Glem alt om it

Af pædagogisk konsulent Daniella Tasic Hansen

Jeg er blevet inspireret. Jeg har i indeværende år haft fornøjelsen af at vejlede særligt to undervisere i inddragelsen af it i undervisningen. Selvom det jo egentlig var mig, der på den ene eller anden måde skulle inspirere dem i deres individuelle vejledninger, så har begge undervisere i den grad også inspireret mig. Vi har diskuteret pædagogik, didaktik og it, og de har arbejdet med en form for ”re-didaktisering” af undervisningsforløb. I både vejledningsforløbene og omlægningen af deres undervisning, har de begge udvist stor professionalisme gennem refleksioner over praksis, det pædagogiske og faglige sigte med omlægningen af deres forløb og ikke mindst i deres afprøvningsdel.

For begge underviseres vedkommende har de afprøvet nye aktiviteter i praksis og endog omlagt dele af undervisningspraksis. Det har blandt andet medført, at den ene har fundet en anden type af underviserrolle, end hun normalvis udøver (fra rollen som ekspert til rollen som deltager i et praksisfællesskab), og den anden har givet sig i kast omlægning af et undervisningsforløb med ”tilstedeværelse” til et Blended Learning forløb, hvor hun selv har udarbejdet en ny forløbsbeskrivelse samt efterfølgende materialer, opgaver og metoder fra bunden til brug for online-aktiviteter.  

Gældende for begge parter er det gjort med afsæt i didaktiske, pædagogiske og faglige overvejelser, hvor der er blevet truffet beslutninger om praksis, som i begge tilfælde har betydet, at de to undervisere har skulle gå ind på nye områder. Dette har krævet en vis grad af både ”mod” og inddragelse af andre undervisningsmetoder. Det har de gjort selvom, det måske kunne være lettere at vælge andre veje. De har med andre ord udvist en høj grad af professionalitet. Med professionalitet henviser jeg til deres faglige dygtighed og formåen til at udøve deres fag. Som en del af denne professionalitet har de pågældende undervisere ikke baseret deres valg på en personlig præference men derimod en faglig vurdering.

Til eksempel ville udsagnet: ”Jeg bruger personligt ikke Facebook, så jeg vil heller ikke inddrage det i min undervisning”, ikke være et professionelt argument for ikke at inddrage Facebook i undervisningen. Det professionelle argument kunne være, at mediet ikke passer til målgruppens forudsætninger, den valgte læringsform og arbejdet det faglige indhold. Når man som underviser overvejer fordele og ulemper ved at inddrage et givent it-værktøj eller medie i sin undervisning, er det værd at huske, at det ikke bør dreje sig om personlige præferencer men derimod om de lærendes uddannelse og læring.

Selvom det egentlig er en selvmodsigelse, så bør vi i virkeligheden glemme alt om it, når vi arbejder med inddragelsen af it i undervisningen. Det betyder ikke, at der ikke er nogle forhold og overvejelser, som er særlige for netop inddragelsen af it i undervisningen, men det drejer sig først og fremmest om professionalitet, faglighed, pædagogik og ikke mindst de lærende. Med det afsæt kan inddragelsen af it bidrage til undervisningen og samtidig give mening i forhold til fag, pædagogik og mål med uddannelsen.

Det så jeg eksemplificeret gennem vejledningen med de to undervisere. 

Åbne eller lukkede virtuelle læringsmiljøer?

Både på netbaserede uddannelser og ordinære uddannelser, er der tradition for at anvende et LMS (Learning Management System) som redskab for kommunikation og samarbejde mellem undervisere og studerende, og internt mellem de studerende. Lone Guldbrandt Tønnesen argumenterer i en kommentar til det seneste indlæg på bloggen for, at den virtuelle undervisning bør gøres fri af disse traditionelle LMS'er, og flyttes ud i Web 2.0 teknologier, hvor alle har mulighed for at kommentere og bidrage til fællesskabets viden. Det er en spændende tanke, og som Lone Guldbrandt Tønnesen også nævner, noget man har gode erfaringer med andre steder. 

M. Gibbons har i 'The new production of knowledge' (1994) argumenteret for, at måden hvorpå vi producerer viden, har ændret sig. Hvor viden tidligere blev skabt i og tilhørte et lukket fællesskab, f.eks. en profession eller et forskningsfællesskab, er den i dag i højere grad et fælles samfundsmæssigt anliggende. Lægger man sig op ad denne forståelse af, hvordan viden bliver til, giver det god mening at åbne uddannelserne på nettet, så kommunikationen bliver bredere og inddrager enhver som har en interesse i undervisningens emne. Åbner man kommunikationen på uddannelserne på denne måde, er det samtidig - i Gibbons optik - et skridt hen mod en demokratisering af vidensproduktionen: Enhver har mulighed for at tilegne sig viden, og for at få afprøvet sin viden i et åbent fællesskab.

Men kan uddannelserne, underviserne og de studerende undvære LMS'et som et fælles samlingssted, eller vil et fravær af LMS føre til strukturløshed og forvirring blandt de studerende?

For både uddannelsernes og undervisernes vedkommende, vil et fravær af LMS og en øget anvendelse af Web 2.0 teknologier, betyde et tab af kontrol. Så længe kommunikationen sker i et fælles LMS, kan uddannelserne og underviserne løbende kontrollere hvorvidt de studerende læringsmæssigt bevæger sig i den rigtige retning. Åbner man kommunikationen på uddannelserne, bliver det derimod de studerende selv der, i samarbejde med de videnfællesskaber de indgår i, sikrer den læringsmæssige progression.  At give kommunikationen fri stiller dermed store krav til den studerende om at tage ansvar for både egen og fællesskabets læring.

Hvis uddannelsen og underviserne vil acceptere tabet af kontrol, og hvis de studerende kan løfte ansvaret for egen og andres læring, er jeg ikke i tvivl om, at anvendelsen af Web 2.0 værktøjer kan bidrage positivt til de studerendes læring og dannelse. Spørgsmålet er blot, om det er alle studerende der kan løfte dette ansvar, og hvad man eventuelt kan gøre for at sikre, at uddannelserne og underviserne stadig har mulighed for at støtte de studerende, som har behov for det?

Personaliseringen af internettet

For få dage siden udkom en rapport fra FN, som fastslår at adgang til internettet er en menneskerettighed. I rapporten beskrives nogle af de goder udbredelsen af internettet har bragt med sig, og der står bl.a.:

"...by enabling individuals to exchange information and ideas instantaneously and inexpensively across national borders, the Internet allows access to information and knowledge that was previously unattainable. This, in turn, contributes to the discovery of the truth and progress of society as a whole." (side 7).

Nu stiller den amerikanske debattør Eli Pariser imidlertid spørgsmålstegn ved, hvor frit informationerne egentlig flyder på internettet.  Det gør han bl.a. på sin blog Thefilterbubble. Begrebet "The filter bubble" dækker over det fænomen, at flere af internettets største aktører, heriblandt Google, Amazon og Facebook, i større og større grad forsøger at personalisere og tilpasse internettets indhold til den enkelte brugers interesser. Ved hjælp af en række algoritmer tilpasser de søgeresultaterne efter hvad de mener den enkelte kunne være interesseret i.

I mange sammenhænge hilses disse tiltag velkomne, fordi de hjælper brugeren med at overskue og organisere den enorme mængde af information, som internettet stiller til rådighed. Pariser opponerer mod denne tankegang. Han mener, at personaliseringen af internettet ved hjælp af algoritmer indskrænker den demokratiske horisont hos internettets brugere:

"What's in your filter bubble depends on who you are and it depends on what you do you, but the thing is that you don't decide what gets in...and more importantly you don't actually see what gets edited out." (The Huffington Post)

Vi placeres ifølge Pariser i en boble, hvor kun de informationer der ligger allernærmest vores interessefelt præsenteres for os.

Spørgsmålet er, om internettet også i fremtiden vil være det redskab som FN mener "kontribuerer til erkendelse af sandheden", eller om personaliseringen af det vil underminere muligheden for den demokratiske samtale mellem modsatrettede synspunkter, som af mange anses som værende forudsætningen for samfundets positive udvikling.

Computere forstyrrer undervisningen!

Det er konklusionen i en rapport som er udarbejdet af Center for ungdomsforskning ved DPU, Århus Universitet.
Særligt brugen af computerspil og private chats på fx Facebook fremstilles i rapporten som nogle af de største problemer for elevernes evne til at koncentrere sig om undervisningens faglige indhold.

En underviser citeres i rapporten for at sige:
Jeg synes jo, at skærmen tit bliver afskærmning, og at skærmen gør, at nærværet forsvinder. Det kan man jo mærke lynhurtigt, at nu er de andre steder henne, og så siger jeg: ”Så lukker vi!” (Banker i bordet) (rapportens side 79).

Det er en hård kritik, der i rapporten rettes mod brugen af computere i undervisningen. Og i det tilfælde, at man ønsker at bibeholde en undervisningsform, hvor underviseren er i centrum, og hvor eleverne skal indoptage den viden som underviseren formidler, er det klart at computeren og de muligheder den giver eleverne for at kommunikere med andre end underviseren, virker forstyrrende på undervisningen.

Ønsker man derimod en undervisning, der baseres på en opfattelse af læring som en fælles proces, som forudsætter jævnbyrdig kommunikation og udveksling af erfaringer mellem underviser, studerende og den omkringliggende verden, må computeren nødvendigvis ses som en styrke i undervisningen. Den giver modspil og inputs til det erfaringsfællesskab, som underviseren og eleverne sammen har opbygget, og binder erfaringsfællesskabet sammen med den omkringliggende verden.

Rapporten fra Center for ungdomsforskning konkluderer, at der er brug for en afklaring af hvordan brugen af elektroniske virkemidler kan styres i undervisningen, så den ikke forstyrrer den faglige formidling. Der er brug for at underviseren udstikker regler. Projektets leder, Arnt Louw Vestergaard, udtaler bl.a.:
"Lærerne skal være mere offensive og i højere grad tage styringen. De skal være helt klare omkring, hvornår computerne må være fremme, og hvornår de skal være slukkede; hvad de skal bruges til, og hvad de ikke skal bruges til" (Kilde: DPU.dk)

At underviseren skal udstikke regler for brugen af computere kan virke som en rigtig god idé, men risikerer det ikke at blokere for spændende og relevante inputs til undervisningen, at det er én person der beslutter hvad der er relevant at inddrage? Véd underviseren alt om det emne der undervises i? Nej, selvfølgelig ikke. Hvorfor så ikke inddrage eleverne og deres direkte adgang til verden i så stort omfang som overhovedet muligt? For hvad er det egentlig elevernes brug af computere forstyrrer - elevernes læringsproces eller underviserens formidling? Og hvad er vigtigst i en undervisning?

Fremfor at udvikle didaktikken og opbygningen af relationerne mellem underviser og elever i takt med udviklingen af de teknologiske muligheder, mener rapportens forfattere åbenbart at undervisningen fortsat skal have underviseren i centrum, at eleverne kun skal indoptage den viden underviseren formidler, og at computere (og verden udenfor undervisningsrummet) primært skal ses som forstyrrende elementer, hvis brug og indflydelse på undervisningen bør begrænses af underviserens regler.

Er det virkelig det vi vil med vores uddannelsessystem?

Kontrovers om Facebook

Facebook bliver mere og mere udbredt, og er nu anvendt af 3,2 millioner danskere. Med udbredelsen af Facebook rejser sig en række væsentlige spørgsmål om mediets fordele og ulemper.

Det kan kraftigt anbefales alle, som har en interesse for Facebook og sociale medier at se DR2's Kontrovers  fra den 22. juni. Her debatteres Facebooks fordele og ulemper. Er Facebook et godt demokratisk værktøj, eller er det en forfladigelse af demokratiet; er det et sted hvor det ikke er det bedste argument, men nærmere den højest råbende, der får ret? Og er det en fordel for den demokratiske debat, at Facebook nedbryder skellet mellem den private og den offentlige sfære? Forstærker Facebook den enkeltes tilstedeværelse i fællesskabet, eller udelukker brugen af Facebook og sociale medier en egentlig fordybelse i de nære fællesskaber? Og er der behov for etiske retningslinjer for brugen af Facebook?

Dette er kun nogle af de mange spørgsmål, der bliver vendt i Kontrovers. Debatten om Facebook er vigtig, og særligt i forhold til anvendelsen af mediet i en undervisnings-sammenhæng, er det væsentligt at man gør sig overvejelser over, hvad Facebook kan bidrage med.  Enhver som anvender, eller som overvejer at anvende Facebook i en undervisnings-sammenhæng, kan derfor med fordel se udsendelsen og få udfordret sine meninger om Facebook og de sociale medier.

Digitale kompetencer som forudsætning for deltagelse i et demokrati

Tal fra Danmarks statistik viser, at hele 17 % af danskerne ikke har adgang til internet i hjemmet. Anne Gerdes, lektor ved Syddansk Universitets Institut for Fagsprog, Kommunikation og Informationsvidenskab, udtaler i Metro-Xpress den 11. juni, at dette er et demokratisk problem. Den gruppe af danskere, som ikke dagligt har adgang til internettet, er ifølge Gerdes afskåret fra den samme mængde information, som internetbrugere har adgang til. Det er særligt ældre borgere, der ikke har adgang til internettet. Det betyder, at deres viden om forskellige emner baseres på et smallere fundament end deres medborgeres, og deres evne til at indgå aktivt i den demokratiske debat forringes. De digitale kompetencer er blevet en forudsætning for det at deltage i demokratiet.

Hvor digitale kompetencer tidligere især blev forstået som det at være i stand til at sende mails, skrive i tekstbehandlingsprogrammer osv., er der i dag kommet en ekstra dimension til. Det at være digitalt kompetent kræver, udover diverse tekniske færdigheder, at man er i stand til at indgå i digitaliserede og virtuelle fællesskaber, som de findes i sociale medier som f.eks. Facebook og Youtube.

I takt med, at de sociale medier fylder mere og mere i mange menneskers liv, er det særdeles vigtigt, at alle får lige muligheder for at indgå i de fællesskaber, der findes i disse medier. Det stiller nye krav til uddannelsessystemet. Uddannelsessystemet må tage ansvaret for, at give børn og unge en mulighed for at til - og fravælge disse fællesskaber ud fra et kritisk kendskab til de fordele og ulemper der er forbundet med brugen af dem. F.eks. må uddannelsessystemet tage ansvar for at informere børn og unge om de mulige konsekvenser det kan have at oprette og deltage i hadegrupper på Facebook, og for at vise de unge hvordan Facebook kan bruges som redskab for at fastholde og udvide sociale og faglige netværk.

Opgaven kan gribes an på mange måder. Et af de mest nærliggende løsningsforslag er, at integrere brugen af de sociale medier i undervisningen. På den måde vil de unge blive bevidste om nogle af de kvaliteter der ligger i brugen af sociale medier, og underviseren kan bevare en fornemmelse for, hvad der sker i det sociale miljø mellem eleverne/de studerende. Underviseren kan også med held deltage i elevernes/de studerendes sociale fællesskab på nettet, i så vid udstrækning som det samtidig levner både underviseren og eleverne/de studerende plads til et privatliv.

Hvis uddannelsessystemet ikke har fokus på de sociale medier, risikerer man at en stor gruppe af børn og unge ufrivilligt bliver udelukket fra den socialisering, som finder sted i disse medier. Det vil kunne amputere dem i forhold til resten af samfundet, og på sigt føre til et endnu større demokratisk underskud, end det man i dag ser i den ældre generation.