Et ”usikkert” klasserum

Af pædagogisk konsulent Daniella Tasic Hansen

D. 20/3 overværede jeg et oplæg med Michael Paulsen (M.P.) i forbindelse med en pædagogisk dag på Aarhus Business College. Et oplæg, som indeholdt rigtig mange gode pointer samt refleksioner over de udfordringer og potentialer, som en underviser står over for i et klasserum i dagens Danmark.

M.P. talte bl.a. om et mere åbent klasserum, som i højere grad end tidligere, er udsat fra påvirkninger ude fra. Han beskrev, hvorledes det kunne opleves som et ”usikkert klasserum” at foretage en undervisning i. Han sammenlignede faktisk klasserummet med ”et gigantisk cocktail party”, hvor de lærende blev trukket i forskellige retninger og sociale samt kommunikationsmæssige sammenhænge på kryds og tværs.

Med en sådan beskrivelse står det nutidige klasserum, i kraft af samtidens kommunikationspraksis og kultur samt eksterne påvirkninger, i modsætning til klasserummet før sociale medier samt informations- og kommunikationsteknologi raserede og var alment tilgængeligt. Som følge heraf er oplevelsen af et mere usikkert klasserum jo heller ikke overraskende. Som M.P. påpegede, kunne det føles som ”læreren mod resten af verden”.

At der ikke er åbenlyse spilleregler i omgangen med og brugen af sociale medier, gør det heller ikke nemmere at tilrettelægge en undervisning med inddragelse af disse, hvilket M.P. også påpegede i sit oplæg. Derfor vil jeg endnu en gang gøre opmærksom på et behov for at arbejde med et digitalt dannelsesbegreb i praksis (se evt. artikel om digital dannelse)

Omvendt kan man jo så dykke ned i, hvad et usikkert klasserum så indebærer. Hvis vi ser bort fra risikoen for at lade sig distrahere af medier, computerspil mv., hvad drejer usikkerheden hos underviserne sig så grundlæggende om? Mit bud vil være tabet af (oplevet) kontrol. Det være sig forståelseskontrol og kontrol med de lærendes aktiviteter. To åbenlyse spørgsmål melder sig i denne sammenhæng:

Hvilken form for kontrol/sikkerhed var der tidligere tale om i det lukkede klasserum?

Og hvor givtig var den egentlig læringsmæssigt? 

Jeg har ikke svaret men mener uanset, at fokus må rettes mod de gældende omstændigheder, og derfor hvordan medier og IKT bedst muligt understøtter undervisningen og ikke mindst læringen.

Et udgangspunkt for dette kan fx være Michael Paulsens anvisninger til, hvad der kan virke, og hvad der i hvert fald ikke virker i det "digitale klasserum":

•  Forbudsstrategier virker ikke. Tværtimod skader det lærer-elev forholdet.
•  Ligegyldighed virker heller ikke.
•  Aktiv inddragelse af medier i en faglig sammenhæng kan virke.
•  En kombination af læringsfællesskab og læringsnetværk kan virke.

Se slides fra oplægget her

Personaliseringen af internettet

For få dage siden udkom en rapport fra FN, som fastslår at adgang til internettet er en menneskerettighed. I rapporten beskrives nogle af de goder udbredelsen af internettet har bragt med sig, og der står bl.a.:

"...by enabling individuals to exchange information and ideas instantaneously and inexpensively across national borders, the Internet allows access to information and knowledge that was previously unattainable. This, in turn, contributes to the discovery of the truth and progress of society as a whole." (side 7).

Nu stiller den amerikanske debattør Eli Pariser imidlertid spørgsmålstegn ved, hvor frit informationerne egentlig flyder på internettet.  Det gør han bl.a. på sin blog Thefilterbubble. Begrebet "The filter bubble" dækker over det fænomen, at flere af internettets største aktører, heriblandt Google, Amazon og Facebook, i større og større grad forsøger at personalisere og tilpasse internettets indhold til den enkelte brugers interesser. Ved hjælp af en række algoritmer tilpasser de søgeresultaterne efter hvad de mener den enkelte kunne være interesseret i.

I mange sammenhænge hilses disse tiltag velkomne, fordi de hjælper brugeren med at overskue og organisere den enorme mængde af information, som internettet stiller til rådighed. Pariser opponerer mod denne tankegang. Han mener, at personaliseringen af internettet ved hjælp af algoritmer indskrænker den demokratiske horisont hos internettets brugere:

"What's in your filter bubble depends on who you are and it depends on what you do you, but the thing is that you don't decide what gets in...and more importantly you don't actually see what gets edited out." (The Huffington Post)

Vi placeres ifølge Pariser i en boble, hvor kun de informationer der ligger allernærmest vores interessefelt præsenteres for os.

Spørgsmålet er, om internettet også i fremtiden vil være det redskab som FN mener "kontribuerer til erkendelse af sandheden", eller om personaliseringen af det vil underminere muligheden for den demokratiske samtale mellem modsatrettede synspunkter, som af mange anses som værende forudsætningen for samfundets positive udvikling.

Det personlige læringsmiljø

Indenfor området e-læring har der de senere år været et stigende fokus på begrebet ”Personalized Learning Environments” (PLE), som er centreret omkring individets rolle i forhold til at organisere egen læring. Med et udgangspunkt i individets egen organisering af dets læringsmæssige kontekst, kan man i denne sammenhæng spørge om, hvad det så betyder for uddannelsesinstitutionernes fremtidige rolle i vidensamfundet?

Uddannelsesinstitutionerne har traditionelt set været udbydere af centrale e-læringssystemer, som de lærende har haft mulighed for at anvende i forbindelse med deres uddannelsesforløb. PLE lægger derimod op til, at det er den studerende, og ikke uddannelsesinstitutionen, som konstruerer læringsmiljøet (se Attwell 2007). Blandt andet sociale platforme og redskaber har en væsentlig rolle i konstruktionen af et personligt læringsmiljø, da disse, gennem eksempelvis tagging, wikis og blogs, både giver den studerende mulighed for at skabe netværk samt indsamle information tilpasset et individuelt behov. Endvidere lægger de sociale medier og platforme op til, at de lærende selv bidrager aktivt til deling af information og materiale, hvilket adskiller sig væsentligt fra tidligere informationskilder. Information og materiale knyttes i højere grad til individer – og ikke institutioner eller organisationer. Dermed ændres karakteren af den lærendes læringsmiljø, og spørgsmålet er, hvorledes uddannelsesinstitutionerne kan favne en personaliseret læringsproces.

I ”Internettet som personaliseret og socialt medie” (2010 Dalsgaard Christian) skriver Christian Dalsgaard omkring kultur- og uddannelsesinstitutionernes fremtidige rolle blandt andet, at institutionerne i forbindelse med anvendelsen af internettet har nye muligheder for at bevæge sig ud over egne rammer, både de fysiske rammer men eksempelvis også rammerne på deres hjemmesider, mod en tilrettelæggelse af vidensmedier, som understøtter individets egne aktiviteter. Uddannelsesinstitutionerne kan i forlængelse af dette med fordel tænke i at flytte materialer og information ud i andre sammenhænge og netværk end de har gjort tidligere.

I denne sammenhæng kan man spørge om, hvilke konsekvenser en sådan udvikling vil have i forhold til de pædagogiske principper, som vores uddannelsessystem på nuværende tidspunkt er baseret på? Hvordan vil det eksempelvis påvirke den lærendes sociale netværk, og hvor passer dannelsesbegrebet ind i denne sammenhæng? Underviserrollen vil umiddelbart også have en anden karakter end ved en mere traditionel udformet undervisning, hvor læringsforløbet i højere grad er planlagt med udgangspunkt i den enkelte uddannelsesinstitutions rammer.

Det drejer sig måske i virkeligheden ikke blot om, hvorledes uddannelsesinstitutionerne vil favne mulighederne for en mere personaliseret læringsproces i den uddannelsesinstitutionelle kontekst, men også hvordan de eksisterende didaktiske og pædagogiske principper skal tænkes ind i denne sammenhæng. Spørgsmålet er så, hvordan der skabes en sammenhæng mellem de studerendes personlige læringsmiljøer og det formelle uddannelsessystem.

Kontrovers om Facebook

Facebook bliver mere og mere udbredt, og er nu anvendt af 3,2 millioner danskere. Med udbredelsen af Facebook rejser sig en række væsentlige spørgsmål om mediets fordele og ulemper.

Det kan kraftigt anbefales alle, som har en interesse for Facebook og sociale medier at se DR2's Kontrovers  fra den 22. juni. Her debatteres Facebooks fordele og ulemper. Er Facebook et godt demokratisk værktøj, eller er det en forfladigelse af demokratiet; er det et sted hvor det ikke er det bedste argument, men nærmere den højest råbende, der får ret? Og er det en fordel for den demokratiske debat, at Facebook nedbryder skellet mellem den private og den offentlige sfære? Forstærker Facebook den enkeltes tilstedeværelse i fællesskabet, eller udelukker brugen af Facebook og sociale medier en egentlig fordybelse i de nære fællesskaber? Og er der behov for etiske retningslinjer for brugen af Facebook?

Dette er kun nogle af de mange spørgsmål, der bliver vendt i Kontrovers. Debatten om Facebook er vigtig, og særligt i forhold til anvendelsen af mediet i en undervisnings-sammenhæng, er det væsentligt at man gør sig overvejelser over, hvad Facebook kan bidrage med.  Enhver som anvender, eller som overvejer at anvende Facebook i en undervisnings-sammenhæng, kan derfor med fordel se udsendelsen og få udfordret sine meninger om Facebook og de sociale medier.

Digitale kompetencer som forudsætning for deltagelse i et demokrati

Tal fra Danmarks statistik viser, at hele 17 % af danskerne ikke har adgang til internet i hjemmet. Anne Gerdes, lektor ved Syddansk Universitets Institut for Fagsprog, Kommunikation og Informationsvidenskab, udtaler i Metro-Xpress den 11. juni, at dette er et demokratisk problem. Den gruppe af danskere, som ikke dagligt har adgang til internettet, er ifølge Gerdes afskåret fra den samme mængde information, som internetbrugere har adgang til. Det er særligt ældre borgere, der ikke har adgang til internettet. Det betyder, at deres viden om forskellige emner baseres på et smallere fundament end deres medborgeres, og deres evne til at indgå aktivt i den demokratiske debat forringes. De digitale kompetencer er blevet en forudsætning for det at deltage i demokratiet.

Hvor digitale kompetencer tidligere især blev forstået som det at være i stand til at sende mails, skrive i tekstbehandlingsprogrammer osv., er der i dag kommet en ekstra dimension til. Det at være digitalt kompetent kræver, udover diverse tekniske færdigheder, at man er i stand til at indgå i digitaliserede og virtuelle fællesskaber, som de findes i sociale medier som f.eks. Facebook og Youtube.

I takt med, at de sociale medier fylder mere og mere i mange menneskers liv, er det særdeles vigtigt, at alle får lige muligheder for at indgå i de fællesskaber, der findes i disse medier. Det stiller nye krav til uddannelsessystemet. Uddannelsessystemet må tage ansvaret for, at give børn og unge en mulighed for at til - og fravælge disse fællesskaber ud fra et kritisk kendskab til de fordele og ulemper der er forbundet med brugen af dem. F.eks. må uddannelsessystemet tage ansvar for at informere børn og unge om de mulige konsekvenser det kan have at oprette og deltage i hadegrupper på Facebook, og for at vise de unge hvordan Facebook kan bruges som redskab for at fastholde og udvide sociale og faglige netværk.

Opgaven kan gribes an på mange måder. Et af de mest nærliggende løsningsforslag er, at integrere brugen af de sociale medier i undervisningen. På den måde vil de unge blive bevidste om nogle af de kvaliteter der ligger i brugen af sociale medier, og underviseren kan bevare en fornemmelse for, hvad der sker i det sociale miljø mellem eleverne/de studerende. Underviseren kan også med held deltage i elevernes/de studerendes sociale fællesskab på nettet, i så vid udstrækning som det samtidig levner både underviseren og eleverne/de studerende plads til et privatliv.

Hvis uddannelsessystemet ikke har fokus på de sociale medier, risikerer man at en stor gruppe af børn og unge ufrivilligt bliver udelukket fra den socialisering, som finder sted i disse medier. Det vil kunne amputere dem i forhold til resten af samfundet, og på sigt føre til et endnu større demokratisk underskud, end det man i dag ser i den ældre generation.