Åbne eller lukkede virtuelle læringsmiljøer?

Både på netbaserede uddannelser og ordinære uddannelser, er der tradition for at anvende et LMS (Learning Management System) som redskab for kommunikation og samarbejde mellem undervisere og studerende, og internt mellem de studerende. Lone Guldbrandt Tønnesen argumenterer i en kommentar til det seneste indlæg på bloggen for, at den virtuelle undervisning bør gøres fri af disse traditionelle LMS'er, og flyttes ud i Web 2.0 teknologier, hvor alle har mulighed for at kommentere og bidrage til fællesskabets viden. Det er en spændende tanke, og som Lone Guldbrandt Tønnesen også nævner, noget man har gode erfaringer med andre steder. 

M. Gibbons har i 'The new production of knowledge' (1994) argumenteret for, at måden hvorpå vi producerer viden, har ændret sig. Hvor viden tidligere blev skabt i og tilhørte et lukket fællesskab, f.eks. en profession eller et forskningsfællesskab, er den i dag i højere grad et fælles samfundsmæssigt anliggende. Lægger man sig op ad denne forståelse af, hvordan viden bliver til, giver det god mening at åbne uddannelserne på nettet, så kommunikationen bliver bredere og inddrager enhver som har en interesse i undervisningens emne. Åbner man kommunikationen på uddannelserne på denne måde, er det samtidig - i Gibbons optik - et skridt hen mod en demokratisering af vidensproduktionen: Enhver har mulighed for at tilegne sig viden, og for at få afprøvet sin viden i et åbent fællesskab.

Men kan uddannelserne, underviserne og de studerende undvære LMS'et som et fælles samlingssted, eller vil et fravær af LMS føre til strukturløshed og forvirring blandt de studerende?

For både uddannelsernes og undervisernes vedkommende, vil et fravær af LMS og en øget anvendelse af Web 2.0 teknologier, betyde et tab af kontrol. Så længe kommunikationen sker i et fælles LMS, kan uddannelserne og underviserne løbende kontrollere hvorvidt de studerende læringsmæssigt bevæger sig i den rigtige retning. Åbner man kommunikationen på uddannelserne, bliver det derimod de studerende selv der, i samarbejde med de videnfællesskaber de indgår i, sikrer den læringsmæssige progression.  At give kommunikationen fri stiller dermed store krav til den studerende om at tage ansvar for både egen og fællesskabets læring.

Hvis uddannelsen og underviserne vil acceptere tabet af kontrol, og hvis de studerende kan løfte ansvaret for egen og andres læring, er jeg ikke i tvivl om, at anvendelsen af Web 2.0 værktøjer kan bidrage positivt til de studerendes læring og dannelse. Spørgsmålet er blot, om det er alle studerende der kan løfte dette ansvar, og hvad man eventuelt kan gøre for at sikre, at uddannelserne og underviserne stadig har mulighed for at støtte de studerende, som har behov for det?

Rundt om den netbaserede uddannelse

Netværket for netbaserede uddannelser i UCC, UC Syd og VIA UC afholdt i går konference om de funktioner, der ligger til grund for det at udbyde en netbaseret uddannelse.

Konferencen blev indledt med et spændende oplæg af Peter Olaf Looms, direkte fra Hong Kong.

Oplægget tog fat i to overordnede spørgsmål: Hvad vil vi med de netbaserede uddannelser, og hvilke teknologier skal vi anvende? Looms argumenterede for, at man som uddannelsesinstitution må gøre sig klart, om man udbyder en netbaseret uddannelse udelukkende af økonomiske hensyn, eller om man også tror på, at de studerende får 'noget mere' ud af at være tilstede på nettet. En af hans pointer var, at den asynkrone virtuelle undervisning ikke kan stå alene i en dansk kontekst, idet den kun giver meget lidt plads til refleksion hos de lærende. Han plæderede derfor for brug af blended learning.
Hvis du har QuickTime installeret på din computer, kan du se og høre oplægget her.
Du navigerer ved hjælp af piletasterne.

Efter oplægget var der seks workshops. Ester Gregersen, lektor ved pædagoguddannelsen, UCC, stod for en workshop om 'hullerne i og imellem konferencerne på nettet'. I workshoppen blev diskussionen omkring behovet for at krydre netuddannelsen med tilstedeværelsesundervisning udbygget. Gregersen argumenterede for, at de studerendes behov for at danne relationer til medstuderende og underviseren ikke indfries i rene netbaserede forløb. Fra flere af deltagerne i workshoppen var der dog protester, og argumentationen gik bl.a. på, at et krav om tilstedeværelsesseminarer på netbaserede uddannelser griber ind i den fleksibilitet, som er medvirkende til at mange studerende vælger de netbaserede uddannelser fremfor de ordinære uddannelser.

I en anden workshop præsenterede Ulrik Andersen, uddannelsesleder ved pædagoguddannelsen Midt-Vest, VIA UC, nogle af de potentialer og kritiske faktorer, som den netbaserede uddannelse kan medføre. Bl.a. pegede han på potentialer i forbindelse med, at undervisere som både underviser på de netbaserede uddannelser og på de ordinære uddannelser, kan bruge mange af de værktøjer de anvender på de netbaserede uddannelser i forbindelse med tilstedeværelsesundervisningen. Det kunne fx være i forbindelse med struktureringen af de studerendes selvstudietid, vejledningen eller i forhold til en øget fleksibilitet i undervisernes arbejdstid. Af kritiske faktorer nævnte han bl.a., at der opleves et stort frafald på de netbaserede uddannelser, sammenlignet med de ordinære. Bl.a. mente han, at det at en høj grad af skriftlighed er en forudsætning for at deltage på en netbaseret uddannelse, kan være med til at ekskludere nogle studerende fra studiefællesskabet.

Konferencen rejste en lang række spørgsmål, som fortjener at blive undersøgt og diskuteret: Kan man sikre en fornuftig relationsdannelse mellem de studerende og mellem underviseren og de studerende, uden at indlægge et antal tilstedeværelsesseminarer i de netbaserede forløb? Kan man, ved at anvende fx sociale medier, sikre at de de studerende lærer hinanden at kende i en sådan grad, at de føler sig forpligtede på hinandens læring? Eller ligger der noget unikt i det fysiske møde, som ingen teknologi kan mediere? Kan skriftligheden i de netbaserede uddannelser erstattes af noget andet?

Giv gerne din mening til kende.