Er skolebogen ved at uddø?

I Politiken kunne man forleden læse en artikel om, hvordan de elektroniske læremidler er i gang med at udkonkurrere de traditionelle lærebøger. Baggrunden for artiklen var, at flere udviklere af elektroniske læremidler oplever en stor fremgang i salget af denne form for materialer. Janus Benn Sørensen, som er direktør i firmaet Clio Online, der bl.a. har udviklet spændende materialer til samfundsfag, citeres i artiklen:

"Hvorfor skal man have bøger i folkeskolen? Hvis du går i banken, på kontoret eller i supermarkedet, er det computere, der styrer det hele, fordi det er meget mere effektivt. Så skal vi selvfølgelig også bruge dem i skolen"

Der er ingen tvivl om, at der kan ligge enorme ressourcer og styrker i de elektroniske læremidler. De aktiverer i mange tilfælde den lærende i langt højere grad, end tilfældet er for traditionelle lærebøger. Spørgsmålet er bare, om den samme grad af aktivitet er ønskelig i alle fag, og i behandlingen af alle emner. I nogle fag og i nogle emner, er den direkte kontakt med underviseren vigtig, og i de tilfælde bør al undervisning ikke flyttes ud i det virtuelle rum. I andre fag kan det virtuelle rum derimod være et uvurderligt værktøj.

For eVidenCenter er det dog ikke et mål i sig selv, at læremidlerne bliver elektroniske. E-læring og traditionelle undervisningsmaterialer kan sagtens anvendes sammen. I mange tilfælde kan de endda støtte hinanden, og gøre undervisningen og læringen bedre, end hvad de ville kunne hver for sig.

E-læring og elektroniske læremidler indeholder en række gode elementer, som kan være med til at styrke den enkeltes læring. Det er dog vigtigt, at underviseren gør op med sig selv, hvilke pædagogiske og didaktiske strukturer der er tænkt ind i læremidlet, så det fortsat bliver pædagogikken, og ikke teknologien, der styrer undervisningen. Hvis man eksempelvis ønsker at få de lærende til at samarbejde kollaborativt, må man udvælge materialer der lægger op til et sådant samarbejde, ligesom man, hvis man ønsker at de studerende skal arbejde selvstændigt, må vælge materialer som tilgodeser denne arbejdsform.

Pædagogikken og didaktikken bør være styrende for teknologi-anvendelsen i undervisningen. Det er naturligvis spændende at arbejde med anvendelsen af de nye teknologier, men eVidenCenters primære interesse ligger i, hvordan de nye teknologier giver nye pædagogiske muligheder, eller understøtter den allerede eksisterende pædagogik. Det er koblingen mellem elektronikken og pædagogikken der giver e-læring dens værdi.

Det personlige læringsmiljø

Indenfor området e-læring har der de senere år været et stigende fokus på begrebet ”Personalized Learning Environments” (PLE), som er centreret omkring individets rolle i forhold til at organisere egen læring. Med et udgangspunkt i individets egen organisering af dets læringsmæssige kontekst, kan man i denne sammenhæng spørge om, hvad det så betyder for uddannelsesinstitutionernes fremtidige rolle i vidensamfundet?

Uddannelsesinstitutionerne har traditionelt set været udbydere af centrale e-læringssystemer, som de lærende har haft mulighed for at anvende i forbindelse med deres uddannelsesforløb. PLE lægger derimod op til, at det er den studerende, og ikke uddannelsesinstitutionen, som konstruerer læringsmiljøet (se Attwell 2007). Blandt andet sociale platforme og redskaber har en væsentlig rolle i konstruktionen af et personligt læringsmiljø, da disse, gennem eksempelvis tagging, wikis og blogs, både giver den studerende mulighed for at skabe netværk samt indsamle information tilpasset et individuelt behov. Endvidere lægger de sociale medier og platforme op til, at de lærende selv bidrager aktivt til deling af information og materiale, hvilket adskiller sig væsentligt fra tidligere informationskilder. Information og materiale knyttes i højere grad til individer – og ikke institutioner eller organisationer. Dermed ændres karakteren af den lærendes læringsmiljø, og spørgsmålet er, hvorledes uddannelsesinstitutionerne kan favne en personaliseret læringsproces.

I ”Internettet som personaliseret og socialt medie” (2010 Dalsgaard Christian) skriver Christian Dalsgaard omkring kultur- og uddannelsesinstitutionernes fremtidige rolle blandt andet, at institutionerne i forbindelse med anvendelsen af internettet har nye muligheder for at bevæge sig ud over egne rammer, både de fysiske rammer men eksempelvis også rammerne på deres hjemmesider, mod en tilrettelæggelse af vidensmedier, som understøtter individets egne aktiviteter. Uddannelsesinstitutionerne kan i forlængelse af dette med fordel tænke i at flytte materialer og information ud i andre sammenhænge og netværk end de har gjort tidligere.

I denne sammenhæng kan man spørge om, hvilke konsekvenser en sådan udvikling vil have i forhold til de pædagogiske principper, som vores uddannelsessystem på nuværende tidspunkt er baseret på? Hvordan vil det eksempelvis påvirke den lærendes sociale netværk, og hvor passer dannelsesbegrebet ind i denne sammenhæng? Underviserrollen vil umiddelbart også have en anden karakter end ved en mere traditionel udformet undervisning, hvor læringsforløbet i højere grad er planlagt med udgangspunkt i den enkelte uddannelsesinstitutions rammer.

Det drejer sig måske i virkeligheden ikke blot om, hvorledes uddannelsesinstitutionerne vil favne mulighederne for en mere personaliseret læringsproces i den uddannelsesinstitutionelle kontekst, men også hvordan de eksisterende didaktiske og pædagogiske principper skal tænkes ind i denne sammenhæng. Spørgsmålet er så, hvordan der skabes en sammenhæng mellem de studerendes personlige læringsmiljøer og det formelle uddannelsessystem.

E-læring og mobile teknologier

Internettet bliver i forbindelse med e-læring ofte anvendt til at trække informationer ind i klasseværelset. Gennem forskellige elektroniske opslagsværker, korttjenester o.s.v., bliver det muligt for eleverne at forholde sig til fænomener, de måske aldrig har set i virkeligheden.

Udbredelsen af mobile teknologier som smartphones, giver nye muligheder for anvendelsen af internettet, også i forbindelse med e-læring. Hvor man idag primært anvender internettet til at "trække verden ind i undervisningen", som det er beskrevet ovenfor, bliver det med teknologier som "forstærket virkelighed" (augmented reality) og "context awareness", muligt at trække undervisningen ud i verden. Forestil dig, at en gruppe arkitektstuderende bevæger sig rundt i et byområde, og v.h.a. eksempelvis Google Maps og den indbyggede GPS får informationer på deres smartphone om, hvor de kan finde bygninger fra en bestemt arkitektonisk periode. Når den studerende tager et billede af en bygning, får vedkommende informationer om bygningens historie direkte på telefonen. På samme måde kan teknologien anvendes i eksempelvis geografi- og historieundervisning.

Korttjenesten Krak har allerede udviklet en applikation til iPhone, som benytter sig af augmented reality, og til Android styresystemet findes der en række applikationer som benytter sig af augmented reality og context awareness.

Sammenkobling af det virtuelle og det virkelige er en del af den udvikling, som Steve Wheeler beskriver i et meget interessant slideshow om internettets fremtidige udvikling. Den mobile teknologi er stadig ny og under udvikling, men ikke mindst brugen af augmented reality og context awareness giver muligheder for at anvende e-læring på nye og spændende måder, som kan være med til at øge sammenhængen mellem det teoretiske og det praktiske niveau i undervisningen. Man kan håbe, at der er undervisere, som allerede nu begynder at eksperimentere med brugen af mobile teknologier i en undervisningsmæssig kontekst, så deres erfaringer kan bidrage til den fortsatte udvikling af disse.