Mangler lærerne it-kompetencer?

Avisen.dk skriver i dag, at eleverne mener, at deres lærere mangler kompetencer i forhold til at anvende it i undervisningen. Formanden for danske skolelever, Vera Rosenbeck, udtaler i artiklen: "Det er ikke it, der er problemet, vi får noget ud af it i undervisningen, men vi oplever en udfordring med, at underviserne ikke er godt nok uddannet til at bruge it i undervisningen."

Men hvad det er for kompetencer, eleverne mener, at lærerne mangler? Har lærerne brug for teknisk viden om, hvordan en computer startes, om hvordan man flytter en fil fra en iPad til en computer, og om hvordan man bruger funktionerne i det interaktive whiteboard? Eller har de brug for didaktisk viden om, hvornår det giver pædagogisk mening at inddrage forskellige former for it i undervisningen?

Måske har lærerne brug for begge dele. Den tekniske viden om, hvordan man bruger forskellige værktøjer og læremidler kan ikke stå alene - den pædagogiske mér-værdi ved inddragelse af it vil være minimal, hvis ikke værktøjerne inddrages i undervisningen på en måde, så de understøtter elevernes samarbejds- og kommunikationsformer. Den didaktiske viden om, i hvilke undervisningssituationer det giver mening at inddrage forskellige typer af værktøjer, er til gengæld heller ikke meget værd, uden læreren véd hvilke muligheder værktøjerne åbner for.

Hvis lærerne mangler it-kompetencer, som Vera Rosenbeck hævder, er spørgsmålet derfor, hvor deres kompetenceudvikling bør starte. Skal lærerne introduceres til en række it-værktøjer og disses tekniske funktioner og muligheder, hvorefter de kan gøre sig didaktiske overvejelser over værktøjernes anvendelighed i undervisningen? Eller bør kompetenceudviklingen tage afsæt i en nytænkning af den eksisterende undervisning, hvorefter lærerne introduceres til en række værktøjer som retter sig mod forskellige aktiviteter i deres undervisning?

Jeg tror, at valget af it-værktøjer til brug i undervisningen altid bør være funderet i didaktiske overvejelser. Selv om man kan blive inspireret og til tider imponeret af hvad forskellige nye it-værktøjer kan, er det de pædagogiske behov, der bør være styrende for hvilke it-værktøjer man anvender i sin undervisning. Starter man kompetenceudviklingen med at introducere lærerne til nogle få værktøjer, har man allerede begrænset deres didaktiske muligheder. Starter man kompetenceudviklingen med didaktikken, klæder man derimod lærerne på til selv at kunne vurdere nye it-værktøjer, og til at kunne udvælge de værktøjer, som kan bidrage positivt til deres undervisning.

Hvordan mener du, at god it-kompetenceudvikling af undervisere bør se ud?

Den Digitale Folkeskole

Den 21. juni afholdtes konferencen Den Digitale Folkeskole på Christiansborg. Konferencen var arrangeret af Trine Bramsen (MF for socialdemokraterne), og bød på spændende indlæg fra Christine Antorini, Jeppe Bundsgaard, repræsentanter fra Bornholms Efterskole, Højby skole og Dansk IT/IT-Branchen samt Anders Bondo Christensen.

Særligt Jeppe Bundsgaards indlæg var i mine øjne interessant. Bundsgaard lagde vægt på, at vi er nødt til at beskrive, hvad formålet med at inddrage it i undervisningen er, før vi kan opstille mål for brugen af it-læremidler og før vi kan evaluere it-læremidlernes anvendelighed. Han pegede på flere interessante forskningsprojekter, som arbejder henimod at beskrive det '21. århundredes kompetencebehov'. Bl.a. nævnte han p21.org, som har udviklet nedenstående model, der både beskriver kompetencerne, og kommer med bud på hvordan de kan udvikles:

Jeppe Bundsgaard rettede herefter en kritik mod de mange digitale læremidler og prøveformer, som er funderet i en behavioristisk læringsforståelse. Som eksempler på sådanne nævnte han simple læringsspil/apps og multiple choice test. I stedet for en sådan behavioristisk brug af it i undervisningen, lagde Bundsgaard op til, at it skal inddrages i undervisningen som et redskab til løsning af autentiske udfordringer. Eleverne skal, ifølge Bundsgaard, lære at bruge it som et redskab for bl.a. kommunikation, produktion, processtyring, informationssøgning, analysearbejde og beregninger.

Jeg tror, at Jeppe Bundsgaards pointer er rigtige. Brugen af it i undervisningen må pege frem mod at forberede eleverne på brug af it uden for skolen, og for at det kan lade sig gøre at anvende it på denne måde i folkeskolen, kræver det at underviserne véd hvilke it-redskaber, der kan understøtte de forskellige arbejdsprocesser. Det kræver også, at underviserne véd hvad man skal være opmærksom på, når man anvender de forskellige redskaber, og at de kan vejlede eleverne i dette. Hvad sker der fx med kommunikationen, når den foregår virtuelt? Hvordan forholder man sig til den information man finder på internettet, og hvordan sorterer man i informationen? Hvordan kan it bidrage positivt til produktion og deling af viden - og hvilke faldgruber er der?

At ruste eleverne til at anvende it som et redskab, er for mig at se Den Digitale Folkeskoles vigtigste opgave. Og det er, som også Trine Bramsen indledningsvis sagde på konferencen, læreren, ikke teknologien, der er nøglen til dette.

The Flipped Classroom

Gennem de senere år er 'The Flipped Classroom' eller 'Det omvendte klasseværelse' særligt i USA og Canada blevet en virkelig populær pædagogisk metode.

Metoden går i al sin enkelthed ud på, at de lærende arbejder med det der traditionelt har været undervisningens indhold derhjemme, og bruger undervisningstiden på at arbejde med det, der traditionelt har været lektier.

Et eksempel på et 'Flipped Classroom'-forløb kunne være, at underviseren optager sin forelæsning  på video, og lader de lærende se og høre forelæsningen som forberedelse til undervisningen på klassen - forelæsningen bliver altså forberedelsen. I klasseundervisningen arbejder de lærende efterfølgende med opgaver og øvelser som træner deres forståelse for det emne, der er præsenteret i den forelæsning de har set hjemme, eller de diskuterer problemstillinger som er rejst i forelæsningen.

En af de åbenlyse fordele ved 'The Flipped Classroom' er, at de lærende er aktiverede i undervisningssituationen. De skal ikke sidde som passive tilhørere til en forelæsning, men anvende den viden de har opnået forud for klasseundervisningen. Det vil med stor sandsynlighed kunne rykke de lærendes fokus væk fra Facebook og over på de faglige problemstillinger. De studerende har også, i højere grad end hvis de sad hjemme med opgaverne, mulighed for at få hjælp og støtte fra hinanden og fra underviseren.

Måske er der dog også ulemper ved 'The Flipped Classroom'. Kunne man ikke forestille sig, at nogle studerende arbejder bedst alene og hvor der er ro, og faktisk får stort udbytte af at være tilstede og kunne stille spørgsmål under forelæsningen? Og bliver forelæsningen ikke mere levende af, at der bliver stillet spørgsmål fra de studerende?

Du kan læse mere om metoden her.

Har du erfaringer med at anvende 'The Flipped Classroom'? Så hører vi meget gerne fra dig.

Hvad er e-læring?

På en konference på Syddansk Universitet blev resultaterne af ELYK-projektet i dag præsenteret. Projektet har løbet over 3 år, og har haft som mål at udvikle brugen af e-læring i forbindelse med kompetenceudvikling i yderkantsområder.

Dagen bød på flere forskellige spændende indlæg, og blev indledt med en præsentation af projektets overordnede rammer. Karsten Gynther fra UC Sjælland, som har været projektets leder, præsenterede i den sammenhæng forskellige definitioner på e-læring, heriblandt Videnskabsministeriets fra 2007 og EVAs fra 2011. Han gav udtryk for, at de to institutioners definitioner ikke var dækkende for projektet, og især EVAs, hvori e-læring forståes som ren netbaseret fjernundervisning uden tilstedeværelse, mente han var for smal. Han præsenterede i forlængelse heraf den definition på begrebet, som er udviklet og anvendt i ELYK-projektet, og som ifølge Gynther er bredere end de ovenfor nævnte. Den lyder:

"E-læring er kompetenceudvikling, som er helt eller delvist digitalt medieret".

Som det ses, er projektets definition af e-læring sandsynligvis inspireret af den definition på e-læring vi hos eVidenCenter udviklede for et par år siden. Ihvertfald lægger den sig tæt op ad denne. Vi definerede (og definerer fortsat) begrebet e-læring således:

"E-læring er læring, der er helt eller delvist medieret af digitale medier".

Selvom ELYK-projektets definition af begrebet minder meget om eVidenCenters, er der alligevel en meget væsentlig forskel. ELYK-projektet har nemlig skiftet begrebet 'læring' ud med begrebet 'kompetenceudvikling' i definitionen. Umiddelbart kan det virke meget uskyldigt; det er vel blot en tilpasning af eVidenCenters definition af begrebet, til det konkrete ELYK-projekt, som har med kompetenceudvikling i yderkantsområder at gøre?

Svaret på det spørgsmål må være nej. E-læringens mulige former begrænses mærkbart, hvis den istedet for at være "'læring' som er helt eller delvist medieret af digitale medier", bliver "'kompetenceudvikling' som er helt eller delvist digitalt medieret".

Hvor begrebet 'læring' omhandler tilegnelse og udvikling af både færdigheder, viden og kompetencer, omhandler 'kompetenceudvikling' nemlig kun udvikling af - ja, kompetencer. Kompetencer er som bekendt viden og færdigheder anvendt i en kontekst. Det betyder, at eksempelvis individuel færdighedstræning i regnearkets funktioner eller færdighedstest ikke kan rummes i ELYK-projektets definition af e-læring, ligesom heller ikke brugen af eksempelvis videopræsentationer i undervisningen kan rummes.

Hos eVidenCenter lægger vi vægt på, at e-læring kan være mange ting. E-læring kan anvendes i en instruktivistisk form, hvor overførsel af viden er et centralt element. E-læring kan også anvendes i radikalt konstruktivistiske former, hvor den enkelte arbejder selvstændigt med at opbygge og udvikle færdigheder. Og endelig kan e-læring anvendes i en socialkonstruktivistisk form, hvor samarbejde om praksis er det centrale element.

De tre overordnede e-læringsformer er vores eDidaktiske Overvejelsesmodel bygget op omkring. Ingen af e-læringsformerne er pr. definition bedre end de andre. Valget af e-læringsform afhænger bl.a. af forløbets formål, målgruppe og organisering.

For eVidenCenter er e-læring læring, som er helt eller delvist medieret af digitale medier. Det betyder, at e-læring er mange ting, og at dens form må bestemmes af den didaktiske kontekst, som er forskellig fra uddannelse til uddannelse, fra fag til fag og fra lærer til lærer. Derfor bør e-læring i sin definition være så lidt begrænsende som overhovedet muligt, for at give lærere og studerende mulighed for til fulde at udnytte dens potentialer.

Konference: Professionsuddannelser 2.0

Af Jakob Neergaard Hausted, CELM.

Den 27. oktober var CELM repræsenteret af Jakob Neergaard Hausted ved konferencen Professionsuddannelse 2.0. Konferencen blev afholdt af det nationale videncenter for læremidler, læremiddel.dk. Baggrunden var afslutningen på et 2-årigt udviklingsprojekt med titlen Professionsuddannelser og læremidler. Her har undervisere og studerende ’eksperimenteret med nye læremidler med det formål at udforske, hvordan læremidlerne kan bidrage til udvikling af nye læringsmiljøer, nye undervisnings-, studie- samt praktikformer og hermed bidrage til faglig og fagdidaktisk udvikling’. Konferencebidragene var en blanding af konkrete erfaringer, vidensbidrag fra de enkelte udviklingsprojekter samt uddannelsespolitiske, sociologiske og idéhistoriske perspektiveringer til nye eller digitaliserede undervisningsformer. Fælles for udviklingsprojekterne er, at de empirisk har taget udgangspunkt i enten læreruddannelsen eller sygeplejerskeuddannelsen. Forskellige power points tilknyttet oplæggene kan findes på læremiddel.dk.

I ’Koblede kontekster’ har Sven Gergen og Dorthe Carlsen i to projekter undersøgt, hvordan lærerstuderende og undervisere har gjort brug af bloggen som kobling mellem praktik og undervisning på lærerseminariet (UCSJ).  Samlet viser undersøgelsen, at der er stor forskel på, hvor meget studerende bruger blogfunktionen i deres praktik. Mange studerende opfattede i det ene projekt bloggen som endnu en arbejdsopgave i praktikken, og blogaktiviteten var derfor minimal. Omvendt viser undersøgelsens andet projekt, at så snart bloggen gøres til et lukket site, så stiger de studerendes blogaktiviteter, refleksioner og sparring vedrørende praksis og teori.

Rikke Christoffersen har også undersøgt læreruddannelsen, men med fokus på hvordan studerende selv kan udvikle didaktiske websites med henblik på danskundervisning i deres praktik. Denne undersøgelse viser modsat førstnævnte undersøgelse en høj grad af aktivitet blandt de studerende, hvilket peger mod, at jo mere de studerende bruger teknologien som et didaktisk redskab til udvikling af læremidler, desto mere stiger deres aktiviteter i forhold til teknologien også. 

I projekt ’Casedidaktik’ har Peter Brodersen og Jens Aage Poulsen undersøgt de didaktiske muligheder i inddragelse af ’den eksemplariske case’ i sygeplejestuderendes læreproces, ved at de studerende selv udvikler eksemplariske cases ud fra oplevelser i deres praktikforløb. Oplægget rummede få konkrete eksempler og adskilte sig fra de andre oplæg ved ikke at fokusere på digitale teknologier. I hvilket format, studerende skal arbejde med casen, er derfor åbent for underviseres didaktiske overvejelser. Oplægsholderne pointerede dog, at arbejdet med ’den eksemplariske case’ er lettere at integrere i sygeplejerskeuddannelsen end i læreruddannelsen, da læreruddannelsens praktik er meget kontekstafhængig, hvormed mulighederne for at udvikle en ’eksemplarisk’ case er mindre. Dette kan diskuteres, da den danske sundhedssektor og den enkelte patient så sandelig også må siges at være kontekstafhængig. Desuden har uddannelsesantropologien de sidste 50-60 år har produceret et hav af cases (se bl.a. Spindler & Spindler: 2000, 1982), der med fordel kan inddrages og bruges som inspiration i forhold til lærerstuderendes cases.

Line Zimmer Rasmussen viste tilhørerne, hvordan sygeplejestuderende i dag har adgang til et læringsmiljø i form af et virtuelt sengeafsnit på et hospital i onlineverdenen Second Life. Studerende bruger i høj grad rummet til at opøve kompetencer i forhold til diverse arbejdsprocedurer ved behandlinger af patienter. I lighed med en pilots arbejde i en flysimulator er det virtuelle sengeafsnit en simuleret virkelighed, der giver mulighed for, at den studerende kan lære af sine negative erfaringer uden helbredsmæssige omkostninger for ’patienten’. Som en tilhører pointerede, kan det i en simuleret virkelighed netop give mening ’at lære at slå ihjel for ikke at slå ihjel’. Det kan i dette perspektiv være en god idé at lade de studerende gøre negative erfaringer, da det er ’gratis’ i dette miljø.

Konferencens samlede vidensbidrag viser, at der foregår mange forskellige forsøg med inddragelse af bl.a. it i udviklingen af professionsuddannelsernes didaktikker og læremidler. Der er ligeledes mange forskellige perspektiver forbundet med udviklingen af it-didaktikker i uddannelserne, herunder hvilken plads digitale teknologier skal have i de studerendes uddannelsesforløb og læring.  I et antropologisk perspektiv foregår der altid læring (tilsigtet som utilsigtet) i en given social kontekst, uanset hvilken teknologi der bruges. Og når ’gamle’ teknologier skiftes ud med ’nye’, er det derfor relevant at spørge, hvilke former for læring der er professionsuddannelsernes pædagogiske sigte.   

Didaktik, pædagogik og udvikling

På dette års Uddannelsesforum talte Undervisningsminister Christine Antorini om, hvordan indsatsen for at udbrede anvendelsen af it og e-læring skal finde sted. Bl.a. havde hun fokus på, hvodan it kan bruges til at "ramme" flere af eleverne positivt. Overfor folkeskolen.dk udtalte hun  efter åbningstalen, at det fremover vil være didaktikken, pædagogikken og udviklingen, der skal have prioritet, når det handler om at udbrede anvendelsen af it.

Hos eVidenCenter er det vores erfaring, at anvendelsen af it i undervisningen stiller krav om fornyede didaktiske og pædagogiske overvejelser. Naturligvis er der også tekniske forhold, som kan begrænse muligheden for at anvende it, men flere rapporter peger på, at udfordringen i fremtiden ligger i, hvordan underviserne kan anvende it-redskaberne og de digitale materialer så de giver en pædagogisk mér-værdi. Derfor mener vi også, at en satsning på kompetenceudvikling af lærerne er et helt centralt indsatsområde. Erfaringer fra EVA's 2009 undersøgelse "It i folkeskolen" gjorde det tydeligt, at underviserne kun får et meget ringe udbytte af dags- eller ugelange kurser som er lagt på kursuscentre væk fra skolerne. Istedet ønsker lærerne praksisnære kursusforløb, hvor de kan afprøve deres nye viden i deres egen undervisningspraksis.

eVidenCenters kurser i e-læringspædagogik er et bud på, hvordan en sådan praksisnær og fleksibel kompetenceudvikling kan se ud. I kombination med værktøjer som Den e-Didaktiske Overvejelsesmodel kan de støtte underviserne i at prioritere didaktikken, pædagogikken og udviklingen af deres egen undervisningspraksis - og understøtte udbredelsen af den pædagogiske brug af it i undervisningen.

EVAs status for it i undervisningen

Danmarks Evalueringsinstitut har opsamlet resultaterne af deres undersøgelser af brugen af it i undervisningen i 9 fakta. Nogle vil nikke genkendende til de 9 fakta, mens andre muligvis vil blive overraskede over, hvordan det egentlig står til med integrationen af it i undervisningen.

Det første fakta fra EVA er, at lærerne ikke er it-forskrækkede. Ofte er det ellers det man hører, når man taler med skoleledere; at lærerne er bange for at anvende it, fordi eleverne jo er bedre til det end de selv. Fakta er, at lærerne godt ved, at eleverne ved en masse om hvordan man anvender sociale medier og producerer Youtube videoer. Men det gør dem ikke forskrækkede. Det der gør lærerne forskrækkede er ikke it, men manglen på viden om, hvordan sociale medier, youtube-videoer og andre it-værktøjer kan bidrage positivt til undervisningen i netop deres fag. 

Det bringer os videre til EVAs andet fakta; at it kun er et supplement. Uden en it-pædagogisk og it-didaktisk ramme at tænke it-værktøjerne ind i, vil man som lærer naturligvis forfalde til, at indtænke it-værktøjerne i de rammer man har anvendt i en undervisning uden brug af it. Det betyder, at it aldrig kan blive et bærende element i undervisningen, og når EVA som det tredje fakta fremhæver, at it-pædagogikken halter,bliver det endnu nemmere at forstå hvorfor it kun anvendes som et supplement.

 

EVAs fjerde fakta er, at it ikke er elevernes redskab. De fleste lærere ved, at det til tider kan være svært at slippe styringen i undervisningen. Der kan være mange grunde til at det er svært, bl.a. at man gerne vil sikre, at eleverne lever op til de fra centralt hold fastsatte mål. Når eleverne sidder med hver deres computer, har man som lærer ingen kontrol over deres læringsproces. Ofte vil lærerens frygt for at eleverne ikke laver det de skal, føre til at eleverne ikke får lov at sidde med deres computer tændt, og til at læreren, som en kollega udtrykte det forleden, "bryder ud i undervisning". Når dette sker, kan man være ganske sikker på, at man i sin undervisning lever op til EVAs femte fakta: At den digitale dannelse overses.

 

EVAs sjette fakta er, at it er et ledelsesspørgsmål. Det betyder, at ledelsen ikke kan lade det være op til den engagerede ildsjæl at udbrede inddragelsen af it i undervisningen på skolen. Ledelsen må selv bære udviklingen, og bl.a. støtte den gennem en hensynstagen til EVAs syvende fakta: At lærernes it-kompetencer skal styrkes. Dette kan bl.a. gøres ved at lade lærerne deltage i it-pædagogiske kurser, hvor brugen af de forskellige it-værktøjer og materialer sættes ind i en it-didaktisk og it-pædagogisk ramme.

 

Som det ottende fakta peger EVA på en mangelfuld adgang til it. Uanset hvor mange kurser man sender lærerne på, og uanset hvor gerne lærerne vil anvende it i undervisningen, er det helt essentielt, at den nødvendige teknik er tilstede på skolerne, og at den virker. Her har ledelsen en vigtig opgave, ligesom de har en vigtig opgave i forhold til at udbrede brugen af it i kontakten mellem skolen og elever/forældre. EVA nævner som det niende fakta, at der fortsat er sedler i taskerne, selvom udbredelsen af både computere, tablets og smartphones burde give rig mulighed for at gøre kommunikationen hurtig og let.

 

Uanset om man nikker genkendende til EVAs 9 fakta eller ej, er det tydeligt at der er én ting som ligger til grund for størstedelen af de fakta EVA lister: Lærernes mangel på redskaber og kompetencer til at indtænke it-værktøjer i en pædagogisk og didaktisk praksis. Det er, i mine øjne, den største barriere for udviklingen på området.

 

Hos eVidenCenter forsøger vi bl.a. at imødegå denne barriere gennem vores certificeringskurser i e-læringspædagogik, og ved at stille redskaber til rådighed for en strukturering af lærernes it-didaktiske overvejelser. Kun ved at være pædagogisk og didaktisk bevidst om brugen af it i undervisningen, kan man som lærer opnå den pædagogiske merværdi, som de forskellige it-værktøjer har potentiale til at give.

 

Brugerdreven innovation af digitale læremidler

I et samarbejde med bl.a. DPU, SDU, en række forlag, antropologerne.com og flere andre, har Læremiddel.dk gennemført et projekt om brugerdreven innovation af digitale læremidler, og resultaterne af projektet blev præsenteret på en konference den 17. marts.

Projektleder Marie Falkesgaard Slot præsenterede projektet, og fortalte bl.a. om den undersøgelse som Antropologerne.com havde foretaget som opstart på projektet. I undersøgelsen var de bl.a. kommet frem til, at relationerne mellem de forskellige aktører som indgår i udviklingen af læremidler, ser således ud:

Som man kan se, er der en tendens til, at brugerne af læremidlerne (lærerne og eleverne) kun i lille grad kommunikerer med forlagene, som producerer læremidlerne. Kontakten fra brugerne til producenterne går altid gennem enten en bibliotekar eller en konsulent, og det spænder ben for den brugerdrevne udvikling af læremidlerne.

Et af de spørgsmål, som projektet har søgt at besvare er, hvad grunden er til, at producenterne ikke er i direkte kontakt med lærerne og eleverne, og hvordan forlagene kan skaffe sig informationer om behovene ude på skolerne.

Der blev i løbet af dagen givet mange interessante bud på, hvordan lærerne i højere grad kan inddrages i læremiddel-udviklingen. Bl.a. pegede Lars Qvortrup, som var dagens sidste oplægsholder, på, at det ville være en god idé at oprette en "forfatterskole", hvor lærerne kunne få indsigt i hvordan man udvikler digitale læremidler, og hvor der kunne skabes kontakt mellem lærerne og producenterne.

Der blev ikke givet noget egentligt svar på, hvordan eleverne kan inddrages i udviklingen af læremidler. I mine øjne er det eleverne, der er de egentlige brugere af læremidlerne, og det er derfor vigtigt også at inddrage deres erfaringer og ønsker, når man udvikler læremidler.

Antropologerne.com havde i deres undersøgelse fundet frem til 4 forskellige elev-typer:

Jeg tror denne opdeling af eleverne i typer, kan danne afsæt for udviklingen af differentierede læremidler, som tager hensyn til mangfoldigheden i skolen.

Ved at udvikle læremidlerne, så de henvender sig til alle fire elev-typer, kan man måske sikre elevernes motivation for at arbejde med læremidlets indhold.

Du kan læse mere om projektet på hjemmesiden her: http://www.digitalelaeremidler.dk

E-didaktik i praksis

Professionshøjskolen Metropol er i samarbejde med WHO i gang med at forberede et kursus for læger fra det tidligere Sovjet i form af en ”Summer School”. Kurset skal bl.a. give lægerne et bedre indblik i, hvordan ernæring påvirker patienternes helbred og sygdomsforløb.

Martha Krogh Topperzer, som er adjunkt hos Professionshøjskolen Metropol, er tilknyttet projektet som e-lærings-sparringspartner. Hun er allerede nu i gang med at forberede kurset og dets rammer, og som værktøj i forberedelsen anvender hun eVidenCenters e-Didaktiske Overvejelsesmodel. Bl.a. har hun udsendt spørgeskemaer til de kommende kursister, som tager afsæt i målgruppeanalyseskemaet fra overvejelsesmodellen, og hun planlægger også at anvende modellens skemaer til afklaring af undervisernes forudsætninger og til planlægning af forløbet.

Det er spændende at se Den e-Didaktiske Overvejselsesmodel anvendt i praksis, og vi er altid interesserede i at høre fra folk, som har anvendt modellen, eller som har spørgsmål til den. Kommentarerne kan som sædvanlig gives på modellens kommentarside.

Mangler skolerne it-ambitioner?

Evalueringskonsulent hos Danmarks Evalueringsinstitut, Sanya Gertsen Pedersen skriver i en analyse i Politiken, at det er EVA's vurdering at skoler og uddannelser ikke er ambitiøse nok i forhold til at inddrage it i undervisningen. Ifølge EVA's egne undersøgelser anvender lærerne primært it som et supplement til den daglige undervisning, eller i forbindelse med præsentationer af fagligt stof. Én af pointerne i Sanya Gertsen Pedersens artikel er, at der er behov for en fag-didaktisk anvendelse af it, hvor it ikke bare er et værktøj til præsentationer, men hvor der er fokus på at udnytte teknologien fuldt i det enkelte fag.

Spørgsmålet er, om den manglende fagdidaktiske brug af it i uddannelsessystemet skyldes et for lavt ambitionsniveau hos skolerne, eller om det skyldes at underviserne har svært ved at overskue de didaktiske og pædagogiske konsekvenser af at inddrage it som et bærende element i undervisningen.

Min overbevisning er, at der blandt mange lærere, både i grundskolen og på de videregående uddannelser, er en stor vilje til at anvende it i undervisningen. De fleste lærere er nysgerrige, og ønsker i højere grad at tage afsæt i elevernes erfaringsverdener, hvor eksempelvis sociale medier som Facebook og blogs spiller en stor rolle. Mange lærere er også interesserede i at inddrage it som andet end blot et præsentationsværktøj, fx i form af virtuelle læringsmiljøer i Second Life eller i form af konkrete værktøjer til elevernes løsning af opgaver.

Problemet er, at det for mange lærere er en udfordring at skulle lægge store dele af undervisningen om, så mulighederne i  it-programmer og -værktøjer udnyttes, fordi det grundlæggende ændrer på de didaktiske relationer i undervisningsrummet - og det kan være svært at overskue hvilke konsekvenser en sådan omlægning af undervisningen vil have for elevernes faglige og sociale udbytte af undervisningen.

Hvis lærerne skal have mulighed for at inddrage it i undervisningen på den bedst mulige måde, og hvis de skal forstå hvilke konsekvenser inddragelsen af it vil have for deres undervisning, er de nødt til at medtænke it's indflydelse på både didaktik og pædagogik allerede når de planlægger undervisningen. Hvis ikke inddragelsen af it-værktøjer i det enkelte fag og i det enkelte forløb er et bevidst valg/fravalg i underviserens planlægning af undervisningen, vil der aldrig blive mulighed for at udnytte it's potentialer fuldt ud i det enkelte fag, og it vil fortsat blot være et supplement til den "egentlige" undervisning.

Hvis du som lærer er interesseret i hvordan du kan inddrage forskellige it-værktøjer i din undervisning, kan du med fordel klikke videre til Den e-Didaktiske Overvejelsesmodel.

"Den Store Skærm" og pædagogikken

Thomas Aastrup Rømer filosoferer i et blogindlæg på folkeskolen.dk over, hvad en øget brug af computere og Interaktive WhiteBoards (som han har døbt "Den Store Skærm")  betyder for pædagogikken. Det er et ganske interessant indlæg, hvori Rømer argumenterer for at en øget brug af "Skærmen" i skolen, udelukker kroppen, følelserne og fornuften fra pædagogikken.

På Uddannelsesforum, som i disse dage afvikles i Bella Center (og hvor jeg var i går), præsenterer en række firmaer på de forskellige stande deres bud på, hvordan "Den Store Skærm" kan se ud. En række dygtige mennesker viser forbipasserende undervisere, hvordan man som lærer lynhurtigt kan vise eleverne et videoklip eller en animation på tavlen, og hvordan tekst-til-tale er implementeret i softwaren, så tavlen kan læse den tekst op, som læreren indtaster. Det er imponerende, hvad man kan på sådan en tavle.

I en artikel på folkeskolen.dk fortæller en nyuddannet lærer, Katrine Andersen, hvordan en af disse tavler ændrede hendes undervisning radikalt. Eleverne sad som tryllebundne og tog noter, ganske imponerede af "Den Store Skærm". Uden krop, uden følelser og uden fornuft, ville Thomas Rømer måske have sagt.

I første omgang blev Katrine Andersen både glad og lettet over tavlens effekt, men efter nærmere refleksion indså hun, at det tavlen gjorde ved undervisningen ikke udelukkende var positivt. Eleverne blev passive modtagere af den information hun som underviser formidlede ved hjælp af tavlen, og da Katrine  Andersen blev konfronteret med dette faktum af en tidligere underviser fra Zahle, måtte hun gentænke sin brug af tavlen i undervisningen.

Tavle-producenterne forsøger med forskellige værktøjer at involvere eleverne i brugen af tavlerne. Der lægges spil ind, som eleverne kan lege med, og nogle producenter har integreret afstemningsfunktioner i softwaren, som betyder at eleverne ved hjælp af "stemmebokse", kan svare på multiple choice spørgsmål som vises på tavlen. Teknologien er allerede anvendt på bl.a. Syddansk Universitet, som det kan læses i denne artikel. Desværre er forsøgene på at involvere eleverne i brugen af tavlerne i mine øjne ikke særligt vellykkede. Kun en enkelt eller et par elever kan anvende tavlen ad gangen i forbindelse med spil, og stemmeboksene reducerer i alt for høj grad kommunikationen til et "tryk på en knap".

Det virker i mine øjne som om Thomas Aastrup Rømer har ret i sin kritik af "Den Store Skærm". Den udelukker kroppen, følelserne og fornuften fra pædagogikken. Men det behøver ikke være sådan. Teknologien, herunder også de interaktive whiteboards, kan understøtte kropslighedens, sansningens og fornuftens tilstedeværelse i pædagogikken. Men hvis teknologien skal understøtte pædagogikken, så må og skal pædagogikken medtænkes i både udviklingen og anvendelsen af teknologien.

Det kræver, at udviklerne i lige så høj grad fokuserer på den pædagogiske innovation som på den teknologiske når de producerer tavlerne, og det kræver at underviseren medtænker eksempelvis kropslighed, følelser og fornuft, når hun i planlægningen af et forløb udvælger de værktøjer hun vil anvende i sin undervisning. Til brug for en strukturering af de didaktiske og pædagogiske overvejelser kan underviseren fx benytte sig af Den e-Didaktiske Overvejelsesmodel.

Den vigtigste overvejelse, som en underviser der anvender eksempelvis interaktive whiteboards må gøre sig er denne: Er det teknologien eller pædagogikken der skal definere min undervisning?

Computere forstyrrer undervisningen!

Det er konklusionen i en rapport som er udarbejdet af Center for ungdomsforskning ved DPU, Århus Universitet.
Særligt brugen af computerspil og private chats på fx Facebook fremstilles i rapporten som nogle af de største problemer for elevernes evne til at koncentrere sig om undervisningens faglige indhold.

En underviser citeres i rapporten for at sige:
Jeg synes jo, at skærmen tit bliver afskærmning, og at skærmen gør, at nærværet forsvinder. Det kan man jo mærke lynhurtigt, at nu er de andre steder henne, og så siger jeg: ”Så lukker vi!” (Banker i bordet) (rapportens side 79).

Det er en hård kritik, der i rapporten rettes mod brugen af computere i undervisningen. Og i det tilfælde, at man ønsker at bibeholde en undervisningsform, hvor underviseren er i centrum, og hvor eleverne skal indoptage den viden som underviseren formidler, er det klart at computeren og de muligheder den giver eleverne for at kommunikere med andre end underviseren, virker forstyrrende på undervisningen.

Ønsker man derimod en undervisning, der baseres på en opfattelse af læring som en fælles proces, som forudsætter jævnbyrdig kommunikation og udveksling af erfaringer mellem underviser, studerende og den omkringliggende verden, må computeren nødvendigvis ses som en styrke i undervisningen. Den giver modspil og inputs til det erfaringsfællesskab, som underviseren og eleverne sammen har opbygget, og binder erfaringsfællesskabet sammen med den omkringliggende verden.

Rapporten fra Center for ungdomsforskning konkluderer, at der er brug for en afklaring af hvordan brugen af elektroniske virkemidler kan styres i undervisningen, så den ikke forstyrrer den faglige formidling. Der er brug for at underviseren udstikker regler. Projektets leder, Arnt Louw Vestergaard, udtaler bl.a.:
"Lærerne skal være mere offensive og i højere grad tage styringen. De skal være helt klare omkring, hvornår computerne må være fremme, og hvornår de skal være slukkede; hvad de skal bruges til, og hvad de ikke skal bruges til" (Kilde: DPU.dk)

At underviseren skal udstikke regler for brugen af computere kan virke som en rigtig god idé, men risikerer det ikke at blokere for spændende og relevante inputs til undervisningen, at det er én person der beslutter hvad der er relevant at inddrage? Véd underviseren alt om det emne der undervises i? Nej, selvfølgelig ikke. Hvorfor så ikke inddrage eleverne og deres direkte adgang til verden i så stort omfang som overhovedet muligt? For hvad er det egentlig elevernes brug af computere forstyrrer - elevernes læringsproces eller underviserens formidling? Og hvad er vigtigst i en undervisning?

Fremfor at udvikle didaktikken og opbygningen af relationerne mellem underviser og elever i takt med udviklingen af de teknologiske muligheder, mener rapportens forfattere åbenbart at undervisningen fortsat skal have underviseren i centrum, at eleverne kun skal indoptage den viden underviseren formidler, og at computere (og verden udenfor undervisningsrummet) primært skal ses som forstyrrende elementer, hvis brug og indflydelse på undervisningen bør begrænses af underviserens regler.

Er det virkelig det vi vil med vores uddannelsessystem?

Er skolebogen ved at uddø?

I Politiken kunne man forleden læse en artikel om, hvordan de elektroniske læremidler er i gang med at udkonkurrere de traditionelle lærebøger. Baggrunden for artiklen var, at flere udviklere af elektroniske læremidler oplever en stor fremgang i salget af denne form for materialer. Janus Benn Sørensen, som er direktør i firmaet Clio Online, der bl.a. har udviklet spændende materialer til samfundsfag, citeres i artiklen:

"Hvorfor skal man have bøger i folkeskolen? Hvis du går i banken, på kontoret eller i supermarkedet, er det computere, der styrer det hele, fordi det er meget mere effektivt. Så skal vi selvfølgelig også bruge dem i skolen"

Der er ingen tvivl om, at der kan ligge enorme ressourcer og styrker i de elektroniske læremidler. De aktiverer i mange tilfælde den lærende i langt højere grad, end tilfældet er for traditionelle lærebøger. Spørgsmålet er bare, om den samme grad af aktivitet er ønskelig i alle fag, og i behandlingen af alle emner. I nogle fag og i nogle emner, er den direkte kontakt med underviseren vigtig, og i de tilfælde bør al undervisning ikke flyttes ud i det virtuelle rum. I andre fag kan det virtuelle rum derimod være et uvurderligt værktøj.

For eVidenCenter er det dog ikke et mål i sig selv, at læremidlerne bliver elektroniske. E-læring og traditionelle undervisningsmaterialer kan sagtens anvendes sammen. I mange tilfælde kan de endda støtte hinanden, og gøre undervisningen og læringen bedre, end hvad de ville kunne hver for sig.

E-læring og elektroniske læremidler indeholder en række gode elementer, som kan være med til at styrke den enkeltes læring. Det er dog vigtigt, at underviseren gør op med sig selv, hvilke pædagogiske og didaktiske strukturer der er tænkt ind i læremidlet, så det fortsat bliver pædagogikken, og ikke teknologien, der styrer undervisningen. Hvis man eksempelvis ønsker at få de lærende til at samarbejde kollaborativt, må man udvælge materialer der lægger op til et sådant samarbejde, ligesom man, hvis man ønsker at de studerende skal arbejde selvstændigt, må vælge materialer som tilgodeser denne arbejdsform.

Pædagogikken og didaktikken bør være styrende for teknologi-anvendelsen i undervisningen. Det er naturligvis spændende at arbejde med anvendelsen af de nye teknologier, men eVidenCenters primære interesse ligger i, hvordan de nye teknologier giver nye pædagogiske muligheder, eller understøtter den allerede eksisterende pædagogik. Det er koblingen mellem elektronikken og pædagogikken der giver e-læring dens værdi.

E-læring og didaktisk planlægning

I det seneste nummer af DPU’s blad Asterisk, besvarer professor Birgitte Holm Sørensen fra DPU spørgsmålet om hvad der skal til, for at Web 2.0 kan bidrage positivt til elevernes læring:

”Læringsresultatet kan blive bedre, men det er helt af­hængig af det didaktiske design for læreprocesserne og for undervisningen. For at kunne bruge sociale medier i skolen må der ske en didaktisering.”

Hvor det tidligere har været en udbredt opfattelse, at brugen af it helt kan erstatte underviserens rolle i undervisningen, mener Birgitte Holm Sørensen at it, og særligt de sociale medier og Web 2.0 værktøjerne, kræver didaktisk styring.

Hos eVidenCenter er vi overbeviste om, at de didaktiske overvejelser, om muligt, er endnu vigtigere ved anvendelse af e-læring, end de er i en traditionel undervisning. Særligt brugen af Web 2.0 værktøjer kræver grundige overvejelser fra underviseren, hvis deres potentiale skal udnyttes fuldt ud.

Ved brug af Web 2.0 i undervisningen, bliver der sat fokus på elevernes egen produktion af viden, frem for på deres mere eller mindre passive tilegnelse heraf. Det betyder, at underviseren nærmere må fungere som ligeværdig ’konsulent’ end som overlegen ’ekspert’ overfor eleverne, ligesom der må stilles særlige krav til materialernes evne til at aktivere elevernes vidensproduktion. Også mulighederne for samarbejde og kommunikation er vigtige i forbindelse med anvendelse af Web 2.0 i undervisningen.

Vi er hos eVidenCenter i gang med at udvikle en e-didaktisk overvejelsesmodel, som kan fungere som et planlægningsværktøj for den underviser, der skal anvende e-læring i et forløb. Modellen udpeger de faktorer, som er særligt vigtige at have opmærksomhed på, i forbindelse med anvendelsen af e-læring, og giver underviseren en række værktøjer til at vurdere, om der er sammenhæng mellem valget af materiale, underviserrolle, samarbejdsform og kommunikationsform. Modellen bliver offentliggjort i løbet af efteråret 2010, og vi håber den kan bidrage til at gøre det tydeligt, hvornår e-læring i forskellige former, kan bidrage positivt til elevernes læring.