EVAs status for it i undervisningen

Danmarks Evalueringsinstitut har opsamlet resultaterne af deres undersøgelser af brugen af it i undervisningen i 9 fakta. Nogle vil nikke genkendende til de 9 fakta, mens andre muligvis vil blive overraskede over, hvordan det egentlig står til med integrationen af it i undervisningen.

Det første fakta fra EVA er, at lærerne ikke er it-forskrækkede. Ofte er det ellers det man hører, når man taler med skoleledere; at lærerne er bange for at anvende it, fordi eleverne jo er bedre til det end de selv. Fakta er, at lærerne godt ved, at eleverne ved en masse om hvordan man anvender sociale medier og producerer Youtube videoer. Men det gør dem ikke forskrækkede. Det der gør lærerne forskrækkede er ikke it, men manglen på viden om, hvordan sociale medier, youtube-videoer og andre it-værktøjer kan bidrage positivt til undervisningen i netop deres fag. 

Det bringer os videre til EVAs andet fakta; at it kun er et supplement. Uden en it-pædagogisk og it-didaktisk ramme at tænke it-værktøjerne ind i, vil man som lærer naturligvis forfalde til, at indtænke it-værktøjerne i de rammer man har anvendt i en undervisning uden brug af it. Det betyder, at it aldrig kan blive et bærende element i undervisningen, og når EVA som det tredje fakta fremhæver, at it-pædagogikken halter,bliver det endnu nemmere at forstå hvorfor it kun anvendes som et supplement.

 

EVAs fjerde fakta er, at it ikke er elevernes redskab. De fleste lærere ved, at det til tider kan være svært at slippe styringen i undervisningen. Der kan være mange grunde til at det er svært, bl.a. at man gerne vil sikre, at eleverne lever op til de fra centralt hold fastsatte mål. Når eleverne sidder med hver deres computer, har man som lærer ingen kontrol over deres læringsproces. Ofte vil lærerens frygt for at eleverne ikke laver det de skal, føre til at eleverne ikke får lov at sidde med deres computer tændt, og til at læreren, som en kollega udtrykte det forleden, "bryder ud i undervisning". Når dette sker, kan man være ganske sikker på, at man i sin undervisning lever op til EVAs femte fakta: At den digitale dannelse overses.

 

EVAs sjette fakta er, at it er et ledelsesspørgsmål. Det betyder, at ledelsen ikke kan lade det være op til den engagerede ildsjæl at udbrede inddragelsen af it i undervisningen på skolen. Ledelsen må selv bære udviklingen, og bl.a. støtte den gennem en hensynstagen til EVAs syvende fakta: At lærernes it-kompetencer skal styrkes. Dette kan bl.a. gøres ved at lade lærerne deltage i it-pædagogiske kurser, hvor brugen af de forskellige it-værktøjer og materialer sættes ind i en it-didaktisk og it-pædagogisk ramme.

 

Som det ottende fakta peger EVA på en mangelfuld adgang til it. Uanset hvor mange kurser man sender lærerne på, og uanset hvor gerne lærerne vil anvende it i undervisningen, er det helt essentielt, at den nødvendige teknik er tilstede på skolerne, og at den virker. Her har ledelsen en vigtig opgave, ligesom de har en vigtig opgave i forhold til at udbrede brugen af it i kontakten mellem skolen og elever/forældre. EVA nævner som det niende fakta, at der fortsat er sedler i taskerne, selvom udbredelsen af både computere, tablets og smartphones burde give rig mulighed for at gøre kommunikationen hurtig og let.

 

Uanset om man nikker genkendende til EVAs 9 fakta eller ej, er det tydeligt at der er én ting som ligger til grund for størstedelen af de fakta EVA lister: Lærernes mangel på redskaber og kompetencer til at indtænke it-værktøjer i en pædagogisk og didaktisk praksis. Det er, i mine øjne, den største barriere for udviklingen på området.

 

Hos eVidenCenter forsøger vi bl.a. at imødegå denne barriere gennem vores certificeringskurser i e-læringspædagogik, og ved at stille redskaber til rådighed for en strukturering af lærernes it-didaktiske overvejelser. Kun ved at være pædagogisk og didaktisk bevidst om brugen af it i undervisningen, kan man som lærer opnå den pædagogiske merværdi, som de forskellige it-værktøjer har potentiale til at give.

 

Uddannelse - frygt eller håb?

Claus Holm, prodekan for formidling ved DPU, Aarhus Universitet, skelner i sin leder i tidsskriftet Asterisk mellem to former for frygt, som præger og driver det danske uddannelsessystem.

Den ene form for frygt, er frygten for at den enkelte elev ikke har et tilstrækkeligt selvværd. Frygten forstærkes af, at der stilles højere og højere krav til fagligheden, hvilket vil medføre at en del af skolens elever vil opleve nederlag, når deres evner ikke rækker.

Den anden form for frygt, er frygten for at Danmark som nation bliver kørt bagud i den internationale økonomiske konkurrence. Denne frygt forstærkes af dårlige resultater i PISA-undersøgelser, og af især Kinas hastige økonomiske fremmarch.

Ifølge Claus Holm arbejder politikerne for, at vi som danskere i højere grad kommer til at føle mere for den anden frygt, frygten for ikke at slå til som nation. Hvis politikerne lykkes med dette projekt, vil det ifølge Claus Holm resultere i en bedre balance mellem individ og fællesskab, som vil være til gavn for fagligheden i skolen, og for den folkelige konkurrencekraft.

Det kan undre, hvorfor Claus Holm gør frygten, og ikke håbet, til uddannelsessystemets drivkraft. Han skriver selv:

"Imidlertid er det sådan, at europæere – herunder danskere som de er flest – lægger mere vægt på frygten end på håbet."  

Hvis det virkelig er tilfældet, er der, så vidt jeg kan se, al mulig grund til at gøre det til skolens fornemmeste opgave at indgyde den enkelte elev håb om, at netop hans eller hendes evner har positiv betydning for fællesskabets fremtid. Fremfor at læreren skal samle eleverne op når de har lidt faglige nederlag, skal lærerne støtte eleverne i deres arbejde, så de oplever at de slår til, og bevarer lysten til at lære nyt, og evnen til at bidrage til fællesskabet. 

På den måde kan skolen måske bidrage til, at danskerne fremover lægger mere vægt på håbet end på frygten. Og det er vel håbet, ikke frygten, der bedst motiverer udviklingen af et samfund, der både indfrier fællesskabets og den enkeltes behov?