver det god mening at åbne uddannelserne på nettet, så kommunikationen bliver bredere og inddrager enhver som har en interesse i undervisningens emne. Åbner man kommunikationen på uddannelserne på denne måde, er det samtidig - i Gibbons optik - et skridt hen mod en demokratisering af vidensproduktionen: Enhver har mulighed for at tilegne sig viden, og for at få afprøvet sin viden i et åbent fællesskab.

Men kan uddannelserne, underviserne og de studerende undvære LMS'et som et fælles samlingssted, eller vil et fravær af LMS føre til strukturløshed og forvirring blandt de studerende?

For både uddannelsernes og undervisernes vedkommende, vil et fravær af LMS og en øget anvendelse af Web 2.0 teknologier, betyde et tab af kontrol. Så længe kommunikationen sker i et fælles LMS, kan uddannelserne og underviserne løbende kontrollere hvorvidt de studerende læringsmæssigt bevæger sig i den rigtige retning. Åbner man kommunikationen på uddannelserne, bliver det derimod de studerende selv der, i samarbejde med de videnfællesskaber de indgår i, sikrer den læringsmæssige progression.  At give kommunikationen fri stiller dermed store krav til den studerende om at tage ansvar for både egen og fællesskabets læring.

Hvis uddannelsen og underviserne vil acceptere tabet af kontrol, og hvis de studerende kan løfte ansvaret for egen og andres læring, er jeg ikke i tvivl om, at anvendelsen af Web 2.0 værktøjer kan bidrage positivt til de studerendes læring og dannelse. Spørgsmålet er blot, om det er alle studerende der kan løfte dette ansvar, og hvad man eventuelt kan gøre for at sikre, at uddannelserne og underviserne stadig har mulighed for at støtte de studerende, som har behov for det?

Rundt om den netbaserede uddannelse

Netværket for netbaserede uddannelser i UCC, UC Syd og VIA UC afholdt i går konference om de funktioner, der ligger til grund for det at udbyde en netbaseret uddannelse.

Konferencen blev indledt med et spændende oplæg af Peter Olaf Looms, direkte fra Hong Kong.

Oplægget tog fat i to overordnede spørgsmål: Hvad vil vi med de netbaserede uddannelser, og hvilke teknologier skal vi anvende? Looms argumenterede for, at man som uddannelsesinstitution må gøre sig klart, om man udbyder en netbaseret uddannelse udelukkende af økonomiske hensyn, eller om man også tror på, at de studerende får 'noget mere' ud af at være tilstede på nettet. En af hans pointer var, at den asynkrone virtuelle undervisning ikke kan stå alene i en dansk kontekst, idet den kun giver meget lidt plads til refleksion hos de lærende. Han plæderede derfor for brug af blended learning.
Hvis du har QuickTime installeret på din computer, kan du se og høre oplægget her.
Du navigerer ved hjælp af piletasterne.

Efter oplægget var der seks workshops. Ester Gregersen, lektor ved pædagoguddannelsen, UCC, stod for en workshop om 'hullerne i og imellem konferencerne på nettet'. I workshoppen blev diskussionen omkring behovet for at krydre netuddannelsen med tilstedeværelsesundervisning udbygget. Gregersen argumenterede for, at de studerendes behov for at danne relationer til medstuderende og underviseren ikke indfries i rene netbaserede forløb. Fra flere af deltagerne i workshoppen var der dog protester, og argumentationen gik bl.a. på, at et krav om tilstedeværelsesseminarer på netbaserede uddannelser griber ind i den fleksibilitet, som er medvirkende til at mange studerende vælger de netbaserede uddannelser fremfor de ordinære uddannelser.

I en anden workshop præsenterede Ulrik Andersen, uddannelsesleder ved pædagoguddannelsen Midt-Vest, VIA UC, nogle af de potentialer og kritiske faktorer, som den netbaserede uddannelse kan medføre. Bl.a. pegede han på potentialer i forbindelse med, at undervisere som både underviser på de netbaserede uddannelser og på de ordinære uddannelser, kan bruge mange af de værktøjer de anvender på de netbaserede uddannelser i forbindelse med tilstedeværelsesundervisningen. Det kunne fx være i forbindelse med struktureringen af de studerendes selvstudietid, vejledningen eller i forhold til en øget fleksibilitet i undervisernes arbejdstid. Af kritiske faktorer nævnte han bl.a., at der opleves et stort frafald på de netbaserede uddannelser, sammenlignet med de ordinære. Bl.a. mente han, at det at en høj grad af skriftlighed er en forudsætning for at deltage på en netbaseret uddannelse, kan være med til at ekskludere nogle studerende fra studiefællesskabet.

Konferencen rejste en lang række spørgsmål, som fortjener at blive undersøgt og diskuteret: Kan man sikre en fornuftig relationsdannelse mellem de studerende og mellem underviseren og de studerende, uden at indlægge et antal tilstedeværelsesseminarer i de netbaserede forløb? Kan man, ved at anvende fx sociale medier, sikre at de de studerende lærer hinanden at kende i en sådan grad, at de føler sig forpligtede på hinandens læring? Eller ligger der noget unikt i det fysiske møde, som ingen teknologi kan mediere? Kan skriftligheden i de netbaserede uddannelser erstattes af noget andet?

Giv gerne din mening til kende.

Didaktik, pædagogik og udvikling

På dette års Uddannelsesforum talte Undervisningsminister Christine Antorini om, hvordan indsatsen for at udbrede anvendelsen af it og e-læring skal finde sted. Bl.a. havde hun fokus på, hvodan it kan bruges til at "ramme" flere af eleverne positivt. Overfor folkeskolen.dk udtalte hun  efter åbningstalen, at det fremover vil være didaktikken, pædagogikken og udviklingen, der skal have prioritet, når det handler om at udbrede anvendelsen af it.

Hos eVidenCenter er det vores erfaring, at anvendelsen af it i undervisningen stiller krav om fornyede didaktiske og pædagogiske overvejelser. Naturligvis er der også tekniske forhold, som kan begrænse muligheden for at anvende it, men flere rapporter peger på, at udfordringen i fremtiden ligger i, hvordan underviserne kan anvende it-redskaberne og de digitale materialer så de giver en pædagogisk mér-værdi. Derfor mener vi også, at en satsning på kompetenceudvikling af lærerne er et helt centralt indsatsområde. Erfaringer fra EVA's 2009 undersøgelse "It i folkeskolen" gjorde det tydeligt, at underviserne kun får et meget ringe udbytte af dags- eller ugelange kurser som er lagt på kursuscentre væk fra skolerne. Istedet ønsker lærerne praksisnære kursusforløb, hvor de kan afprøve deres nye viden i deres egen undervisningspraksis.

eVidenCenters kurser i e-læringspædagogik er et bud på, hvordan en sådan praksisnær og fleksibel kompetenceudvikling kan se ud. I kombination med værktøjer som Den e-Didaktiske Overvejelsesmodel kan de støtte underviserne i at prioritere didaktikken, pædagogikken og udviklingen af deres egen undervisningspraksis - og understøtte udbredelsen af den pædagogiske brug af it i undervisningen.

Fremtidens skole

Sir Ken Robinson og Joel Klein var forleden inviteret til at diskutere fremtidens skole i The Economist. Én af de ting, som de begge mener vil blive og bør være en del af fremtidens skole er, at både curriculum, undervisningsmaterialerne, undervisningens metode og eksamensformen tilpasses den enkelte elev.

Ifølge de to eksperter er der i nutidens skole for lidt fokus på at engagere den enkelte elev og fange dennes nysgerrighed, og for meget fokus på at indrette skolen efter de mål samfundet har for eleverne.

It og e-læring kan bidrage til den personaliserede undervisning, som de to efterspørger. Joel Klein henviser bl.a. til The School of One, hvor teknologi udnyttes til at give den enkelte elev netop den undervisning som han/hun har behov for, for at lære bedst muligt. Også skolen Quest to Learn, som er bygget op omkring spil-teori, udnytter teknologien.

Du kan se diskussionen her:

Danske elever er for dårlige til digital læsning

I Berlingske kunne man forleden læse, at de danske skoleelever halter bagefter skoleelever i andre OECD-lande, når det kommer til at læse på skærm og søge informationer på internettet. Professor ved DPU og ansvarlig for den danske deltagelse i PISA-testene, Niels Egelund, har ikke umiddelbart en forklaring på, hvorfor danske skoleelever ligger under OECD-gennemsnittet. Når man sammenholder resultaterne med det faktum, at Danmark er blandt de tre OECD-lande hvor flest skoleelever har adgang til computere i skolen og i hjemmet, virker det da også mækeligt, at Danmark ligger på en 13. plads indenfor digital læsning. Niels Egelund efterlyser en mere målrettet brug af it i undervisningen, og Regeringen og KL indgik den 4. juni en aftale om at bruge 500 mio. på bl.a. at;

• Bidrage til at udvikle markedet for digitale læremidler, herunder stimulere et stort udbud af kvalitetsprodukter.
• Understøtte effektive distributionskanaler som sikrer en let og overskuelige adgang til digitale læremidler, herunder give adgang til digitale læringsmål.
• Medvirke til at erfaringer fra forsøgs- og forskningsprojekter udbredes, herunder yde begrænset støtte til demonstrationsskoler, så udviklingen af it-baserede læringsformer fokuseres på områder og i fag, hvor effekten er størst.

I forbindelse med ITIF-indsatsen, blev der også fokuseret på udvikling af digitale læremidler. En del af de læremidler, der blev udviklet i ITIF-regi, bliver i dag kun anvendt i meget lille grad på skolerne. Spørgsmålet er, om 500 mio til udvikling af digitale læremidler kan løfte elevernes evne til at læse på skærm og søge informationer på internettet.

15-årige Vera Rosenbeck, som er formand for Danske Skoleelever, citeres i artiklen i Berlingske: "Vi får meget lidt undervisning i at færdes i digitale medier. Det er rigtig ærgerligt, for de fleste skoler har udstyret, men når lærerne ikke bliver undervist i det, hvordan skal de så undervise os i det?"

Måske er det ikke nogen dårlig idé også at fokusere på efteruddannelse af lærerne, hvis man vil løfte elevernes digitale læse-kompetencer?

Tablets i undervisningen - en gevinst for læringen?

Odder Kommune vil i løbet af de næste tre år bruge godt 8 mio. kr. på indkøb af tablet-computere til kommunens lærere og skole-elever. Odder Kommune er den første kommune i Europa, som udleverer tablets til alle skole-eleverne, og udvalgsformand Lars Grønlund har høje forventninger til effekten af tablet-computerne:

"Det får fantastisk stor betydning for det pædagogiske arbejde, det vil gøre eleverne i stand til at agere i fremtidens videnssamfund, og det vil udvikle både den enkelte elev og fællesskabet."

 Der er intet i vejen med at have høje forventninger, og det er i mine øjne også et særdeles spændende initiativ at give hver enkelt elev den samme tekniske platform. Jeppe Bundsgaard, lektor ved DPU, mener dog at initiativet er baseret på drømme, og ikke på egentlig viden om hvorvidt det virker befordrende for læringen at anvende tablets:

"Hvor ved Lars Grønlund og hans kolleger fra, at tavle-pc'er vil udløse disse vidunderlige gevinster? Ingen steder. Det må være noget de har siddet i deres tværpolitiske arbejdsgruppe og fantaseret sig til. Fantasier er dejlige; men dyre, det kan de også være. 8 millioner koster denne fremtidsfantasi."

Bundsgaard henviser til, at den senest hypede teknologi, de interaktive whiteboards, står ubenyttede hen i mange klasseværelser. Hans spørgsmål er, hvorfor man ikke i kommunerne fokuserer på at implementere den allerede forhåndenværende teknologi, fremfor at indkøbe det han kalder "et supersjovt legetøj og en rigtig fin lille spillekonsol for eleverne".

Spørgsmålet er så, om tablets kun er et legetøj, eller om de egentlig kan fungere som et arbejdsredskab.

Hos Mashable.com argumenterer Vineet Madan for, at tablets kan bidrage yderst positivt til undervisning og læring. Han mener, at tablet-computerne passer perfekt ind i elevernes måde at arbejde og lære på.

TheAtlantic.com har undersøgt hvordan ejere af Apples iPad anvender tablet-computeren. En af de ting som viser sig er, at iPad-ejerne primært bruger den til at surfe på nettet og som e-bogs-læser. "Personal computing", som bl.a. dækker over kommunikation i form af e-mails etc. foregår for iPad-ejerne i langt højere grad på andre platforme, såsom laptops og desktops:

En stor del af skylden for dette kan man nok tilskrive tablet-computernes mangel på tastaturer - selvom det er meget intuitivt at navigere ved hjælp af en trykfølsom skærm, er det ikke nødvendigvis den mest effektive metode til tekst-input.

Hvad mener du - er tablets en del af fremtiden for den danske folkeskole, eller er det kun et hypet "legetøj", som ikke bidrager positivt til undervisningen og læringen?

Brugerdreven innovation af digitale læremidler

I et samarbejde med bl.a. DPU, SDU, en række forlag, antropologerne.com og flere andre, har Læremiddel.dk gennemført et projekt om brugerdreven innovation af digitale læremidler, og resultaterne af projektet blev præsenteret på en konference den 17. marts.

Projektleder Marie Falkesgaard Slot præsenterede projektet, og fortalte bl.a. om den undersøgelse som Antropologerne.com havde foretaget som opstart på projektet. I undersøgelsen var de bl.a. kommet frem til, at relationerne mellem de forskellige aktører som indgår i udviklingen af læremidler, ser således ud:

Som man kan se, er der en tendens til, at brugerne af læremidlerne (lærerne og eleverne) kun i lille grad kommunikerer med forlagene, som producerer læremidlerne. Kontakten fra brugerne til producenterne går altid gennem enten en bibliotekar eller en konsulent, og det spænder ben for den brugerdrevne udvikling af læremidlerne.

Et af de spørgsmål, som projektet har søgt at besvare er, hvad grunden er til, at producenterne ikke er i direkte kontakt med lærerne og eleverne, og hvordan forlagene kan skaffe sig informationer om behovene ude på skolerne.

Der blev i løbet af dagen givet mange interessante bud på, hvordan lærerne i højere grad kan inddrages i læremiddel-udviklingen. Bl.a. pegede Lars Qvortrup, som var dagens sidste oplægsholder, på, at det ville være en god idé at oprette en "forfatterskole", hvor lærerne kunne få indsigt i hvordan man udvikler digitale læremidler, og hvor der kunne skabes kontakt mellem lærerne og producenterne.

Der blev ikke givet noget egentligt svar på, hvordan eleverne kan inddrages i udviklingen af læremidler. I mine øjne er det eleverne, der er de egentlige brugere af læremidlerne, og det er derfor vigtigt også at inddrage deres erfaringer og ønsker, når man udvikler læremidler.

Antropologerne.com havde i deres undersøgelse fundet frem til 4 forskellige elev-typer:

Jeg tror denne opdeling af eleverne i typer, kan danne afsæt for udviklingen af differentierede læremidler, som tager hensyn til mangfoldigheden i skolen.

Ved at udvikle læremidlerne, så de henvender sig til alle fire elev-typer, kan man måske sikre elevernes motivation for at arbejde med læremidlets indhold.

Du kan læse mere om projektet på hjemmesiden her: http://www.digitalelaeremidler.dk

E-didaktik i praksis

Professionshøjskolen Metropol er i samarbejde med WHO i gang med at forberede et kursus for læger fra det tidligere Sovjet i form af en ”Summer School”. Kurset skal bl.a. give lægerne et bedre indblik i, hvordan ernæring påvirker patienternes helbred og sygdomsforløb.

Martha Krogh Topperzer, som er adjunkt hos Professionshøjskolen Metropol, er tilknyttet projektet som e-lærings-sparringspartner. Hun er allerede nu i gang med at forberede kurset og dets rammer, og som værktøj i forberedelsen anvender hun eVidenCenters e-Didaktiske Overvejelsesmodel. Bl.a. har hun udsendt spørgeskemaer til de kommende kursister, som tager afsæt i målgruppeanalyseskemaet fra overvejelsesmodellen, og hun planlægger også at anvende modellens skemaer til afklaring af undervisernes forudsætninger og til planlægning af forløbet.

Det er spændende at se Den e-Didaktiske Overvejselsesmodel anvendt i praksis, og vi er altid interesserede i at høre fra folk, som har anvendt modellen, eller som har spørgsmål til den. Kommentarerne kan som sædvanlig gives på modellens kommentarside.

Mangler skolerne it-ambitioner?

Evalueringskonsulent hos Danmarks Evalueringsinstitut, Sanya Gertsen Pedersen skriver i en analyse i Politiken, at det er EVA's vurdering at skoler og uddannelser ikke er ambitiøse nok i forhold til at inddrage it i undervisningen. Ifølge EVA's egne undersøgelser anvender lærerne primært it som et supplement til den daglige undervisning, eller i forbindelse med præsentationer af fagligt stof. Én af pointerne i Sanya Gertsen Pedersens artikel er, at der er behov for en fag-didaktisk anvendelse af it, hvor it ikke bare er et værktøj til præsentationer, men hvor der er fokus på at udnytte teknologien fuldt i det enkelte fag.

Spørgsmålet er, om den manglende fagdidaktiske brug af it i uddannelsessystemet skyldes et for lavt ambitionsniveau hos skolerne, eller om det skyldes at underviserne har svært ved at overskue de didaktiske og pædagogiske konsekvenser af at inddrage it som et bærende element i undervisningen.

Min overbevisning er, at der blandt mange lærere, både i grundskolen og på de videregående uddannelser, er en stor vilje til at anvende it i undervisningen. De fleste lærere er nysgerrige, og ønsker i højere grad at tage afsæt i elevernes erfaringsverdener, hvor eksempelvis sociale medier som Facebook og blogs spiller en stor rolle. Mange lærere er også interesserede i at inddrage it som andet end blot et præsentationsværktøj, fx i form af virtuelle læringsmiljøer i Second Life eller i form af konkrete værktøjer til elevernes løsning af opgaver.

Problemet er, at det for mange lærere er en udfordring at skulle lægge store dele af undervisningen om, så mulighederne i  it-programmer og -værktøjer udnyttes, fordi det grundlæggende ændrer på de didaktiske relationer i undervisningsrummet - og det kan være svært at overskue hvilke konsekvenser en sådan omlægning af undervisningen vil have for elevernes faglige og sociale udbytte af undervisningen.

Hvis lærerne skal have mulighed for at inddrage it i undervisningen på den bedst mulige måde, og hvis de skal forstå hvilke konsekvenser inddragelsen af it vil have for deres undervisning, er de nødt til at medtænke it's indflydelse på både didaktik og pædagogik allerede når de planlægger undervisningen. Hvis ikke inddragelsen af it-værktøjer i det enkelte fag og i det enkelte forløb er et bevidst valg/fravalg i underviserens planlægning af undervisningen, vil der aldrig blive mulighed for at udnytte it's potentialer fuldt ud i det enkelte fag, og it vil fortsat blot være et supplement til den "egentlige" undervisning.

Hvis du som lærer er interesseret i hvordan du kan inddrage forskellige it-værktøjer i din undervisning, kan du med fordel klikke videre til Den e-Didaktiske Overvejelsesmodel.