Web 2.0 og de unge

Begrebet ”digitale indfødte” (se Prensky 2001) knyttes ofte til den unge generation, som hele livet har været omgivet af diverse teknologier og medier. Denne generations modsætning er ”de digitale immigranter”, som er den ældre generation, der ikke er opvokset med teknologiens sprog som ”modersmål”, men derimod først senere har måttet erhverve sig dette som et slags andetsprog.

Om de digitale indfødte skriver Thomas Ryberg (2009) , at mange fra denne generation vil være kompetente og kreative i forhold til anvendelsen af it og medier, men omvendt er de unges kritisk-refleksive kompetencer måske ikke så gode, som de burde være:

”Forskellige undersøgelser peger samstemmende på, at der bør stilles tvivl om, hvorvidt der er en hel generation af IT-kyndige, selvkørende, digitale indfødte med en høj grad af kritisk-refleksiv produktionskompetence. Men samtidig tegner de et tydeligt billede af en generation med et stort potentiale og en varieret brug af teknologier og medier, som det er vigtigt at uddannelsessektoren forholder sig til og understøtter.”

Selv om den unge generation måske ikke er så homogen en gruppe, som de ofte fremstilles som, tegnes der dog, ifølge Ryberg, et billede af en generation, som har en varieret brug af teknologier og medier. De unges kendskab til og brug af forskellige teknologier og medier kan med fordel danne afsæt for inddragelsen af Web 2.0 i undervisningen, da Web 2.0 teknologier indeholder elementer, som umiddelbart læner sig tæt op af de unges handlemønstre. Web 2.0 danner udgangspunkt for og har strukturer, som tilgodeser individets personlige udtryk og ønsker men samtidigt er baseret på en udfoldelse i et netværk. Et netværk, som har mange udtryk og forskellige aktører, hvor individet samtidigt kan ”tilpasse” strukturerne til sit eget behov.

Inddragelsen af Web 2.0 aktiviteter kan have en positiv indflydelse på motivationen, hvor relevansen og autenticiteten er givet gennem sammenhænge, som den lærende på forhånd indgår i. Brugen af Web 2.0 vil bl.a. kunne virke motiverende, da interaktionen og samarbejdet med andre lærende samt produktionen, anvendelsen og transformationen af materiale er central i Web 2.0 aktiviteter (Dohn og Johnsen: ”E-læring og Web 2.0", Samfundslitteratur 2009”).

Der findes allerede en del eksempler på inddragelse af og eksperimenter med Web 2.0 teknologier i en undervisningsmæssig kontekst i Danmark med positive resultater. Inddragelsen af Web 2.0 teknologier kan være en måde ”at fange” den unge generations opmærksomhed i undervisningen ved hjælp af de strukturer, som er genkendelige for dem.

Det betyder ikke, at alle elementer fra de unges liv udenfor skolen nødvendigvis kan bidrage positivt i en undervisningssituation men omvendt kan nogle af strukturerne, samarbejdsformerne og kommunikationsformerne bidrage til læreprocesserne.

"Den Store Skærm" og pædagogikken

Thomas Aastrup Rømer filosoferer i et blogindlæg på folkeskolen.dk over, hvad en øget brug af computere og Interaktive WhiteBoards (som han har døbt "Den Store Skærm")  betyder for pædagogikken. Det er et ganske interessant indlæg, hvori Rømer argumenterer for at en øget brug af "Skærmen" i skolen, udelukker kroppen, følelserne og fornuften fra pædagogikken.

På Uddannelsesforum, som i disse dage afvikles i Bella Center (og hvor jeg var i går), præsenterer en række firmaer på de forskellige stande deres bud på, hvordan "Den Store Skærm" kan se ud. En række dygtige mennesker viser forbipasserende undervisere, hvordan man som lærer lynhurtigt kan vise eleverne et videoklip eller en animation på tavlen, og hvordan tekst-til-tale er implementeret i softwaren, så tavlen kan læse den tekst op, som læreren indtaster. Det er imponerende, hvad man kan på sådan en tavle.

I en artikel på folkeskolen.dk fortæller en nyuddannet lærer, Katrine Andersen, hvordan en af disse tavler ændrede hendes undervisning radikalt. Eleverne sad som tryllebundne og tog noter, ganske imponerede af "Den Store Skærm". Uden krop, uden følelser og uden fornuft, ville Thomas Rømer måske have sagt.

I første omgang blev Katrine Andersen både glad og lettet over tavlens effekt, men efter nærmere refleksion indså hun, at det tavlen gjorde ved undervisningen ikke udelukkende var positivt. Eleverne blev passive modtagere af den information hun som underviser formidlede ved hjælp af tavlen, og da Katrine  Andersen blev konfronteret med dette faktum af en tidligere underviser fra Zahle, måtte hun gentænke sin brug af tavlen i undervisningen.

Tavle-producenterne forsøger med forskellige værktøjer at involvere eleverne i brugen af tavlerne. Der lægges spil ind, som eleverne kan lege med, og nogle producenter har integreret afstemningsfunktioner i softwaren, som betyder at eleverne ved hjælp af "stemmebokse", kan svare på multiple choice spørgsmål som vises på tavlen. Teknologien er allerede anvendt på bl.a. Syddansk Universitet, som det kan læses i denne artikel. Desværre er forsøgene på at involvere eleverne i brugen af tavlerne i mine øjne ikke særligt vellykkede. Kun en enkelt eller et par elever kan anvende tavlen ad gangen i forbindelse med spil, og stemmeboksene reducerer i alt for høj grad kommunikationen til et "tryk på en knap".

Det virker i mine øjne som om Thomas Aastrup Rømer har ret i sin kritik af "Den Store Skærm". Den udelukker kroppen, følelserne og fornuften fra pædagogikken. Men det behøver ikke være sådan. Teknologien, herunder også de interaktive whiteboards, kan understøtte kropslighedens, sansningens og fornuftens tilstedeværelse i pædagogikken. Men hvis teknologien skal understøtte pædagogikken, så må og skal pædagogikken medtænkes i både udviklingen og anvendelsen af teknologien.

Det kræver, at udviklerne i lige så høj grad fokuserer på den pædagogiske innovation som på den teknologiske når de producerer tavlerne, og det kræver at underviseren medtænker eksempelvis kropslighed, følelser og fornuft, når hun i planlægningen af et forløb udvælger de værktøjer hun vil anvende i sin undervisning. Til brug for en strukturering af de didaktiske og pædagogiske overvejelser kan underviseren fx benytte sig af Den e-Didaktiske Overvejelsesmodel.

Den vigtigste overvejelse, som en underviser der anvender eksempelvis interaktive whiteboards må gøre sig er denne: Er det teknologien eller pædagogikken der skal definere min undervisning?

Computere forstyrrer undervisningen!

Det er konklusionen i en rapport som er udarbejdet af Center for ungdomsforskning ved DPU, Århus Universitet.
Særligt brugen af computerspil og private chats på fx Facebook fremstilles i rapporten som nogle af de største problemer for elevernes evne til at koncentrere sig om undervisningens faglige indhold.

En underviser citeres i rapporten for at sige:
Jeg synes jo, at skærmen tit bliver afskærmning, og at skærmen gør, at nærværet forsvinder. Det kan man jo mærke lynhurtigt, at nu er de andre steder henne, og så siger jeg: ”Så lukker vi!” (Banker i bordet) (rapportens side 79).

Det er en hård kritik, der i rapporten rettes mod brugen af computere i undervisningen. Og i det tilfælde, at man ønsker at bibeholde en undervisningsform, hvor underviseren er i centrum, og hvor eleverne skal indoptage den viden som underviseren formidler, er det klart at computeren og de muligheder den giver eleverne for at kommunikere med andre end underviseren, virker forstyrrende på undervisningen.

Ønsker man derimod en undervisning, der baseres på en opfattelse af læring som en fælles proces, som forudsætter jævnbyrdig kommunikation og udveksling af erfaringer mellem underviser, studerende og den omkringliggende verden, må computeren nødvendigvis ses som en styrke i undervisningen. Den giver modspil og inputs til det erfaringsfællesskab, som underviseren og eleverne sammen har opbygget, og binder erfaringsfællesskabet sammen med den omkringliggende verden.

Rapporten fra Center for ungdomsforskning konkluderer, at der er brug for en afklaring af hvordan brugen af elektroniske virkemidler kan styres i undervisningen, så den ikke forstyrrer den faglige formidling. Der er brug for at underviseren udstikker regler. Projektets leder, Arnt Louw Vestergaard, udtaler bl.a.:
"Lærerne skal være mere offensive og i højere grad tage styringen. De skal være helt klare omkring, hvornår computerne må være fremme, og hvornår de skal være slukkede; hvad de skal bruges til, og hvad de ikke skal bruges til" (Kilde: DPU.dk)

At underviseren skal udstikke regler for brugen af computere kan virke som en rigtig god idé, men risikerer det ikke at blokere for spændende og relevante inputs til undervisningen, at det er én person der beslutter hvad der er relevant at inddrage? Véd underviseren alt om det emne der undervises i? Nej, selvfølgelig ikke. Hvorfor så ikke inddrage eleverne og deres direkte adgang til verden i så stort omfang som overhovedet muligt? For hvad er det egentlig elevernes brug af computere forstyrrer - elevernes læringsproces eller underviserens formidling? Og hvad er vigtigst i en undervisning?

Fremfor at udvikle didaktikken og opbygningen af relationerne mellem underviser og elever i takt med udviklingen af de teknologiske muligheder, mener rapportens forfattere åbenbart at undervisningen fortsat skal have underviseren i centrum, at eleverne kun skal indoptage den viden underviseren formidler, og at computere (og verden udenfor undervisningsrummet) primært skal ses som forstyrrende elementer, hvis brug og indflydelse på undervisningen bør begrænses af underviserens regler.

Er det virkelig det vi vil med vores uddannelsessystem?

Adgang til internet under eksamen

I foråret gik en række gymnasieelever på 14 udvalgte gymnasier til eksamen. De havde, i forbindelse med et forsøgsprojekt, adgang til internettet under deres eksamen. Der kan læses om projektet på Undervisningsministeriets hjemmeside. Projektet har været en stor succes, og forsøget får foreløbig lov til at fortsætte indtil sommeren 2010. Mange mener, at forsøget placerer Danmark i front hvad angår anvendelsen af digitale midler under eksamen.

Man kan spørge om det er et problem, at gymnasieeleverne under forsøget ikke har kunnet bruge internettet frit under deres eksamen. Et af de krav der har været til gymnasieelevernes brug af internettet under eksamen har nemlig været, at de ikke måtte bruge det til at kommunikere med andre. Det er klart, at en kommunikation med andre ville gøre eleverne i stand til at rådspørge sig hos eksperter indenfor et område, eller i stand til at spørge klassekammerater eller andre om hjælp i forbindelse med besvarelsen af en opgave. Derved ville der i mindre grad være mulighed for at vurdere elevernes individuelle viden og færdigheder i forhold til informationssøgning. Alligevel kan der være argumenter der taler for, at der bliver åbnet for at eleverne kan kommunikere med hinanden og med andre, når de anvender internettet under eksamen.

Hvor den eksamensform som er anvendt i projektet i høj grad kan understøtte en vurdering af elevens evne til at søge informationer på internettet, giver den på ingen måde en indikation af, hvorvidt eleven er i stand til aktivt at opsøge relevant hjælp til løsningen af et givent problem. Internettet blev tidligere primært brugt til at søge i databaser, men  idag bliver det i langt højere grad anvendt som en platform for kommunikation og direkte udveksling af informationer mellem brugere. Email, instant messaging, debatfora og blogs er blot nogle af de muligheder der er for at kommunikere med andre brugere af internettet. Det er i mine øjne vigtigt, at gymnasieeleverne bliver trænede i denne form for kommunikation - en form for kommunikation, som de med stor sikkerhed vil skulle benytte sig af i deres liv efter gymnasiet.

Spørgsmålet er, om det vi ønsker at vurdere og bedømme under eksamen, er elevernes individuelle evne til at finde løsninger på et problem, eller deres evne til at kommunikere med andre og derigennem finde frem til løsningen på et problem. Hvis Danmark fortsat ønsker at være i front hvad angår brugen af internet under eksamen, tror jeg vi er nødt til at tage denne diskussion.

Evaluering er andet end test

I et indlæg i Politiken den 17. september, præsenterer Poul Skov fra Center for Grundskoleforskning ved DPU nogle af resultaterne fra en undersøgelse af evalueringspraksis i den norske grundskole. Poul Skov lægger i sin præsentation vægt på, at undervisere og skoleledere er enige om, at lærerens løbende iagttagelse af eleverne i langt højere grad end resultaterne fra de nationale test forbedrer elevernes læring. Også konferencesamtaler med elevernes forældre og forberedte individuelle samtaler med eleverne er ifølge lærerne og skolelederne vigtigere end resultaterne fra de nationale test.

Poul Skov bemærker i sit indlæg, at et af de vigtigste krav til en god evaluering er, at den anvendes fremadrettet til forbedring af undervisningen. I debatten om de nationale test i Danmark, høres der ofte argumenter om, at de nationale test er et kontrolredskab, som kun tjener til sammenligning af det faglige niveau mellem skolerne. De nationale test er dog mere end det, hvis de benyttes på den rigtige måde. De er også et værktøj, som kan bidrage til at give lærerne et indblik i, hvilke elever der har behov for ekstra støtte på en række faglige områder.

Det er klart, at de nationale test ikke kan stå alene i en evaluering; der er områder som det ikke er muligt at teste indenfor de rammer, som den elektroniske testform giver. Til gengæld er det lige så klart, at lærerens iagttagelse af eleverne og samtale med elevernes forældre i lige så lille grad kan stå alene som evalueringsform. De forskellige evalueringsformer må bruges i samspil, for at give et så bredt dækkende billede af den enkelte elevs faglige niveau og behov for støtte. Kun derved kan man sikre, at resultaterne fra evalueringerne kan bruges fremadrettet på den bedst mulige måde.

Evaluering er andet end test, men evaluering er også test. Derfor er det vigtigt, at lærerne omfavner alle tilgængelige evalueringsformer, og bruger dem konstruktivt til at forbedre undervisningen og dermed elevernes læring.

Eksamenssnyd på universiteterne?

Ritzau skriver, at antallet af studerende ved universiteterne i København og Århus som snyder ved eksamen, er steget eksplosivt indenfor de seneste år. Antallet af studerende, som er grebet i at kopiere dele af tekster fra internettet ind i deres eksamensopgaver, er steget med 37 % fra 2008 til 2009, og for Aarhus Universitet er stigningen på hele 88 %.

Sven Bislev, som er prodekan ved CBS, mener at stigningen skyldes, at "Google-generationen", der er vokset op med bl.a. fil-deling og Wikipedia, er kommet på universitetet. Denne generation har ifølge Svend Bislev svært ved at skelne mellem originale tekster, og tekster som er sammensat af dele fra forskellige andre tekster. De forstår dermed ikke reglerne for, hvordan man bruger dele af tekster som andre har skrevet i sine opgaver.

Man kan argumentere for, at de studerende og institutionerne placerer sig sig på hver sin side af en kamp mellem to forskellige vidensopfattelser, som de er beskrevet af Gibbons m. fl. i bogen "The new production of knowledge" (1994). 

Institutionerne indtager en plads i den lejr, hvor viden opfattes som noget der udvikles indenfor bestemte forskningsfelter. Der sidder en række eksperter, som hver for sig eller i fællesskab, udvikler viden på et bestemt kerneområde. Denne viden har de oparbejdet over mange år, og eksperterne kan gøre hævd på den viden de hver især har udviklet. I dette paradigme kvalitetssikres ny viden indenfor det lukkede forskningsfelt, eksempelvis gennem en sikring af, at den bygger videre på den indenfor forskningsfeltet anerkendte viden.

De studerende placerer sig derimod i den anden lejr, hvor viden opfattes som et bredere fælles anliggende. Fremfor at viden udvikles indenfor et lukket forskningsfelt, er den et samfundsmæssigt anliggende, og alle, som har en mening om et emne, kan frit bidrage til videreudviklingen af den viden der findes om emnet. Her er der ikke nogen der "ejer" viden - den udbygges og videreudvikles løbende, og en viden mister sit tilhørsforhold til forfatteren i det øjeblik en anden person reflekterer over den, og kombinerer den med sin egen viden. Her er ny videns kvalitet ikke noget som kan bestemmes objektivt. Istedet må den bedømmes ud fra hvorvidt den giver mening for den enkelte, og kan danne baggrund for en videreudvikling.

Spørgsmålet er, hvilket paradigme man ønsker skal vinde. Skal viden fremover opfattes som noget der tilhører enkeltpersoner eller forskningsfællesskaber, eller skal den opfattes som noget vi ejer i fællesskab, og som enhver har ret til frit at benytte sig af og videreudvikle på?

Hvis man vælger at gå den vej, hvor viden opfattes som noget vi alle ejer, er man nødt til at overveje, om de eksamensformer der anvendes idag, er givtige. Man må væk fra forestillingen om, at det at sammensætte uddrag fra forskellige tekster af andre til en opgave er snyd, og må istedet opfatte det som udtryk for en kompetence til at uddrage relevant eksisterende viden og herudfra skabe en ny fortolkning.

Omvendt må man, hvis man vælger  at gå den vej, hvor viden opfattes som noget der tilhører enkeltpersoner eller forskningsfællesskaber, overveje hvordan man vil sikre, at de studerende bliver i stand til at anvende eksisterende viden på en måde, så det i deres opgaver bliver klart hvor de har denne viden fra, og hvor deres egen fortolkning af en eksisterende viden begynder.

Spørgsmålet er åbent: Hvilken vidensopfattelse skal vinde?

Er skolebogen ved at uddø?

I Politiken kunne man forleden læse en artikel om, hvordan de elektroniske læremidler er i gang med at udkonkurrere de traditionelle lærebøger. Baggrunden for artiklen var, at flere udviklere af elektroniske læremidler oplever en stor fremgang i salget af denne form for materialer. Janus Benn Sørensen, som er direktør i firmaet Clio Online, der bl.a. har udviklet spændende materialer til samfundsfag, citeres i artiklen:

"Hvorfor skal man have bøger i folkeskolen? Hvis du går i banken, på kontoret eller i supermarkedet, er det computere, der styrer det hele, fordi det er meget mere effektivt. Så skal vi selvfølgelig også bruge dem i skolen"

Der er ingen tvivl om, at der kan ligge enorme ressourcer og styrker i de elektroniske læremidler. De aktiverer i mange tilfælde den lærende i langt højere grad, end tilfældet er for traditionelle lærebøger. Spørgsmålet er bare, om den samme grad af aktivitet er ønskelig i alle fag, og i behandlingen af alle emner. I nogle fag og i nogle emner, er den direkte kontakt med underviseren vigtig, og i de tilfælde bør al undervisning ikke flyttes ud i det virtuelle rum. I andre fag kan det virtuelle rum derimod være et uvurderligt værktøj.

For eVidenCenter er det dog ikke et mål i sig selv, at læremidlerne bliver elektroniske. E-læring og traditionelle undervisningsmaterialer kan sagtens anvendes sammen. I mange tilfælde kan de endda støtte hinanden, og gøre undervisningen og læringen bedre, end hvad de ville kunne hver for sig.

E-læring og elektroniske læremidler indeholder en række gode elementer, som kan være med til at styrke den enkeltes læring. Det er dog vigtigt, at underviseren gør op med sig selv, hvilke pædagogiske og didaktiske strukturer der er tænkt ind i læremidlet, så det fortsat bliver pædagogikken, og ikke teknologien, der styrer undervisningen. Hvis man eksempelvis ønsker at få de lærende til at samarbejde kollaborativt, må man udvælge materialer der lægger op til et sådant samarbejde, ligesom man, hvis man ønsker at de studerende skal arbejde selvstændigt, må vælge materialer som tilgodeser denne arbejdsform.

Pædagogikken og didaktikken bør være styrende for teknologi-anvendelsen i undervisningen. Det er naturligvis spændende at arbejde med anvendelsen af de nye teknologier, men eVidenCenters primære interesse ligger i, hvordan de nye teknologier giver nye pædagogiske muligheder, eller understøtter den allerede eksisterende pædagogik. Det er koblingen mellem elektronikken og pædagogikken der giver e-læring dens værdi.

Det personlige læringsmiljø

Indenfor området e-læring har der de senere år været et stigende fokus på begrebet ”Personalized Learning Environments” (PLE), som er centreret omkring individets rolle i forhold til at organisere egen læring. Med et udgangspunkt i individets egen organisering af dets læringsmæssige kontekst, kan man i denne sammenhæng spørge om, hvad det så betyder for uddannelsesinstitutionernes fremtidige rolle i vidensamfundet?

Uddannelsesinstitutionerne har traditionelt set været udbydere af centrale e-læringssystemer, som de lærende har haft mulighed for at anvende i forbindelse med deres uddannelsesforløb. PLE lægger derimod op til, at det er den studerende, og ikke uddannelsesinstitutionen, som konstruerer læringsmiljøet (se Attwell 2007). Blandt andet sociale platforme og redskaber har en væsentlig rolle i konstruktionen af et personligt læringsmiljø, da disse, gennem eksempelvis tagging, wikis og blogs, både giver den studerende mulighed for at skabe netværk samt indsamle information tilpasset et individuelt behov. Endvidere lægger de sociale medier og platforme op til, at de lærende selv bidrager aktivt til deling af information og materiale, hvilket adskiller sig væsentligt fra tidligere informationskilder. Information og materiale knyttes i højere grad til individer – og ikke institutioner eller organisationer. Dermed ændres karakteren af den lærendes læringsmiljø, og spørgsmålet er, hvorledes uddannelsesinstitutionerne kan favne en personaliseret læringsproces.

I ”Internettet som personaliseret og socialt medie” (2010 Dalsgaard Christian) skriver Christian Dalsgaard omkring kultur- og uddannelsesinstitutionernes fremtidige rolle blandt andet, at institutionerne i forbindelse med anvendelsen af internettet har nye muligheder for at bevæge sig ud over egne rammer, både de fysiske rammer men eksempelvis også rammerne på deres hjemmesider, mod en tilrettelæggelse af vidensmedier, som understøtter individets egne aktiviteter. Uddannelsesinstitutionerne kan i forlængelse af dette med fordel tænke i at flytte materialer og information ud i andre sammenhænge og netværk end de har gjort tidligere.

I denne sammenhæng kan man spørge om, hvilke konsekvenser en sådan udvikling vil have i forhold til de pædagogiske principper, som vores uddannelsessystem på nuværende tidspunkt er baseret på? Hvordan vil det eksempelvis påvirke den lærendes sociale netværk, og hvor passer dannelsesbegrebet ind i denne sammenhæng? Underviserrollen vil umiddelbart også have en anden karakter end ved en mere traditionel udformet undervisning, hvor læringsforløbet i højere grad er planlagt med udgangspunkt i den enkelte uddannelsesinstitutions rammer.

Det drejer sig måske i virkeligheden ikke blot om, hvorledes uddannelsesinstitutionerne vil favne mulighederne for en mere personaliseret læringsproces i den uddannelsesinstitutionelle kontekst, men også hvordan de eksisterende didaktiske og pædagogiske principper skal tænkes ind i denne sammenhæng. Spørgsmålet er så, hvordan der skabes en sammenhæng mellem de studerendes personlige læringsmiljøer og det formelle uddannelsessystem.

E-læring og mobile teknologier

Internettet bliver i forbindelse med e-læring ofte anvendt til at trække informationer ind i klasseværelset. Gennem forskellige elektroniske opslagsværker, korttjenester o.s.v., bliver det muligt for eleverne at forholde sig til fænomener, de måske aldrig har set i virkeligheden.

Udbredelsen af mobile teknologier som smartphones, giver nye muligheder for anvendelsen af internettet, også i forbindelse med e-læring. Hvor man idag primært anvender internettet til at "trække verden ind i undervisningen", som det er beskrevet ovenfor, bliver det med teknologier som "forstærket virkelighed" (augmented reality) og "context awareness", muligt at trække undervisningen ud i verden. Forestil dig, at en gruppe arkitektstuderende bevæger sig rundt i et byområde, og v.h.a. eksempelvis Google Maps og den indbyggede GPS får informationer på deres smartphone om, hvor de kan finde bygninger fra en bestemt arkitektonisk periode. Når den studerende tager et billede af en bygning, får vedkommende informationer om bygningens historie direkte på telefonen. På samme måde kan teknologien anvendes i eksempelvis geografi- og historieundervisning.

Korttjenesten Krak har allerede udviklet en applikation til iPhone, som benytter sig af augmented reality, og til Android styresystemet findes der en række applikationer som benytter sig af augmented reality og context awareness.

Sammenkobling af det virtuelle og det virkelige er en del af den udvikling, som Steve Wheeler beskriver i et meget interessant slideshow om internettets fremtidige udvikling. Den mobile teknologi er stadig ny og under udvikling, men ikke mindst brugen af augmented reality og context awareness giver muligheder for at anvende e-læring på nye og spændende måder, som kan være med til at øge sammenhængen mellem det teoretiske og det praktiske niveau i undervisningen. Man kan håbe, at der er undervisere, som allerede nu begynder at eksperimentere med brugen af mobile teknologier i en undervisningsmæssig kontekst, så deres erfaringer kan bidrage til den fortsatte udvikling af disse.

Kontrovers om Facebook

Facebook bliver mere og mere udbredt, og er nu anvendt af 3,2 millioner danskere. Med udbredelsen af Facebook rejser sig en række væsentlige spørgsmål om mediets fordele og ulemper.

Det kan kraftigt anbefales alle, som har en interesse for Facebook og sociale medier at se DR2's Kontrovers  fra den 22. juni. Her debatteres Facebooks fordele og ulemper. Er Facebook et godt demokratisk værktøj, eller er det en forfladigelse af demokratiet; er det et sted hvor det ikke er det bedste argument, men nærmere den højest råbende, der får ret? Og er det en fordel for den demokratiske debat, at Facebook nedbryder skellet mellem den private og den offentlige sfære? Forstærker Facebook den enkeltes tilstedeværelse i fællesskabet, eller udelukker brugen af Facebook og sociale medier en egentlig fordybelse i de nære fællesskaber? Og er der behov for etiske retningslinjer for brugen af Facebook?

Dette er kun nogle af de mange spørgsmål, der bliver vendt i Kontrovers. Debatten om Facebook er vigtig, og særligt i forhold til anvendelsen af mediet i en undervisnings-sammenhæng, er det væsentligt at man gør sig overvejelser over, hvad Facebook kan bidrage med.  Enhver som anvender, eller som overvejer at anvende Facebook i en undervisnings-sammenhæng, kan derfor med fordel se udsendelsen og få udfordret sine meninger om Facebook og de sociale medier.

Gør internettet dig dummere?

Nicolas Carr skriver i et indlæg i The Wall Street Journal om, hvordan brugen af internettet gør menneskets viden mere overfladisk, og dermed gør mennesker dummere. Hvor den trykte bog ansporede til fordybelse, mener Carr, at internettet med dets brug af hypertekst, forvirrer læseren, og modarbejder enhver fordybelse:

“It is revealing, and distressing, to compare the cognitive effects of the Internet with those of an earlier information technology, the printed book. Whereas the Internet scatters our attention, the book focuses it. Unlike the screen, the page promotes contemplativeness."

Carr henviser i artiklen til en undersøgelse, hvor halvdelen af et hold studerende blev udstyret med computere med internetadgang i en lektion, mens den anden halvdel ikke fik stillet computere til rådighed. Den halvdel som ikke anvendte internettet, havde efterfølgende lettere ved at huske, hvad underviseren havde fortalt i lektionen.

Hvis en undervisning er rettet mod, at de studerende skal sidde tilbage med en ganske bestemt viden, kan Carr have ret i, at internettet kan være skadeligt for læringen. Internettet stiller en stor del af den globaliserede verdens kompleksitet til rådighed for de studerende, og det skaber forbindelser og links fra det emne der behandles i undervisningen til beslægtede emner, som andre har beskæftiget sig med, på tværs af tid og sted. I en undervisning, som forsøger at skåne de studerende for denne kompleksitet, kan de studerendes brug af internettet derfor nok være et problem - de studerende skal kun lære det, som deres underviser ønsker de skal lære, hverken mere eller mindre. Al anden viden, end den underviseren formidler, er irrelevant i denne form for undervisning.

Hvis man derimod ser undervisningsrummet som et sted hvor tanker og meninger mødes og udvikles, og hvor ny viden bliver til på baggrund af eksisterende viden, er internettet måske et gode for undervisningen. En undervisning skal ikke nødvendigvis fortrænge den kompleksitet, som præger det globaliserede samfund. I stedet bør man måske hente kompleksiteten ind i undervisningsrummet, og give de studerende redskaber og et fællesskab, som gør dem i stand til at bearbejde og forstå kompleksiteten. Den russiske litteraturteoretiker og filosof M. M. Bakhtin skrev i sin bog "Dostojevskijs Poetik" (1929):

”Det bør påpeges, at ud fra selve begrebet om den eneste sandhed kan man ingenlunde udlede nødvendigheden af én eneste bevidsthed. Man kan lige så vel antage og tænke sig, at en eneste sandhed kræver en mangfoldighed af bevidstheder, at den principielt ikke kan rummes inden for rammen af en eneste bevidsthed, at den så at sige i sit væsen er af en hændelses-karakter og fødes i et skæringspunkt mellem forskellige bevidstheder.”

Spørgsmålet er, om ikke internettet, måske især i dets Web 2.0 form, netop kan udgøre det skæringspunkt, hvori de mange bevidstheder mødes, så vi sammen bliver klogere på verden – også i undervisningen?

Hvad er status for den pædagogiske brug af it?

I Undervisningsministeriets ”Tal, der taler 2009” dokumenteres det, at antallet af undervisningscomputere med adgang til internettet i danske folkeskoler og gymnasier, er blandt de højeste i Europa. Også antallet af grundskolens undervisere, som har taget det it-pædagogiske kørekort har været stigende de senere år. Over 50 % af grundskolens undervisere, har nu taget kørekortet. Det lader til, at forudsætningerne for at anvende it pædagogisk i folkeskolens undervisning er på plads.

Jeg spurgte forleden et par undervisere i folkeskolen, hvordan de mente, det ser ud med den pædagogiske brug af it. De mente ikke, at det ser så lyst ud, på trods af at forudsætningerne tilsyneladende er på plads. Ifølge de lærere jeg spurgte, er det fortsat i høj grad den usikkerhed, der er forbundet med brugen af it-værktøjer, der bremser den pædagogiske brug af it. Hvis adgangen til et læringsobjekt eller et andet materiale fejler i en undervisning, f.eks. fordi skolens netværk er nede, falder hele undervisningsforløbet til jorden. Der er derfor, for mange undervisere, en stor grad af usikkerhed forbundet med at anvende it i pædagogisk sammenhæng, og mange fravælger på den baggrund helt brugen af it.

Et andet problem, ved det at anvende it pædagogisk i folkeskolen, er, ifølge de lærere jeg talte med, at der stadig ikke er computere nok på skolerne. Ifølge ”Tal, der taler 2009” er der i folkeskolen ca. én computer for hver 4 elever. Det stiller ifølge de adspurgte lærere krav om, at eleverne arbejder sammen omkring computerne, og det betyder, at den elev-aktivitet, som den pædagogiske brug af it ellers kan understøtte, bliver bremset. Mens én elev er aktiv ved computeren, er tre andre elever passive. Også de interaktive whiteboards bremser, ifølge de lærere jeg talte med, elevernes aktivitet. De interaktive whiteboards anvendes primært som formidlingsmedier i klasserne, f.eks. i forbindelse med lærerens præsentation af et emne, eller i forbindelse med en elev-præsentation, og størstedelen af eleverne bliver i den sammenhæng passive tilhørere.

Ifølge de lærere jeg talte med, trænger den pædagogiske anvendelse af it i folkeskolen stadig til et løft. På trods af, at Danmark ligger i front med hensyn til antallet af computere pr. elev, og på trods af, at over halvdelen af underviserne har det pædagogiske it-kørekort, er der stadig, ifølge disse lærere, mange barrierer i forhold til at anvende it pædagogisk i undervisningen. Spørgsmålet er, om de samme problemstillinger gør sig gældende på andre uddannelsesniveauer?

Fortæl os om dine erfaringer med at anvende it pædagogisk. Kan du genkende de barrierer, der er beskrevet her, og hvordan overvinder du dem i din praksis? Er der andre faktorer, der bremser din pædagogiske anvendelse af it? Og hvad understøtter den?

E-læring og didaktisk planlægning

I det seneste nummer af DPU’s blad Asterisk, besvarer professor Birgitte Holm Sørensen fra DPU spørgsmålet om hvad der skal til, for at Web 2.0 kan bidrage positivt til elevernes læring:

”Læringsresultatet kan blive bedre, men det er helt af­hængig af det didaktiske design for læreprocesserne og for undervisningen. For at kunne bruge sociale medier i skolen må der ske en didaktisering.”

Hvor det tidligere har været en udbredt opfattelse, at brugen af it helt kan erstatte underviserens rolle i undervisningen, mener Birgitte Holm Sørensen at it, og særligt de sociale medier og Web 2.0 værktøjerne, kræver didaktisk styring.

Hos eVidenCenter er vi overbeviste om, at de didaktiske overvejelser, om muligt, er endnu vigtigere ved anvendelse af e-læring, end de er i en traditionel undervisning. Særligt brugen af Web 2.0 værktøjer kræver grundige overvejelser fra underviseren, hvis deres potentiale skal udnyttes fuldt ud.

Ved brug af Web 2.0 i undervisningen, bliver der sat fokus på elevernes egen produktion af viden, frem for på deres mere eller mindre passive tilegnelse heraf. Det betyder, at underviseren nærmere må fungere som ligeværdig ’konsulent’ end som overlegen ’ekspert’ overfor eleverne, ligesom der må stilles særlige krav til materialernes evne til at aktivere elevernes vidensproduktion. Også mulighederne for samarbejde og kommunikation er vigtige i forbindelse med anvendelse af Web 2.0 i undervisningen.

Vi er hos eVidenCenter i gang med at udvikle en e-didaktisk overvejelsesmodel, som kan fungere som et planlægningsværktøj for den underviser, der skal anvende e-læring i et forløb. Modellen udpeger de faktorer, som er særligt vigtige at have opmærksomhed på, i forbindelse med anvendelsen af e-læring, og giver underviseren en række værktøjer til at vurdere, om der er sammenhæng mellem valget af materiale, underviserrolle, samarbejdsform og kommunikationsform. Modellen bliver offentliggjort i løbet af efteråret 2010, og vi håber den kan bidrage til at gøre det tydeligt, hvornår e-læring i forskellige former, kan bidrage positivt til elevernes læring.

Digitale kompetencer som forudsætning for deltagelse i et demokrati

Tal fra Danmarks statistik viser, at hele 17 % af danskerne ikke har adgang til internet i hjemmet. Anne Gerdes, lektor ved Syddansk Universitets Institut for Fagsprog, Kommunikation og Informationsvidenskab, udtaler i Metro-Xpress den 11. juni, at dette er et demokratisk problem. Den gruppe af danskere, som ikke dagligt har adgang til internettet, er ifølge Gerdes afskåret fra den samme mængde information, som internetbrugere har adgang til. Det er særligt ældre borgere, der ikke har adgang til internettet. Det betyder, at deres viden om forskellige emner baseres på et smallere fundament end deres medborgeres, og deres evne til at indgå aktivt i den demokratiske debat forringes. De digitale kompetencer er blevet en forudsætning for det at deltage i demokratiet.

Hvor digitale kompetencer tidligere især blev forstået som det at være i stand til at sende mails, skrive i tekstbehandlingsprogrammer osv., er der i dag kommet en ekstra dimension til. Det at være digitalt kompetent kræver, udover diverse tekniske færdigheder, at man er i stand til at indgå i digitaliserede og virtuelle fællesskaber, som de findes i sociale medier som f.eks. Facebook og Youtube.

I takt med, at de sociale medier fylder mere og mere i mange menneskers liv, er det særdeles vigtigt, at alle får lige muligheder for at indgå i de fællesskaber, der findes i disse medier. Det stiller nye krav til uddannelsessystemet. Uddannelsessystemet må tage ansvaret for, at give børn og unge en mulighed for at til - og fravælge disse fællesskaber ud fra et kritisk kendskab til de fordele og ulemper der er forbundet med brugen af dem. F.eks. må uddannelsessystemet tage ansvar for at informere børn og unge om de mulige konsekvenser det kan have at oprette og deltage i hadegrupper på Facebook, og for at vise de unge hvordan Facebook kan bruges som redskab for at fastholde og udvide sociale og faglige netværk.

Opgaven kan gribes an på mange måder. Et af de mest nærliggende løsningsforslag er, at integrere brugen af de sociale medier i undervisningen. På den måde vil de unge blive bevidste om nogle af de kvaliteter der ligger i brugen af sociale medier, og underviseren kan bevare en fornemmelse for, hvad der sker i det sociale miljø mellem eleverne/de studerende. Underviseren kan også med held deltage i elevernes/de studerendes sociale fællesskab på nettet, i så vid udstrækning som det samtidig levner både underviseren og eleverne/de studerende plads til et privatliv.

Hvis uddannelsessystemet ikke har fokus på de sociale medier, risikerer man at en stor gruppe af børn og unge ufrivilligt bliver udelukket fra den socialisering, som finder sted i disse medier. Det vil kunne amputere dem i forhold til resten af samfundet, og på sigt føre til et endnu større demokratisk underskud, end det man i dag ser i den ældre generation.

Kompetenceudvikling af undervisere

I rapporten ”Lærernes undervisningskompetence”, som er udarbejdet af en arbejdsgruppe sammensat af repræsentanter fra KL, professionshøjskolerne og Undervisningsministeriet, gives der en række anbefalinger til, hvordan professionshøjskolerne gennem kompetenceudvikling kan styrke grundskolelærernes færdigheder inden for fire områder. Det drejer sig om klasserumsledelse, pædagogisk brug af it i undervisningen, undervisningsdifferentiering og evidensbaseret undervisning.
Rapporten kan, sammen med et sammendrag af arbejdsgruppens anbefalinger, findes på Undervisningsministeriets hjemmeside.

En af anbefalingerne lyder:

”Arbejdsgruppen anbefaler, at professionshøjskolerne fortsætter udviklingen af partnerskaber med kommunerne om udvikling af konkrete uddannelsesforløb, der matcher skolernes behov, herunder udvikling af mere fleksible tilrettelæggelsesformer for gennemførelse af uddannelsesforløbene”.

Hos eVidenCenter har vi gode erfaringer med at afvikle kompetenceudviklingskurser som fleksible e-læringsforløb, der tager afsæt i undervisernes egen praksis. EVA anbefalede i forlængelse af projektet It i skolen (2009), at kompetenceudvikling tager afsæt i undervisernes egen praksis. Det er også eVidenCenters erfaring, at en tæt forbindelse til praksis er en forudsætning for en vellykket kompetenceudvikling af undervisere.

eVidenCenter udbyder en række certificeringskurser til efteruddannelse af undervisere på gymnasialt niveau, som professionshøjskolerne med fordel kan hente inspiration fra. Kurserne er tilrettelagt som fleksible netbaserede læringsforløb, der tilbyder kursisterne at arbejde med problemstillinger i forbindelse med deres egen undervisningspraksis. En af fordelene ved at anvende e-læring i forbindelse med kompetenceudvikling er, at denne læringsform giver den enkelte kursist mulighed for at planlægge sit eget forløb ud fra et hensyn til andre arbejdsopgaver. En anden fordel er, at det giver kursisterne mulighed for at samarbejde og videndele på tværs af skole- og kommunegrænser.

Indholdsmæssigt er der i vore kurser især fokus på didaktiske og pædagogiske overvejelser i forbindelse med anvendelsen af e-læring, herunder mulighederne for at undervisningsdifferentiere med it, og vi er derfor glade for, at disse to fokuspunkter indgår i arbejdsgruppens overvejelser over kompetenceudviklingen af grundskolens undervisere.

Du kan læse mere om vore kurser her.

Af Niels Jakob Pasgaard, eVidenCenter og Daniella Tasic Hansen, eVidenCenter